Ming-gravene hvor 13 kejsere er begravet fik vi lige set den største af. Det flotteste er de mange skatte i form at kroner, smykker, vaser mm, de har fået med i graven. Det triste er de mange konkubiner, de også har fået med i graven.
Det var en dagstur, vi havde booket via Marcopolo Rejser hjemmefra. Det er både gode og skidt, for godt er at vi oplever en masse ekstra, såsom cloissonne-fabrik, jade-fabrik og fodmassage og introduktion til kinesisk medicin, hvilket er super spændende. Samtidig spiste vi så frokost på den en fabrik, hvilket var en enorm restaurant, som sammen med den markante "køb noget"-stemning de tre steder gav lidt vel meget "masse-turist/rejsegruppe"-stemning, alt sammen samtidig med, at det var virkelig interessant og let at købe sig fattig.
Det var 3. dag og sidste dag med vores guide John, som har lært os meget om Kina. Fakta og hvordan unge kinesere ser Kina/verden. At kinesiske unge sjældent går ud og danse - at kinesere mest ser high shool graduates som dem, der er på diskoteker, mens universitetsstuderende læser konstant. Hvordan Konfutse opfordrede til at man studerede, mens Mao ikke værdsatte lange boglige uddannelser. John er 26 år og netop færdig på universitetet. Hans professor er den ledende i Kina fsva. institutionalisme i international politisk teori. Det har Mette stor respekt for.
Vi er ved at finde vores egen rytme, og nu hvor vi er på egen hånd også vores eget tempo. Nicolai og Lærke tegner deres oplevelser hver aften, det er en god måde at slutte dagen af på og få snakket om oplevelserne. Udover godnathistorie, tandbørstning mm. Vi håber, at det også gør det muligt for dem at huske lidt af rejsen på sigt, udover alt det de får med som en del af deres barndom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar