mandag, april 16, 2007

Pool med søpindsvin - og øgler

Lærke, Nicolai, Mette og Rogerio tog afsted tidligt for at komme til en særlig strand - Atalaia. Her dannes der en pool, hver dag ved lavvande, hvor vandet er 30-100 cm dybt, og hvor fiskene derfor er lette af komme endog meget tæt på. For at beskytte dyr og koraler må der kun komme 100 mennesker i poolen i løbet af hver dag, og kun en halv time hver. Man holder i kø og bliver lukket ind i hold.

Vi ventede på den nærmeste strand i en time med sandslotte, og så var det vores tur. Nicolai og Lærke fik begge svømmevinger på, snorkel maske og strenge ordrer om ikke at stå op på koralerne i poolen, hvilket er svært at huske, når man kan bunde. Heldigvis er det meste sandbund, og børnene opdagede, hvor sjovt det var at gå på bunden med hænderne i sandbunden, og sådan trak sig frem i stedet for at svømme.

Det første stop blev, da Mette opdagede en hel klippevæg med vel 50 store hvide og lyseblå søpindsvin. Så var det med at få stoppet Nicolai og Lærke, inden de ramlede ind i dem. Klippen gjorde, at man kun kunne se dem under vandet. Det samme med en stor stime røde fisk og en stime blå fisk, der gemte sig under klippekanterne. Nysgerrigheden fik Nicolai til at trække masken på og stikke hovedet under vandet, for søpindsvin og så mange fisk er jo lidt sejt. Ellers klarede begge sig mest med at se direkte ned på de mange farvestrålende fisk i det lave, klare vand.




Eftermiddagen brugte vi på Sueste stranden. Nicolai og Lærke var begge med Mette ude og svømme, mens Mette snorklede. Der blev leget i brændingen og lavet sandslotte. Vi så de sejeste store øgler på stranden, men de løb nu ind i det grønne krat, når vi nærmede os. Mette kunne næsten ikke bære, at hun ikke kunne snorkle ud til skildpadderne, som vi vidste var få hundrede meter ude, men hun ville ikke lade ungerne være alene. (Siden kom de derud 2 gange, for det var virkelig fantastisk). Ture på stranden uden Christian giver uvægerligt kontakt med brasilianske mænd, som kommer hen og snakker og beundrer ungerne "som jo er smukke efter deres mor...." ... hmmm. De brasilianske kvinder snakker vi altid med, for de synes at ungerne er smukke, fordi de har lyst hår og blå øjne. De brasilianske unger er nu også blandt de smukkeste, vi har set. Folk er varme, og det er let at føle sig rigtig godt tilpas her i landet.




Tidlig morgen uden delfiner

Hmm, man kan jo ikke planlægge helt efter vilde dyr. Det er en del af charmen. Meen vi var nu lidt knotne, da vi var stået op kl 04.30, havde skrumlet rundt bag i en varm bil, var vandret igennem 1 km mudder for at sidde i 1,5 time og se ud over havet, uden at de store flokke på hundrer af spinnerdelfiner dukkede op. Jo, forskerne der var med sagde, at det var en "sighting", for i kikkert kunne man se ganske få skygger under vandet langt ude. Øv. Det var jo ikke lige springende delfiner i massevis. Da vores brasilianske gruppe endda havde svært ved at komme op, fik vi ikke engang solopgangen med og var nær ikke nået dykningen bagefter. Nå, men det kan jo ikke være fantastisk hver gang.
Vi blev mudret totalt til, fik set en masse hvide fugle, der lægger æg direkte på grenene uden at bygge rede... lidt dovne. Fandt et af deres æg - spist. Så en masse firben - som blev introduceret af mennesker på øen i 50'erne for at spise rotteyngel, men istedet blev de lidt af en øko-plage - de kan nemlig bedre lide fugleæg!



søndag, april 15, 2007

Leg i brændingen og kokossaft under palmerne

Mmmm. Vi tog en strandtur ned til den nærmeste strand. Ville blot lige nyde eftermiddagen et par timer. Vi fandt et paradis af en smuk strand med gult sand, blåt vand, stejle klipper og masser af grønne træer. Vi soppede og legede i bølgerne, mens de lokale drenge surfede på dem (uden brædder).


Da vi ikke kunne tåle mere sol, gik vi op til strandcafeens borde med palmetage, blev skyllet af og drak kokossaft. Netop den cafe havde to gange om ugen sushi bord, så vi kom igen. Det var vildt godt. Der var helt mørkt kl 20, men stearinlys, bølgebrus og sushi-tag-selv-bord med masser af sashimi og meget, meget lidt ris under sushien... arhr det var godt.

lørdag, april 14, 2007

Fernando de Noronha - Brasiliens Galapagos

En skøn lille vulkanø ud for Brasiliens nordøstkyst med et utroligt rigt dyreliv i havet omkring den. Brasilianerne rejser hertil, hvis de har råd. Miljøet er beskyttet - antallet af turister er reguleret - priserne er ekstremt høje på bolig og dykning, men naturen er det værd. Christian har haft nogle af de bedste dyk nogensinde, og vi har ellers været virkelig mange af verdens bedste dykkersteder. Nicolai og Lærke er begyndt at snorkle - det er utroligt, hvad nysgerrighed kan gøre, når de får at vide, at der er en haj eller en skildpadde lige foran.
Vi ankom med fly, og bookede effektivt straks de ture, vi ville på, prioriterede Christians dykning og sikrede at vi fik nogle gode fælles oplevelser. Så var vi klar. En historisk tur på øen var nærmest obligatorisk, så vi fik besøgt fæstninger, som hos os altid bliver til ridderborge, for det synes Nicolai er sejt, set kanoner mm. Det klart bedste ved den tur var nu at møde Sonny og Andy fra Danmark. De tog 9. klasse ombord på en dansk sejlbåd, samtidig med at de sejlede rundt om Sydamerika i eet år. 5 danske familier ejer båden. En sejler med hele tiden og de andre kommer ud på skift 3 mdr. af gangen. Drengen er søn af en af ejerne. Det er da en super god ide, som Andy og Sonny helt tydeligt fik utroligt meget ud af - de var super flinke - og en helt anden måde at arbejde på tænkte vi med tanke på de 5 familier. Fie og Camilla fra Kbh var også på øen og fik besøgt dem på båden og blev inviteret med ud og sejle. Fedt. Livsbekræftende.

Usædvanligt vejr bekymrer

Næsten i alle de lande, vi besøgte, har vi fået at vide, at netop i år var vejret helt usædvanligt. Det var varmere, end det plejede at være. Det var vådere. Det var anderledes. Hvert enkelt sted, fortalte lokale os om netop deres sted, men vi blev noget bekymrede over klimaet generelt efterhånden som vi hørte det igen og igen. Nu har vi fulgt med i klimadebatten og udviklinger, og global opvarmning er jo ikke et nyt fænomen, men det gav en tand ekstra selv at opleve det på denne måde.

Vi startede rejsen i Kina. FNs klimarapport fra april 2007 taler om kommende oversvømmelser i Asien, der vil påvirke millioner af mennesker. Smeltende sne på Himalaya med deraf følgende jordskred, oversvømmelser mm. Tsunamier. Hvordan nogle områder vil kunne høste langt mere, mens andre kun langt mindre end nu, med de sociale problemer det vil give. Samtidig har vi netop købt et Newsweek på engelsk (fremfor alle de portugisiske blade), hvor hele temaet er at leve med global opvarming. De skriver, at Kina vil bygge 562 ekstra kulkraftværker til inden for 8 år, svarende til 50% af verdens samlede kapacitet. Vi håber virkelig, at eksporten af dansk vindkraft erstatter så mange som muligt af de planlagte kulkraftværker. Vandkraft ville også være velkomment.

I Australien har de haft utrolig tørke i år - vandmangel og trussel mod det store koralrev, som vi desværre allerede oplevede var noget prøvet og slidt for nogle år siden. I NZ talte man meget om, at vejret var usædvanligt. I Chile oplevede vi et af deres mange jordskælv. I Brasilien har vi oplevet naturens utrolige rigdom og kan næste ikke bære at tænke på, at meget af junglen er truet af at blive til savanne grundet temperaturstigningen, og at mange af de fantastiske dyr og planter vil forsvinde.

Vi tager så hjem til ShuBiDuas Costa Kalundborg og tænker på, at Estlands strande kunne blive et tropeparadis... hm. Christian vil nu hellere bevare de mange gode skiområder i Europa. Vores venner Anja og Jonas på Grønland skulle også fortsat helst have sne og isbjerge, ligesom alle pingvinerne, vi så i det sydligste Argentina. Det er let at tale med store ord i generelle vendinger om miljø og forurening. Det konkrete kommer, når man tænker på hvordaN vandmangelen kommer til at påvirke millioner, primært af verdens fattigste i Afrika og Asien, samt på hvor meget skov vi selv skal købe, hvis vi skal kompensere for de mange flyrejser, vi har haft på rejsen her.

fredag, april 13, 2007

Olinda - UNESCO bevaringsværdig

Olinda er en hyggelig gammel by. Utroligt velbevaret og da også erklæret bevaringsværdig af UNESCO. Den anerkendelse, og det at byen Recife med 1,5 mio. indb. efterhånden er vokset ud til og omkring Olinda, betyder, at Olinda er renoveret. Olinda er også lagt bedre renoveret end Salvadors historiske centrum. Fattigdommen er ikke så overvældende. Vi nød at gå ture i byen. Spiste pandekager. Var inde og se et jeusitterkloster/kirke med en tunnel i gulvet, der førte ned til Franciscanerklostret/kirken nedenfor bakken. Efter sigende var de bygget i 1500-tallet, og portugisiske munke var stukket af fra hollændere i 1600-tallet. Vi fandt nu kun en guide, der talte portugisisk, og vi stod lidt af, da han i Francicanerklostret viste os Anna, som var mor til Maria, og fra Italien??? ??? Byen er bygget på 7 høje (som Rom og Lissabon) og den flotteste udsigt var fra en tredje kirke.



Karnevallet i Olinda har vi fået anbefalet flere gange. Det skulle være utroligt stemningsfyldt, masser af mennesker, 3 m høje papmachefigurer og god musik. En dansk gruppe deltager hvert år, hvilket alle fortæller en, når man får sagt, hvor man kommer fra. Det er jo hyggeligt. Det er sikkert også sjovt, både at øve sig hjemme og at deltage her i Brasilien.

Igen boede vi i en hyggelig pousada, dvs. et byhus med få, charmerende og uens værelser med udsigt over byen. Selv en pool var der blevet plads til, som ungerne kom af med en masse energi i. Vores lille terasse ed hængekøje og ridderborgsudkigstårn var lidt sjov. Marcopolo er nu gode til at finde den slags steder.

onsdag, april 11, 2007

Vi rører skildpaddeunger - århh, hvor er de søde

Skildpaddeprojektet var imponerende! Vi så et helt kuld af små Leatherback-skildpadder, der lige var kommet ud af deres æg. Vi fik lov at røre dem og se dem helt tæt på. Lidt senere blev de sat ud i et lille bassin, hvor de skal være det første stykke tid, inden de kan komme ud i havet igen. En del af projektet går ud på at samle æg ind, og lade dem klække et sikkert sted, samt at sætte dem ud i havet på en måde, så det er mere end de sædvanlige 1-2 skildpadder, der når voksenalderen ud af 1000 æg. Leatherback-skildpadderne er de allerstørste af skildpadderne, og det var lidt svært at forestille sig, at de kan blive højere end de voksne.




Vi så også skildpadderne blive fodret. De er så store, som tanks i vandet med deres skjold. De fik fisk med (vitamin)piller i - een hver. Derudover fik de masser af almindelige fisk. Vi fulgte tæt efter projektmedarbejderne. Projektet har ialt aktiveret og uddannet 400 lokale børn. Det var skønt at se dem tage ansvar for dyrene. Lige så mange lokale familier lever af projektet, fordi fiskerne tjener penge på at finde skildpaddernes æg, mange er ansat i cafeen, butikken, laver ting der sælges fra projektet, leverer fisk til dyrene etc. 100 biologistuderende fra universiteterne deltager hvert år, og mange af dem kommer ud og arbejder på de 20 stationer, projektet har. Der undervises i, hvordan beboelse langs stranden kan have belysning, som ikke skræmmer skildpadderne væk, hvordan fiskeredskaber kan udvikles så de ikke får bifangst af skildpadder etc etc.


Vi kom derind to dage i træk, købte t-shirts mm til Nicolai og Lærke og fik vist støttet projektet.

tirsdag, april 10, 2007

Praia do Forte - skildpadder og fiskere

Praia do Forte var blot et lille fiskeleje, indtil et projekt til bevarelse af skildpadderne blev startet, og turisterne derefter opdagede stedet. Stranden med fiskebådene har bevaret stemningen, og vi nød det lille sted. Børnene legede i sandet, lokale børn fiskede, og mange badede i de pools i revet, der kom når tidevandet trak sig tilbage.



mandag, april 09, 2007

Capoeira kampdans og Candomble religion

Slavernes barske historie var en historie om umenneskelige vilkår med hårdt arbejde. Vi besøgte kælderen under en tidligere sukkerplantage, der hvor slaverne i stort tal havde boet med tremmer for vinduerne. I dag er det museum for moderne kunst, og der er show med kampsporten/dansen caipoira og nogle af de danse, som kendetegner candomble religionen. Slaverne måtte ikke fortsætte med deres kampsport. Derfor trænede de den i slowmotion som en dans - det blev til capoeira. I dag har de dog sat tempoet op igen. Vi så en gruppe træne capoeira på Sukkertoppen i Rio, og nu tog vi til et imponerende show med utroligt dygtige atleter. Nicolai og Lærke ville gerne have vist vennen William det hele, for hans forældre dyrker karate. Karla og mormor måtte også gerne have set, hvor gode de var til gymnastik.

Lærke var fascineret af de skøre og store kjoler. En mode hvor slaverne kopierer slaveejernes stil. Hvide broderier og krinoliner. Meget dramatiske i deres udtryk.