onsdag, september 13, 2006

Muren da capo trin 1, 2 og 3

The Great Wall kan i sandhed opleves på mange måder.

Trin 1:
Sidst var vi i "de fattige arbejderes dal" og havde en ok oplevelse, men følte ikke rigtig at vi fik fornemmelsen af uendelighed og storslåethed, som vi forbinder med muren.

Trin 2:
Det rådede vi så afgjort bod på i dag :-)

En af Mettes kollegaer som arbejder i Beijing arrangerede en bil med velinstrueret og dygtig chauffør - Mr. Zheng - til os. Han var ret cool og lod sig ikke lige standse men kørte os til trappetrinnet af de sites, vi gerne ville se.

Først muren ved Badaling med svævebane (cable car) - en god måde at komme højt op hurtigt - og samtidig have energi til en frisk gåtur på muren. Her kom vi endelig op til et sted, hvor vi havde oplevelsen af, at muren bare fortsatte. Det var simpelthen så flot. Der var enormt mange mennesker, men udsigten var det hele værd, og vi kunne gå i 3-4 retninger med forskellige storslåede udsigter over bjerge, dale og især muren selv.

Så gik turen ned med "sliding carts" - noget, der mest af alt ligner Tivolis rutchebane - og mindst ligeså sjovt.

Herefter så vi "circle theatre" movie om muren - 9 store lærreder 360 grader rundt - ret imponerende og fantastisk indtryk af murens mangeartethed på 20 minutter. Lærke og Nicolai var begge dybt fascinerede - nok den heftigste biograf vi har været i til dato - teknologisk simpelt med 9 simple biograflærreder i en cirkel, men sat sammen er 360 grader panoramaerne altså uforlignelige.


Trin 3:
Videre fra turistmassivet ved Badaling gik turen så til Commune ( http://www.commune.com.cn/english/product/commune/index.html ). Storslået moderne og internationalt prisbelønnet kinesisk boligarkitektur i en stor dal og en suveræn restaurant som med det rette valg af vine ville kunne gøre et seriøst indhug i ethvert rejsebudget.

Herfra var planen egentlig, at vi ville vandre op til muren og gå på den mere uberørte del, for så at blive samlet op af Zheng et par kilometer nede ad muren. Men den gik ikke i første omgang. Vi blev venligt, men bestemt, afvist adgang op ad bjerget af en vagt ved vejen, som selv Zheng ikke kunne råbe til rette. - Kinesisk er et voldsomt sprog at parlamentere på ... Efter en tur tilbage til restauranten til en engelsktalende viste det sig, at vi godt kunne få lov, hvis vi først udfyldte en passerseddel, hvor vi fritog dem for ethvert ansvar for vores færden - senere fandt vi ud hvorfor...

Det var den flotteste og stejleste tur på muren, som var delvis tilgroet og bestemt ikke bevandret de seneste mange uger. Flere steder var dele af muren eroderet væk, der var ofte ingen kanter, og to gange måtte vi ned og gå ved siden af pga. af huller, så vi fik lige indført et par nye regler for børnene mht. at holde i hånden konstant. Nicolai gik forrest med en gren for at fjerne de voldsomt mange edderkoppespind på den tilgroede sti.... og udsigten var ærefrygtindgydende formidabel. Wauv!!!

Efter en god times fantastisk vandring/klatring nåede vi ned til den første forpost for næste dals officielle turistområde, hvor vi ved en større afspærring blev mødt af en uniformeret sikkerhedsvagt, som ikke havde til sinds at lade os komme videre. At vende rundt og gå 2 km opad var på dette tidspunkt ikke noget som på nogen måde ville være gennemførligt og vagten kunne... ja præcist.... nul engelsk! Hmmm, Zheng havde dog givet os sit mobilnummer, så frem med telefonen og ringe til ham, sige "nihao" (goddag) og så ellers give vagten telefonen og håbe på, at Zheng ville være i stand til at forklare, hvad de her halvgale danskere havde gang i. Zhengs engelske var også begrænset til yes og no, så da vagten gav tegn til, at vi nu skulle følge med ham, var vi ved at være lidt spændte på, hvad der skulle ske. Vi forsøgte så at lodde stemningen og spurgte, om vi måtte fotografere ham sammen med børnene, og om han ville fotografere os... det gik han med til, så helt galt kunne det da ikke være.... ned kom vi da også, hvorefter vi blev dirigeret - ikke til udgangen - men derimod over til indgangen hvor 8 andre sikkerhedsvagter stod og ventede sammen med Zheng.... det viste sig...tadaa, at de ville have, vi skulle købe to billetter (i alt 40 kr) til murens sidste del (Shuigan), som vi var passeret ned over, og så var alle glade.


Muren fra Commune til den formelle indgang ved Shuiguan er ikke sat i stand, som den er de mere turistede steder. Badaling er flot for udsigten. Vi synes, det er helt perfekt i kombination med Shuiguan/Commune, fordi sidstnævte giver et langt mere ærligt billede af de mange tusindende kilometer mur.

En god afslappende køretur senere skulle vi hen til ambassaden og hilse på Mettes kollega, Thomas, som havde anbefalet os chauffør + program.

Vi mødte en anden kollega Carsten på vejen derhen, som i sin tid har arbejdet med Vietnam ligesom Mette. Det var hyggeligt - rart at se at han har det godt og sjovt, at vi var kommet til Kina samtidig, og sågar havde mødtes på seruminstituttet til vaccinationer få dage før afrejsen.

Vi så ambassaden - dansk design møder Kina på en god måde - og gik sammen med Thomas ud og spiste aftensmad på Din Tai Fung - en dumpling restaurant i særklasse - velbegrundet med på NY Times liste over de 10 bedste restauranter i verden - detaljer som fantastisk mad... og et legeværelse til børnene med alt udi spiderman- og supermanbamser, disney film, nanny og ikke mindst hyggeligt selskab gjorde det til et af de bedste restaurantbesøg, vi kan mindes.

http://www.dintaifung.com.tw/eng/ - og de er flere steder i Asien, saa vi tester lige undervejs...

Vi sluttede dagen med at drikke aftenkaffe hjemme hos Thomas, mens Nicolai og Lærke lavede karate, spillede gameboy og hørte ipod-historier.

tirsdag, september 12, 2006

Romantisk vandcykeltur og søagurker

For nogle dage siden (7/9) skrev Mettes forældre "tillykke med bryllupsdagen" ... vi så på hinanden og opdagede, at det var blevet aften, og at vi begge havde glemt den (igen). Efter 16,5 år sammen kan Christian dog stadig være romantisk ! I Beihai Park siger Christian til børnene, "mor har aldrig været ude og sejle med vandcykel. Hun talte om det i sommers i Haderslev. Skal vi ikke prøve det her?" Mette synes bare, det var fedt, at han huskede det, og at Beihai Park var et OK alternativ til Haderslev Inderdam.... og Laerke er fotograf ;-)

Frokost i parken på en restaurant med guld og rødt og malerier og søde piger i traditionelt tøj overalt, elegante hvide fugle på et bord, og søagurk og kamelpukkel blandt retterne. Nicolai var sej og smagte på begge dele - mht. søagurk: Don't try this at home. Det smager ca. ligesom vandmand+fisk i et ;-)

Vi har slappet af, været på posthuset, spillet frisbee i parken (hvor bold mm er forbudt - øv), spillet gameboy og leget på hotellet.

mandag, september 11, 2006

Hutongerne og den underjordiske by

Legeplads og motionscenter på fortovet 100m langs vejen - sponsoreret af et forsikringsselskab. Velkommen til en hidsig markedsøkonomi i vækst! - og til en god og sund ide!

Den underjordiske by i Beijing - ikke lukket som rygter ellers ville vide ... blot med en semi-hemmelig indgang fra en lillebitte gade, som man ikke af sig selv søger ind på.
Meget militært med camouflagestof på væggene og tilsvarende tøj til vagterne. 300.000 kinesere skulle der efter sigende kunne stå i betontuneller med små rum under byen. Bygget i 1969-79, fordi Kinas forhold til Rusland var dårligt. Det militære slog stadig igennem, så fotografering var ikke tilladt. Guiden gav os dog lov, men selv om hun sagde, at hun ikke mente, vi var ondsindede mennesker, ville hun dog ikke selv med på nogle billeder dernedefra...

Vi spiste japansk fastfood ved syd-enden af Tianamen-pladsen. I går var vi på koreansk grill-restaurant. Spændende. Nicolai er en rigtig gourmet, som går meget op i, hvad han skal have - i morges: grapejuice, croissant, yogurt med cornflakes, i går mælk, frugtskål og toast med syltetøj.

Hutonger - gamle et-plans huse og smalle gader under pres fra skyskrabere og OL forberedelser. Charmerende og fatttigt+beskidt. Nostalgien omkring dem er lidt som at fastholde københavnerlejligheder på Vesterbro uden byfornyelse... jeg vil bestemt ikke selv bo der. Der var nu et cool youth hostel / vandrehjem, som ser interessant ud, hvis man ikke lige rejser med små børn.

Det lykkedes også at finde en rigtig god internet cafe i SE-hjørnet af Tianamenpladsen... Qyian Yi på tredje sal i den gamle jernbanebygning. Her er det hele på teknologifronten sågar cappucino'er og 12 forskellige kaffesorter.
At uploade billeder til flickr tager lidt tid når man ikke vil give køb på opløsningen og bruger det som backup.... pt ca. 20s pr billede og det løber faktisk op i tid når man har et mildt tilfælde af den teknologiske variant af japansk hjernehindebetændelse ;-) Anyway internettet fungerer upåklageligt herovre, når man finder en god internetcafe til 15 kr/time og ikke bruger hotellets til 45 kr/time.
Nicolai og Lærke blev samtidig eksperter udi kinesiske tegnefilm, medbragte lydbøger, spil på mobiltelefonen, iPod'en og gameboy'en...

søndag, september 10, 2006

Hensynsfuld kørsel på en ny måde...

Det er virkelig specielt at køre i en bil i Beijing. Alle veje er tætpakkede med biler, og der hersker tilsyneladende fuldstændigt kaos. Er der et hul i trafikken, udfyldes det øjeblikkeligt med et hastigt vognebanskift, og hvis der ikke er et hul.... så laver man da bare alligevel et dødsforagtende vognbaneskift, hvis det betyder marginalt større fremdrift. Bilkørsel i Beijing falder nogenlunde uden for kategori og er i høj grad kendetegnet ved "det muliges kunst".

Er man cyklist eller fodgænger gælder det om at færdes i klumper, så bilisterne eller cyklisterne ikke er i tvivl om at det vil blive virkelig fælt, hvis de påkører en(=mange). Det så sagt, har vi faktisk endnu ikke set uheld eller buler. Tværtimod så glider trafikken - når der altså ikke bare er kø. ...så vi synes sådan set, pånær osen, at det er meget behageligt, omend det er lidt som med Kung Fu showet: Dont try this at home.

lørdag, september 09, 2006

Etniske minoriteter - eller 150 millioner menneskers dagligdag!

Tænk at 150 millioner mennesker falder ind under betegnelsen etnisk minoritet i Kinesisk optik!


Fascinerende perspektiv som vi oplevede i dag i Beijings egen udgave af frilandsmuseet eller Lejre om man vil. Sjovest var nok de forskellige optrædender, og så det at Nicolai købte sig en bue og pil formedelst 4 kroner af sine lommepenge.

Lige ved siden af bygger de OL-arenaer på livet løs, og det ser ganske imponerende ud - STORT!

Det er pudsigt at blive en del af den globale landsby. Når vi ser CNN er nyhederne lidt ugebladsagtige ind imellem. De seneste dage har Steve Irwins død fået bred dækning - interessant for os, fordi vi har været i hans ZOO i Australien for 1,5 år siden og set ham slåes med krokodiller ...og set hans familie, og trist fordi vi ved, at han gjorde meget for bevarelse af dyrearter (I har måske set ham på Discovery som ret overgearet Aussie). Tom Cruise og Katie Holmes der viser deres baby frem fik også lang tid i dag. Andre indslag var reklame for CNNs programmer om 11/9, Iran, Afganistan og Sudan.

Sidst på dagen var vi omkring Silkemarkedet - en stor markedsplads med omkring 1000 boder fordelt over 6 etager med alt hvad der tiltrækker turister... sælgerne er godtnok pågående ... og frække... der er tilsyneladende ikke noget galt i at starte med en pris på 1900 kr og ende på 150 kr!

fredag, september 08, 2006

Mao 30 år efter, pandaer og Disney-opera

Vi var super tidligt oppe = 7. Klar til at besøge Maos mausoleum. Lidt en studieskade for Mettes vedkommende.
Alt hvad vi reelt så af Mao var et stort lysende gult hoved, der fint kunne være lavet i plast med en pære inden i. Det var nu en fin lille oplevelse at se kinesernes nysgerrighed og/eller respekt. Vi blev lidt bekymrede for køens længde, da vi så CNN til morgen, og de havde et indslag med Maos (manglende) relevans for Kina i dag. Det viste sig nemlig at være 30 års dagen for Maos død.

Vi satte igen en af vores drager op på den Himmelske Freds Plads, hvor mausoleet ligger. Sjovt! Tilbage til hotellet til leg mm, og så afsted til Beijing ZOO. Positivt: de 4 søde bambusspisende pandaer og abernes meget legetøj. Negativt: De store katte i bittesmå bure uden aktivering og gæsterne der sprøjtede vand på panteren, og fodrede bla bjørnene så de opførte sig som dresserede dyr. Kineserne gør bestemt ikke altid, hvad de får besked på - hvad enten det er fodring eller det tilsyneladende var en populær legeplads med elefantskulpturer som viste sig at være skulpturer, der ikke måtte klatres på,

Beijing opera var både dejlig og lærerig - og bare for meget. Forestillingen var først 1930, så selv om Lærke havde sovet til middag, så holdt koncentrationen ikke lige til kl 21 - trods figenstænger og slik. Vi nød det nu. Lærke så havfruen Ariel og havfolket slåes mod en ond gammel munk og hans soldater, hvor lederen havde Mickey Mouseører. Ariel sloges lige så godt som Mulan, så hun var sej. Da vi så den forbudte by, var det der, hvor Mulan reddede kejseren af Kina, og muren var der, hvor de onde kravlede over, da de kom ind i Kina- også i Disneys Mulanfilm. Sådan, når man er 3 år, så er Kina = Mulan og pandaer.

Dagen sluttede på det nærliggende bageri, hvor vi fik kaffe og is og pjattede med personalet. Christian lærte ungerne at bruge kameraet, og Nicolai tog fotos af dem og kagerne, hvor den ene var pyntet med en drage.

torsdag, september 07, 2006

Det gamle og det moderne Kina

Den 6/9 var vi på shoppinggaderne og shoppingcentrene for de unge, de rige og de smukke. Her er alle mærkevarene - Rolex, MaxMara ... der er Haegen Dasz is (uhm, smager også godt med lychee frugt, men den grønne te smager af tang)... der er MacD og KFC og sukkerlæskedrikke overalt (og enkelte overvægtige kinesere, hvilket ellers er meget usædvanligt - Novo Nordisk har et voksende marked her for diabetesmedicin) ...og Mexx, Vera Moda og Jack&Jones (fra det danske firma Bestseller). Skønhedsidealerne er: ung, høj, slank, lyshåret og lyshudet, rig, vestlige mærkevarer og stil.


I dag den 7/9 har vi besøgt sommerpaladset. Det er et stort område med smukke gamle templer. Ødelagt af englændere og franskmænd i 1860, genopbygget i 1886. Ødelagt af 8 vestlige lande i 1890, genopbygget i 1902. Kejserinde Cixi fuskede lidt med finanserne og nuppede midlerne fra søvåbenet til at genopbygge paladset... der er også kommet en smuk båd af marmor med... men den har nok ikke haft den helt store slagstyrke.

Der var teater med dans, musik og kampsport. Alt sammen fra Kinas lange historie og rige kultur. Malerier af drager og phønixer, af skildpadder og traner (langt liv), mytiske væsener (bla. held, lykke, rigdom), gul og 9 (kejserens farve og tal), firkant og cirkel (jorden og himlen).

Akrobatik har vi set - det var sjovt. Nicolai og Lærke har tre gange været i cirkus hjemme, og siden Diana Benneweis red ind i manegen på sin store sorte hest, har Nicolai villet være cirkusdirektør. De har begge to gået til gymnastik hele året med mormor og mor + været til gymnastikopvisning i DGI-byen + til landsstævne i Haderslev. Derfor var akrobaterne endnu mere imponerende - især børnene som var med. (6/9)

Nicolai klatrede op på nogle høje klipper til 4 store drenge = det krævede mod.

Lærke kan bedst lide de piger, som viser hende billederne af hende, når de har taget dem. ...det fik Nicolai til at konstatere, at hun bedst kunne lide de smukke piger, hvorefter han tilføjede "det er ligesom mig" ! :-)

De blev klædt ud som kejseren og kejserinden af Kina + købte legetøj for deres lommepenge + smagte bambusskud + sejlede i dragebåd for første gang.

tirsdag, september 05, 2006

Den kinesiske mur

Det er en stor oplevelse at gå på den kinesiske mur - og vide at den kan ses fra rummet. Med Lærke på skuldrene fik Christian også at mærke, hvor mange trappetrin, der er - og hvor høje og uensartede de er. Nicolai kæmpede med godt mod og viste sig at være til det lange seje træk, mens Lærke mere er til spurterne. Udsigten ... var flot!

Ming-gravene hvor 13 kejsere er begravet fik vi lige set den største af. Det flotteste er de mange skatte i form at kroner, smykker, vaser mm, de har fået med i graven. Det triste er de mange konkubiner, de også har fået med i graven.

Det var en dagstur, vi havde booket via Marcopolo Rejser hjemmefra. Det er både gode og skidt, for godt er at vi oplever en masse ekstra, såsom cloissonne-fabrik, jade-fabrik og fodmassage og introduktion til kinesisk medicin, hvilket er super spændende. Samtidig spiste vi så frokost på den en fabrik, hvilket var en enorm restaurant, som sammen med den markante "køb noget"-stemning de tre steder gav lidt vel meget "masse-turist/rejsegruppe"-stemning, alt sammen samtidig med, at det var virkelig interessant og let at købe sig fattig.

Det var 3. dag og sidste dag med vores guide John, som har lært os meget om Kina. Fakta og hvordan unge kinesere ser Kina/verden. At kinesiske unge sjældent går ud og danse - at kinesere mest ser high shool graduates som dem, der er på diskoteker, mens universitetsstuderende læser konstant. Hvordan Konfutse opfordrede til at man studerede, mens Mao ikke værdsatte lange boglige uddannelser. John er 26 år og netop færdig på universitetet. Hans professor er den ledende i Kina fsva. institutionalisme i international politisk teori. Det har Mette stor respekt for.

Vi er ved at finde vores egen rytme, og nu hvor vi er på egen hånd også vores eget tempo. Nicolai og Lærke tegner deres oplevelser hver aften, det er en god måde at slutte dagen af på og få snakket om oplevelserne. Udover godnathistorie, tandbørstning mm. Vi håber, at det også gør det muligt for dem at huske lidt af rejsen på sigt, udover alt det de får med som en del af deres barndom.

mandag, september 04, 2006

En drage og en phønix giver den højeste harmoni.

Vi har sat drager op på den Himmelske Freds Plads i dag. Ingeniøren, spejderen og legebarnet kom op i Christian, som fik sat både en sej ørnedrage op og en drage med 10 små drager på en snor. Til stor underholdning for børnene og 100 kinesere. At få en drage/dreng og en Phønix/pige giver den perfekte familie/højeste harmoni iflg kineserne - det er der ihvertfald mange som har fortalt os... :-) Børnene synes engang imellem det er lidt meget at blive fotograferet, men stiller oftest tålmodigt op, når kinesiske familier gerne vil have et foto.

Den store kongresbygning hvor udenlandske statsoverhoveder modtages og kommunistpartiet holder stormøder er flot, mens nationalmuseet stort set er lukket for at blive sat i stand inden OL. Derfor er det det største land med det mindste og kedeligste nationalmuseum, vi har set.

Te ceremonien var til gengæld dejlig, og Nicolai nød den magiske kop, Oolong te betyder sort drage - og den sorte drage på koppen bliver regnbuefarvet, når der kommer varmt vand i koppen. Tilbage på hotellet har Christian og Nicolai lige lavet deres egen te ceremoni.

Maden er skøn - vi har spist både lotus og alskens grøntsager vi ikke kender, rejer og flere slags fisk, der serveres med hoveder på og ben i, dumplings (dej med kød i ), is med grønne bønner, røde bønner og lila gele og tørrede stikkelsbær med honning og sesamfrø.

Vigtigst er nok, at vi får krammet ungerne en masse !

søndag, september 03, 2006

Første indtryk af Kina

Vi underminerer vist den kinesiske eet-barns-politik. :-) Lærke og Nicolai er blevet fotograferet mindst 25 gange i dag. Oftest sammen med søde kinesiske børn.
Overalt hvor vi kommer hen mødes vi af smil - det at vi har to børn - og endda en dreng og en pige - det er noget mange kinesere ønsker sig. Få får lov. Hvis man tilhører et mindretal, er to enebørn eller er fra Shanghai, kan man tilsyneladende få lov at få to børn, uden at blive straffet økonomisk. Når Nicolai og Lærke samtidig er lyshårede... Vi får snakket med en del almindelige mennesker, omend de ikke kan meget mere engelsk, end vi kan kinesisk.


John er den engelske udgave af vores guides navn, Zhuang Jun. Han hentede os i lufthavnen, og da han viste sig at være superflink og spændende at snakke med, så følges vi med ham i nogle dage.

Han har netop færdiggjort sin master i international politik, så Mette har snakket med ham om alt fra kinesiske historie, kultur og politik til studieformer og lærebøger. 11 timers intensiv dialog fra 9-20 er det blevet til allerede den første dag. Det tegner til at blive lidt af en dannelsesrejse.



Den Himmelske Freds Plads er stor, imponerende og fyldt med kinesiske turister. Den Forbudte By tilsvarende, da det er et drømmerejsemål for mange kinesere. Jade og ædelstene i fantastisk rigdom for en som Mette med en guldsmed i familien. Christian studsede noget over dateringerne af astronomiredskaberne på museet ... et dynasti 1611-1870 ... gad vide hvornår kineserne i virkeligheden fandt ud af, at jorden var rund.

Det Himmelske Tempel var smukt og helt nyrenoveret i anledning af Olympiaden, og vi fik taget vores billeder der, hvor også alverdens statsledere har stået - incl. Estlands tidligere præsident, Lennart Meri.

Legenden om Kung Fu, som opnåede den højeste form for indsigt gennem kampsport og zen/meditiation var historien i det sejeste teater vi nogensinde har besøgt. 30 munke og 6 små drenge fra det centrale Kina trænet i Kung Fu slog træstokke og metalklinger over med hovedet, blev båret rundt på spidsen af 3 spyd og lavede det flotteste kampsport + ballet + ...
Efter forestillingen fik vi fortalt, at hovedpersonerne optræder en uge ad gangen for så at udskiftes med et nyt hold, mens de hviler og holder pause i 3 uger for at kunne holde til det - uden alt for meget hovedpine!
... kinesisk arbejdstilsyn er ikke blødsødent, hvis det findes... :-)

OL2008 ser vi forberedelserne til overalt. John ser det kinesiske folk som et, der har været ramt af mange katastrofer før og under kommunismen, hvorimod han ser OL som symbolet på, at der nu sker rigtig meget godt for dem i kølvandet på den øgede økonomiske frihed og udvikling.
Det turde være et hårdt slag for de sidste nulevende kommunister.