Ristede peanuts med kokosnøddesmag... ok, det var så ikke lige det, vi sendte hjem

Coconut flavoured roasted peanuts står der på den kasse, som Hanois internationale postkontor gav os til at sende et par souvenirs hjem i. Gad vide om der er en tolder mellem Hanoi og Nivå, hvor Mettes forældre bor, der studser over den forsendelse. De er sikkert vant til at se lidt af hvert.

Posthuset var en dejlig oplevelse. Vi synes faktisk, at det var helt fint at være på posthusene i Kina og sende en pakke hjem engang imellem. Men nu hvor vi stod som de eneste foran skranken og blev betjent af en sød kvinde der talte glimrende engelsk... så blev de kinesiske posthuse, hvor sprogkundskaberne var en del mindre, og det med ”hvis jeg sender det med fly, hvad bliver prisen så, i forhold til hvis jeg sender pakken med skib” var et helt utopisk spørgsmål, især fordi der var travlt, lange køer og alle sprang køerne over, talte på kryds og tværs til postmedarbejderne, der de facto ekspederede 8 personer af gangen konstant... Her var der to af gangen, tid og stilhed (!). Så gjorde det såmænd ikke så meget, at hun skulle have 2 papirer udfyldt til pakken – og 2 til hver af de 6 kuverter, hvor der var andet end papir i, incl. de 3 hvor det blot var en lille blok papir. Mette fik med andre ord udfyldt en del formularer. Godt at have en professionel bureaukrat i familien.

Vi mødtes med Mettes gode kollega fra Danmarks Eksportråd/Udenrigsministeriet, Erik Ovesen. Christian kendte også Erik lidt fra et julearrangement for en del år siden, og så frem til at snakke med ham igen. Det blev et rigtig hjerteligt, spændende og lærerigt møde, som vi alle nød – også Lærke, som straks var tryg ved Erik og viste ham sit seje Powerpuff Girls gameboyspil.

Ungerne fik lov at bestemme eftermiddagens sidste timer, så det blev cafeen med legekarusseller ved Indira Ghandiparken med Konfizius statuen i overstørrelse (den ligner ham i hvertfald). Isene, teen og frugtjuicene er utroligt friske og gode, karussellerne herlige når man er 3-4(-5) år. Men som så ofte hernede skal man vare sig lidt med at tage imod tilbuddet om personaletoilettet, hvis der ellers er kø, for det er oftest skræmmende. Det hele ligger ved en skole, så Nicolai kunne lidt fascineret høre børnene læse op i kor gennem det åbne vindue på førstesalen.










Imens fik Christian og Mette talt om dagens møde og Troels Kløvedals bog Kineserne syr med lang tråd, som vi netop begge er blevet færdige med, og lige skulle have vendt. Der er fælles oplevelser fra Shanghai, de Gule Bjerge og Suzhous smukke haver. Og emner, som vi læser forskelligt, hvor Mette ser op fra bogen og skal have bearbejdet en historisk japansk masakre i Nanjing, mens Christian er fascineret af dæmningsbyggeriet ved Yantgzefloden og begynder at regne på, hvor meget energi, kineserne egentlig kommer til at producere. Det er virkelig positivt at 26 x 700 MW af deres elforbrug vil blive dækket af vandkraft via dæmningen, fremfor via mellemøstlig olie eller forurenende kulkraft. Den har enorme omkostninger menneskeligt, økonomisk og naturmæssigt, men det virker som om, den kan blive det værd hvis den kommer til at virke. Den bliver som infrastruktur uhyggelig vigtig for Kina og millioner af mennesker nedenfor dæmningen og dermed opprioriteres med et slag terrorbeskyttelse og international fred på agendaen for de kinesiske magthavere i fremtiden...

Vi nåede lige dagens 2. pooltur for ungernes vedkommende samt Teen Titans på Cartoon Network tilbage på hotellet, inden der blev ro til avisen, mail og blog.