At rejse er at leve

Dette var sidste stop på vores lange og dejlige rejse. Det var helt uvirkeligt, at det var vores sidste dag på rejsen. I morgen flyver vi hjem fra São Paulo og dagen efter ankommer vi i København. Det bliver dejligt at blive mødt af mormor og morfar i lufthavnen. Vi glæder os til at komme hjem til familie og venner. Vi har lige tid til at flytte vores ting på plads igen og komme over jetlagget, så starter vi alle fire op igen 1. maj med Nicolai i SFO, Lærke i børnehave og begge forældre på arbejde i hhv. Udenrigsministeriet/Danmarks Eksportråd og Devoteam Consulting.

Vi var ydmyge over at have muligheden for at tage en rejse som denne. At rejse er at leve -- grib livet -- husk at leve, mens du gør det / husk at elske(og rejse), mens du tør det (Gruk) -- de varmeste anbefalinger fra os til alle om at tage ud og rejse, det er så givende og lærerigt og masser af livskvalitet.

São Paulo - en utroligt stor by

São Paulo har vist 15 mio. indbyggere. Den var så stor, at det var lidt uvirkeligt. Vi tog derfor op i byens højeste bygning, for at nyde udsigten og en kop kaffe og få en fornemmelse af udstrækningen - 5 gange Paris! Vi troede faktisk, at det var den forkerte bygning, vi var kommet til. Den var nemlig ikke ret høj. Hmmm vi havde læst, at det skulle være Sydamerikas højeste bygning med 42 etager. Så gik det op for os, at den rent faktisk var høj, men at vi sammenlignede den med de højhuse, vi har været i i Kina, hvor 88 er et lykketal - godt for kejseren og Feng Shui... så der havde vi været oppe på 88. etage, hvor dette "kun" var 42 etager. Udsigten var nu fin - men samtidig deprimenrende, for hvor var der meget smog/forurening over byen. Der lå simpelthen en tyk grå tåge fra højhusene op til skyerne.En buet kontorbygning ved siden af var designet af den 100-årige brasilianske arkitekt Niemeyer, som havde tegnet hovedstaden Brasilia. Beton... Igen har vi set stor rigdom og meget meget stor fattigdom. Mange hjemløse. Det er ufatteligt, at landet ikke kan finde ud af at omfordele bare en smule. Der er jo ikke lige grund til at give et så rigt land ulandsbistand... men masser af fattige har brug for hjælp, de får den bare ikke af deres egne landsmænd.



Vi nåede at lære, at spejderbevægelsens stifter, Lord Baden Powel, også havde startet spejderbevægelsen i provinsen São Paulo i Brasilien. Der var nemlig en buste af ham i parken på Republikkens Plads - ikke langt fra opfinderen af verdenssproget Esperanto og mange andre.

FORTÆÆL!!! - Historier om Alexander og Eragon

Vi fortæller stadig mange historier for hinanden, og vi nyder det. Den 17.4, da vi havde været ude og svømme med skildpadder på Fernando de Noronha, rørt dem, svømmet med rokker og drillet murænebarnet, så dens mor kom frem, så spurgte Christian Nicolai, hvad det bedste havde været den dag. Nicolai: "Jeg skal lige tænke mig godt om... det var, da mor fortalte historie!" Så smeltede Mette jo helt, og ungerne fik en hel times godnathistorie!

Christian fortæller videre på eventyrene, som drageridderen Eragon og dragen Saphira oplever. De har nu fået følgeskab af to børn, der hedder Ehlers og Helene. De har været rundt i Brasilien, de samme steder som os, og de høje klipper på øen Fernando de Noronha er ideelle landingssteder for drager. De har naturligvis besøgt havdragerne, og befriet delfiner, der var blevet fanget i en bugt mellem kysten og en ny olieboreplatform. Med udsigten over São Paulos smog og Newsweek-tema om FNs klimarapport in mente, gik Eragon også igang med at finde på måder at forhindre polerne i at smelte. Nicolai bidrog entusiastisk med masser af kreative løsninger, mens Christian fortalte og fik vores egne oplevelser, Nicolais forslag og fakta til at gå op i en højere enhed uden i øvrigt at bekymre ungerne.


Mette fortæller videre om Alexander og Nadia, deres farmor Kate, der skriver for (Inter)National Geographic. Historierne startede i Isabel Allendes bøger City of Beasts i Amazonjunglen, og det var jo sjovt, da vi var i Amazonjunglen med vores egen farmor Inger. I Den gyldne drages rige var de i Himalayabjergene (Bhutan, Tibet og Indien). Siden har Mette så ladet dem besøge Pantanal i Brasilien, hvor de var ude på 5 forskellige ranches for at skrive om naturen og dyrene, og ikke mindst finde alle de onde, som ikke passer på dyrene. Alexander og Nadia, der er 15 år og børnesuperhelte, måtte naturligvis lære at ride, sejle i kano mellem krokodillerne, sætte fuglekasser op til hyacinth macaw-papegøjerne ligesom i papegøjeprojektet og beskytte jaguarene, som de gjorde i jaguarprojektet, vi besøgte. Nicolai insisterer på, at det skal være de godes kamp mod de onde, og at der skal være action, så en ond ranchejer, der fangede sjældne dyr og proppede dem på lastbiler for at sælge dem til en ZOO, var også med - de blev skudt på og fanget, men fik ham anholdt af politiet, mens helikopteren med kamerafolkene dækkede det, så det kunne blive sendt på (Inter)National Geographics TV-kanal. Det var så højdepunktet efter beskrivelsen af tre andre ranches, hvor de skulle løse problemer og mysterier og passe på dyrene, og oplevede masser som vi havde oplevet med myreslugere, bæltedyr, fugleedderkopper og cowboys.

Lige nu er Alexander og Nadia i gang med et stort projekt om skildpadder - de skal redde skildpadderne i Brasilien, ligesom skildpaddeprojektet i Praia do Forte arbejder for. Det indebar bla. at afsløre den onde Ze Maria på øen Noronha, som serverer skildpaddesushi i sjældne skildpadder. Manden eksisterer og har en rigtig fin restaurant på øen, hvorfra han nu præsterede sådan et enormt macho-ego, at Mette måtte bruge ham som rollemodel for skurken. Igen har Alexander og Nadia måtte lære at snorkle og dykke for at opleve alt det vi har oplevet med skildpadder, hajer og sushi. Næste del af projektet er at finde en kone til skildpadden Lonely George på Galapagos, helst uden at blive holdt fanget af pirater på en lille ø alt for længe. Til sidst skal de sikre at der kommer bedre fiskemetoder, så fiskere ikke kommer til at fange skildpadder og delfiner, så der må de nok til Fiji, hvor Lærke fodrede skildpadder på sin fødselsdag i en lille Zoo med gode naturbevarelsesprojekter.

Nicolais oftest gentagne opfordring på rejsen har været "Fortææl" - "Fortææl, så giver jeg dig et kram". De holder af gode historier, som film, som bøger, og da farmor havde nogle hekse-læsebøger med, så blev det en absolut sejr, da de begge kunne læse dem højt for hinanden og os. Så nu får vi også læst godnathistorie højt.

Sejltur rundt om Fernando de Noronha

Vi holder jo af katamaraner, også selvom dette var en sejltur med motor og ikke med sejl - så vi tog en sejltur rundt om øen. Det blev en dejlig tur. Nicolai og Lærke sad forrest i katamaranens net hele vejen rundt om øen. Det gav nogle gode bølger med frisk vand, der slog op og fik os til at grine. Øen har en flot kystlinje med stejle klipper og smukke strande.



Da vi lagde for anker for at snorkle havde Nicolai og Lærke også fin udsigt til de mange blå fisk, der spiste algerne på skroget. En fra besætningen fodrede fiskene lidt med brød, så de samledes i en stor stime til stor begejstring for børnene, som tydeligt kunne se dem i det klare vand - og for Mette som var midt i stimen. Lærke forsøgte derefter at fiske Mette op i båden igen - det endte efter en del grin dog med, at hun gik op af trappen helt reglementeret.
Havnen var fyldt med de store fregatfugle, der fulgte fiskerne ind. De ankom samtidig med os, så der var godt med liv, især når fiskerne smed lidt skidtfisk over bord.

Vi spiste frokost på en hyggelig restaurant - Visual de Porto - med en smuk udsigt over havnen og havet, snakkede med nogle amerikanere fra San Francisco, der også havde været med på turen, og havde tid til at Nicolai og Lærke tog hver en enorm serie fotos. Så stod den desværre på pakning for gang nr. ... øh, aner det ikke... mange! og så med flyet mod Sao Paulo. En skøn ø.

Vi snorkler med en haj

En 1 m lang haj på 2 meters afstand på helt lavt vand, det var alligevel så spændende at både Nicolai og Lærke tog snorkelmaskerne på og stak hovedet under vandet - mange gange! Vi var i poolen ligesom to dage tidligere. Denne gang gik Rogerio med os i vandet, for at være sikker på, at vi fik set den haj, der var der. Det var jo super sødt af ham. Han inspirerede ungerne til at snorkle rigtigt, og de fik hovedet under vand med masker på rigtig mange gange på den halve time, vi var i vandet. Det sejeste var klart hajen. Nicolai var især fascineret og svømmede tættere på den, så de lå på 40-50 cm vand, 2 m fra hinanden og kiggede direkte på hinanden. Mette var klar til at trække ham om bag sig, men det blev (naturligvis) ikke nødvendigt. Hajen svømmede rundt 2-8 m fra os. Vi så søpindsvin og masser af fisk igen, og krabberne pilede rundt om tæerne på os, da vi gik op.
Tidevandsbassinet Atalaya og skildpaddestranden Sueste ligger tæt på hinanden, så vi tog en svømmetur til ud til skildpadderne. Rogerio svømmede med en redningsring, som Nicolai og Lærke holdt fat i. Mette snorklede ved siden af. Mette og Rogerio så på skildpadder og varslede, hvornår de kom op til Nicolai og Lærke. De jublede, når skildpadderne stak hovedet op af vandet. Vi kunne dog ikke få dem til at stille ansigterne ned i det mørke, dybe vand. Mette var fascineret af, hvordan skildpadderne lå i læ bag koralerne på bunden, af den 1,5 m i diameter store rokke, og af de enorme stimer af små gennemsigtige fisk. Vi havde det sjovt. Rogerio sang for ungerne på vejen ind, og Lærke sang "papegøjen fra Amerika" fra Kardemommeby på dansk for ham.

Vores surferven Rogerio

Fernando de Noronha er for os alle, men især for Mette, Nicolai og Lærke, ensbetydende med Rogerio. Han har været vores faste taxichauffør i sin beachboogi (ombygget folkevognsboble), siden vi mødte ham den 15. april. 4 dage i træk har han bidraget med supergodt humør. Han har passet på Mette, Lærke og Nicolai, så på alle deres ture til pools og strand, der har han været med. Har været med ude og snorkle efter både skildpadder og hajer. Er kommet med en solparasol, har båret tasken med alt det tunge strandudstyr op og ned af klipperne og over stranden, og har delt slikkepinde ud. Vi har snakket på en glimrende blanding af sprog, og bedst har været, når han har fortalt om det han brænder for, nemlig surfing! - og dykning - og hans 7-årige søn. Han er indbegrebet af det gode fra surfer- og ø-kultur og et par gange om ugen underviser han øens børn i Capoeira i forsamlingshuset.
Vi var behørigt imponerede, da Rogerio viste os et surferblad med et tema om Fernando de Noronha og de lokale surfere, hvor han havde en dobbeltside. Det var sjovt og sejt.

Vi svømmer med skildpadder

Et par flotte udsigter senere, stoppede vi ved en strand, hvor så mange dyr yngler, at der er adgang forbudt. Vi kunne fra klippetoppen se en skildpadde trække luft over vandet, en stor haj og en stor rokke. Ricardo kom med et hajgab, som fik Nicolai til straks at ønske sig hajer. Vi snakkede en del med Christians dykkerbuddy, Mike. Han var fra New York, havde en MBA fra Spanien og arbejdede nu i noget så britisk som Barclays bank i London. Han havde dog amerikanske chefer to led op, og en afvæbnende humor. Vi holder lidt af, at en bankrådgiver omtaler sig selv som banksælger. Det er nu mere ærligt - desværre. Hmm og det siger vi, som rent faktisk har en bankrådgiver, vi er superglade for. Tjah.


Nu kom vi til skildpaddestranden Sueste igen. Ricardo var genial her. Han tog simpelthen en redningskrans og lod Nicolai og Lærke holde fast i den. Så trak han dem ud til skildpadderne, men Christian og Mette snorklede ved siden af. På den måde så vi 8 store skildpadder. Vi nød dem under vandet, og når de så var på vej op for at trække vejret, så viste vi Nicolai og Lærke, hvor de skulle se hen. På den måde fik de set utroligt mange skildpadder svømme rundt i overfladen. Højdepunktet var klart, da en af de andre guider dikkedikkede en stor skildpadde under hagen, så den svømmede op og legede med ham i vandoverfladen. Der fik vi alle rørt dens skjold og set den godt 1 m lange skildpadde helt tæt på. Nicolai og Lærke lå lige ved siden af den i vandet længe og var helt opslugte. Desværre var der kommet sand i vores dykkerkamera lige inden, så vi kunne ikke tage billeder af dem. Det var dog ubetinget en af vores største oplevelser.

50m ned for at snorkle med rokker

Dagens næste strand var Brasiliens bedste strand fortalte Ricardo, vores chauffør og guide. Lærke brød i gråd, da vi ikke straks skulle ned på stranden, men først skulle se diverse udsigtspunkter. Ricardo klarede krisen ved at vise os, hvor Tula Tula fuglen lå på rede. Så fik vi endelig lov til at klatre de 50 m ned af trapper og stiger og komme i vandet.



Her kunne vi allesammen endelig snorkle sammen. Det var dejligt.

Desværre holdt hele 5 rokker til i sandet i det lave vand, netop på den del af stranden, hvor vi bedst kunne gå ud med børnene, fordi bølgerne ikke var så store. Rokker er normalt ikke farlige, men man skal ikke træde på dem eller drille dem, for så kan de stikke med piggen på deres hale. Rokkerne her lå desværre nærmest gemt i sandet, netop der hvor vi ville gå rundt og lege med børnene... så vi svømmede en tur i stedet. Nicolai og Lærke vidste, at det var en rokke, der stak den skøre og glade dyrebeskyttelsesforkæmper, Steve Irwin i hjertet, så han døde. De har jo været i hans Zoo i Australien, som vi har skrevet om før, så de var lidt utrygge ved det. Mette brød sig heller ikke om at se en rokke svømme hen mod og under et par brasilianske turister... så vi minimerede risikoen og svømmede ud på det dybere vand.

Nicolai lokker muræner frem

En sej dag med tur til tre strande for at snorkle, diverse udsigtspunkter, dejlig mad, fugle der lå på reder etc. Da Christian spurgte Nicolai, hvad det bedste havde været, så svarede han "når mor fortalte historie". Dejlig dreng!!! Mette fortalte naturligvis godnathistorie i en time efter den kompliment. Vi havde nemlig regnet med, at han havde svaret: Det bedste var, da jeg rørte en skildpadde, da den svømmede tæt hen til mig!!! eller Det bedste var, da jeg prikkede til en muræneunge og dens mor kom frem for at forsvare den!!! eller Det bedste var, da vi sad på ryggen af far og svømmede ud på det virkelig dybe, for at komme væk fra de 5 rokker der lå i sandet tættere ved stranden!!!

Dagens første strand var først en stor smuk strand med Robinson Crusoe klipper at søge skygge ved. Ved at gå over en mindre klippe kom vi ind til den lille strand, hvorfra Mette fik en af sine længste snorkleture. Ud gennem en smal passage, hvor bølgerne blev presset ind, rundt i hele bugten, hen langs klipperne ude i havet og med udsigt en stor firkantet fisk med store vinger på vejen ind. Christian havde Lærke med et stykke derud og trådte ned i et af de huller i bunden, som strømmen skabte, hvilket desværre gav den mest hævede og blålilla lilletå, vi har set.
Nicolai gik, som altid, med en pind han havde fundet. Den prikkede han lige med i hullet i klipperne, hvor en lille muræneål kiggede ud... indtil dens noget større mor kom ud for at forsvare ungen.



En plateau med pools, der opstår ved lavvande gav plads til at lege med små eremitkrebs og se gule og lilla fisk tæt på.
Der var opleverlser overalt mellem stenene på strandene. Nicolai og Lærke fandt krebs, sommerfuglelarver, firben, edderkopper, blade der skar med kanterne, flotte blomster, gode vandregrene mmm.

Dykning i verdensklasse

Dykningen på Fernando de Noronha havde vi hørt en del om - men det er alligevel svært at forestille sig hvad man har i vente. Store grotter, og tunneller på 15-20 meters dybde - med luftlommer og befolket med kæmperokker og hajer og alskens andre fisk - ind i mellem dukker der så en 200 kilos skilpadde op - sådan en fætter der er lidt længere end en selv og lidt mere folkevognsagtigt bygget. Ganske forrygende og med sigtbarheder mellem 20 og 50 meter (halvtreds meter!) er det virkelig fantastisk at opleve.
Mettes brasilianske studiekammerat fra London - Patricia - som hun mødtes med i Rio, havde rost dykkerfirmaet Aguas Clares i skyhøje vendinger - og efter 10 dyk med dem er jeg helt enig. Jeg var ellers liidt skeptisk til at begynde med - en minibus med 9 mennesker hvor alle pånær jeg selv, maks havde dykket 3 gange. Hmmmm.... men da vi kom til båden blev jeg trukket til side, for jeg skulle tilsyneladende med en anden båd - sammen med instruktøren Bill (Gilar) og den skøre skipper Fitch - så der var kun mig og guiden på de første dyk - med de imponerende kæmperokker - måske egentlig ikke kæmper for en havbiolog- men når de er godt 1,5 m i vingefang og 2,5 meter med hale så virker de ret velvoksne for os andre! Og med den størrelse bliver det ret personligt når de svømmer ind til en, mens man er inde i en grotte 18 m nede som er ca. 15 m i diameter og 5 meter høj - og har een indgang. Nåja, der var da heldigvis plads til de to rokker og Bill og jeg i fred og fordragelighed. I toppen af grotten var der en luftlomme hvilket er ganske fascinerende at opleve - vi manglede bare lige sørøverskatten.

Næste dag var vi fire dykkere på det erfarne hold om formiddagen og vi havde nogle herlige dyk i strømmen mellem det indre og ydre hav som de kalder det - vi dykkede i et koralområde, der bedst kan beskrives som noget, der ligner et oversvømmet Pompeji - Det var virkelig svært at vurdere, om det var naturlige stenformationer, eller om der måske en gang for længe siden havde været stenhytter på det område - men det er efter sigende naturlige koraller - supergodt til at hilse på fiskene tæt på, når man kan svømme rundt i de "top-åbne" labyrinter og stige lidt op for at suse med strømmen ind imellem.
Bill spurgte om jeg havde nogen specielle ønsker til eftermiddagens dyk - og med min viden - og guidebøgernes totale utilstrækkelighed mht. Fernando de Noronha - kunne jeg så meddele at det havde jeg skam ikke, bortset fra at det meget gerne måtte være sjovt og interessant. Da vi mødtes ved båden var det så endt med at 5 af staff-medlemmerne havde besluttet at holde en halv fridag og tage ud og dykke sammen med mig på det suverænt bedste favoritsted de har. På med en velfyldt 15 liters tank (de normale er 11 liters) og så tog vi Pedras Sedecas I og transit under vandet over til Pedras Sedecas II - det betyder noget i retning af de tørre sten. Det er tunneler, grotter og fantastiske klippeformationer med et fiskeliv der er fuldstændig indifferent overfor os dykkere.
I en af kløfterne blev jeg overhalet af en godt 3 m lang haj som svømmede ca. to meter over mig igennem den samme kløft - pyha var min første tanke, rart at den svømmede væk... og så tager man instinktivt løsdele og arme tæt ind til kroppen... for derefter at opleve at hajen vendte om, kom ned i min dybde og svømmede tilbage gennem kløften lige hen mod mig. Jeg blev mere og mere stille imens hajen kom ind på ca. 50 cm afstand og kiggede på mig. Havde slet ikke lyst til at bevæge mig eller stritte med armene, mens jeg konstaterede at hajen havde noget der lignede en gammel krogflænge i venstre side af gabet. Hajen fortsatte efter lidt tøven uden om mig og passerede helt tæt - der var ikke plads til andet. Hmmm, det kostede en hel del ilt bagefter, phew. De andre fra staffet var på vej ind hhv. lige kommet igennem kløften og synes det var ret cool med vores close-up som jeg nu synes var ret nervepirrende. Min intimsfære for hajer er ca. 3+ meter. Videre på dykket mødte vi nogle seriøse hummere som var kommet på afveje - de plejer ellers at gemme sig i deres huler, et par Barracudastimer, White Jack stimer og mange andre fisk. Ganske forrygende dyk og med min specialflaske og de andres erfaring og superkondition nåede vi en god dykketid på omtrent en time. Der var flere dyk som var ganske fantastiske og mødet med de helt store skilpadder står ret klart - det er nogen imponerende størrelser. Ved afslutningen på et af dykkene råbte skipperen golfinhas... delfiner, og ganske rigtigt - i et øjeblik var vi omringet af otte delfiner som lige skulle se hvem vi var og hilse på. Delfinerne havde desværre travlt, så rendez vous'et varede ikke meget mere end 10-15 sekunder og så var de væk igen - men hyggeligt at hilse på!