
Næste dag var vi fire dykkere på det erfarne hold om formiddagen og vi havde nogle herlige dyk i strømmen mellem det indre og ydre hav som de kalder det - vi dykkede i et koralområde, der bedst kan beskrives som noget, der ligner et oversvømmet Pompeji - Det var virkelig svært at vurdere, om det var naturlige stenformationer, eller om der måske en gang for længe siden havde været stenhytter på det område - men det er efter sigende naturlige koraller - supergodt til at hilse på fiskene tæt på, når man kan svømme rundt i de "top-åbne" labyrinter og stige lidt op for at suse med strømmen ind imellem.
Bill spurgte om jeg havde nogen specielle ønsker til eftermiddagens dyk - og med min viden - og guidebøgernes totale utilstrækkelighed mht. Fernando de Noronha - kunne jeg så meddele at det havde jeg skam ikke, bortset fra at det meget gerne måtte være sjovt og interessant. Da vi mødtes ved båden var det så endt med at 5 af staff-medlemmerne havde besluttet at holde en halv fridag og tage ud og dykke sammen med mig på det suverænt bedste favoritsted de har. På med en velfyldt 15 liters tank (de normale er 11 liters) og så tog vi Pedras Sedecas I og transit under vandet over til Pedras Sedecas II - det betyder noget i retning af de tørre sten. Det er tunneler, grotter og fantastiske klippeformationer med et fiskeliv der er fuldstændig indifferent overfor os dykkere.
I en af kløfterne blev jeg overhalet af en godt 3 m lang haj som svømmede ca. to meter over mig igennem den samme kløft - pyha var min første tanke, rart at den svømmede væk... og så tager man instinktivt løsdele og arme tæt ind til kroppen... for derefter at opleve at hajen vendte om, kom ned i min dybde og svømmede tilbage gennem kløften lige hen mod mig. Jeg blev mere og mere stille imens hajen kom ind på ca. 50 cm afstand og kiggede på mig. Havde slet ikke lyst til at bevæge mig eller stritte med armene, mens jeg konstaterede at hajen havde noget der lignede en gammel krogflænge i venstre side af gabet. Hajen fortsatte efter lidt tøven uden om mig og passerede helt tæt - der var ikke plads til andet. Hmmm, det kostede en hel del ilt bagefter, phew. De andre fra staffet var på vej ind hhv. lige kommet igennem kløften og synes det var ret cool med vores close-up som jeg nu synes var ret nervepirrende. Min intimsfære for hajer er ca. 3+ meter. Videre på dykket mødte vi nogle seriøse hummere som var kommet på afveje - de plejer ellers at gemme sig i deres huler, et par Barracudastimer, White Jack stimer og mange andre fisk. Ganske forrygende dyk og med min specialflaske og de andres erfaring og superkondition nåede vi en god dykketid på omtrent en time. Der var flere dyk som var ganske fantastiske og mødet med de helt store skilpadder står ret klart - det er nogen imponerende størrelser. Ved afslutningen på et af dykkene råbte skipperen golfinhas... delfiner, og ganske rigtigt - i et øjeblik var vi omringet af otte delfiner som lige skulle se hvem vi var og hilse på. Delfinerne havde desværre travlt, så rendez vous'et varede ikke meget mere end 10-15 sekunder og så var de væk igen - men hyggeligt at hilse på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar