Nye venner

Luka på 5 år, Riefke på 4 år, Marquita og Frank og mormoren Mieke - alle hollændere, der er flyttet til Hamilton i NZ for 1 1/2 år siden. Utroligt søde mennesker. Frank er speciallæge på intensiv. Marquita var familierådgiver og underviste på universitetet, men nøjes nu med
at være vejleder for et par hollandske udvekslingsstuderende. De er flyttet for at komme ud af den stressede hverdag og få en anden livsstil. Det har de virkelig realiseret. Et skønt hus i engelsk landstil, hvor Marquita har anlagt en skøn have med masser af blomster, høns og plads til leg. Mieke har fået lejlighed i garagen, der er bygget om og bor her ca 3 mdr. af gangen. Her er masser af hjertevarme, økologiske produkter og tid og overskud. Vi mødtes på Old MacDonalds Farm ved Abel Tasman Nationalpark på Sydøen, igen på nationalmuseet i Wellington og nu var vi så hjemme hos dem i 1 1/2 dag. Vildt hyggeligt. Masser af leg for ungernes vedkommende.

Masser af voksensnak, whisky, rødvin, en enkelt cigar, hjemmelavet Pavlovakage og super god cappucino til de voksne. Masser af musik - både på klaveret og fra Ipoden. Vi er samme sted i livet, så egentlig var det lidt som at møde os selv, evt. blandet op med vores dejlige venner fra Amsterdam Anne-Mette og Geert - så er det hollandske islæt også dækket ind. Sjovt og dejligt.

Den 20.12 og 21.12 var vi hos dem. Nicolai blev desværre lidt skidt, så på vej tilbage til Rotoroa blev Nicolai syg og kastede op hele eftermiddagen og aftenen. Han var træt og tørstig, så det hjalp, at han fik lov at se film med Mette. Lærke malede prinsesser efter princippet: Først tegner Mette den ønskede prinsesse, og så farver Lærke hende. Kunstnerisk frihed for Mette til at tegne Udyret sammen med Belle accepteres ikke. Hun tegner flot. Det samme gør Nicolai. De tegner fortsat jævnligt. Vi har mobilhomet fyldt med tegninger af vulkaner, kiwifugle, mobilhome og dyrene på New Zealand, samt Spiderman, de Utrolige, Tornerose og Ariel - og fotos af bedsteforældre og skovfrøerne. Vi hyggelæste de mange mange vidunderlige julehilsner, vi har fået med skønne fortællinger om vores venners liv. Det er skønt at høre, at det går godt, og vi føler os priviligerede at have så nære venner, der holder kontakt med os.

Julestemning - Marquita havde pyntet op til jul. Christian serverede risengrød med sukkerkanel og smørklat. Julemanden fandt julesokken i Hamilton. Og på vejen tilbage til Rotoroa, så Mette en juleforretning på vejen. Den måtte Christian pænt vende om og køre tilbage til. Det var slaraffenland for Mette og ungerne. Især Lærke og Mette blev der,
indtil de havde fundet et lille (kunstigt) juletræ, lyskæde, stjerne, pynt, mistelten og en lille figur til nisserne med post til julemanden. Mette og børnene har bestemt, at vi sender det hjem efter jul, så træet fremover kan stå i nisselandsbyen, vi laver hvert år derhjemme. Christian ryster lidt på hovedet og nyder bare at se, hvor juleentusiatiske alle omkring ham er.

Whakarewarewa geysere og maorier

Whakerewarewa... sikke et navn altså. Institut for maori håndværk optager hvert år 2 maorimænd på træskærer linjen og 2 maorikvinder på flette og vævelinjen. Efter 2. verdenskrig havde man mistet så mange maorihåndværkere, at man var bekymret for, at håndværket ville uddø.Derfor blev instituttet opretet. Nu er det maorier og ikke længere natur/dyr, så nu er der offentlig støtte. Maorierne får støtte og har samtidig anlagt utallige store, urimelige og fantasifulde sagsanlæg mod staten, hvor de kræver ejerskab af havet udenom NZ, af den største flod, ... ejerskab eller store erstatninger. Vi ryster lidt på hovedet. De første maoier kom til NZ år 800 fra polynesien, de færste europæerne i 1600. Træskærerarbejdet bevarer de gamle billeder og mindede Nicolai om ture i værkstedet med morfar. Vi havde en dygtig og sympatisk maoriguide, der fra kl 11 viste os levende kiwifugle, en imponerende dobbelt geyser med vandfald ned foran, varme terasser vi kunne sidde på, minilandsby, hangikøkken hvor maden graves ned med varme sten, og forklarede det hele med myter og traditioner.

Kl 1215 var der maori koncert med sang og dans. Især maoriernes krigsdans Haka gjorde indtryk på os. Krigerne rækker tunge, slår sig på overarmene, lårene etc, så det klasker, og råber så en fjendtlig stamme tænker sig om en ekstra gang, før de angriber. Meningen er at afklare styrkeforholdet uden egentlig krig. Ganske intelligent. Nicolai og Lærke synes, krigerene var ret seje. Samlingshuset maraen besøgte vi også, og begge børnene fik siddet i høvdingens stol.

Whakarewarewa landsbyen lå lige ved siden af, og her var vi kl 14 til en langt mere aflsappet koncert, hvor de havde børnene med på hoften og grinede en del undervejs. Stemningen var god, og man kan ikke beskylde dem for at være andet end ret naturlige. Asiens forfinede sødme og elegance hos kvinderne ses ikke her. Maorierne har en anderledes råstyrke og humor. Lærke ville (!) op og danse med, så Mette måtte overvinde sin generthed og gå med hende. Alle i landsbyen kan spore deres slægt tilbage til den samme høvdng, der etablerede beboelsen for 400 år siden. Den bestod af små huse med dampende varme huller i haverne. Der var skorstene på gravene på kirkegården, og de havde fælles udendørs bad fra de varme kilder, der dampede overalt. Endnu en herlig maoriguide viste os rundt i silende regn. Vi fik lært om at bruge flaks til reb, om naturen i området og om maorierne. Maraen er forsamlingshuset, der bruges til dåb, vielse, begravelse, møder og fester. Den lille landsby har både en anglikansk og en katolsk kirke.

Familiecamping med dejlig legeplads. En julemand, der kunne danse i receptionen. Fransktalende legekammerater.

Champagne pools

En vildt intensiv dag. kl 0830 ankom vi til Wai-O-Tapu - et spændende termisk område, hvor vi gik en 3 km lang tur mellem rygende huller med svovldampe, silicium mm. Nicolai gav stederne navne som djævlens hus/hul, djævlenes bade, djævleungernes legeplads etc. Han var vildt optaget af det.








Noget af det smukkeste var området omkring Malerens palette. Et smukt plateau chancerende i mange farver som en malers palette. En del af plateauet var Champagne Pool. Overfladen boblede fint med masser af små bobler og kanten rundt om lignede østersskaller. En varm orange farve i kanten gav et blødt skær. Det er sikkert vældig giftigt. Hvide terasser dannet af silicium med vand løbende over. En slags snepper, der gik rundt i dette ugæstfrie landskab og søgte efter mad i det lave vand i udkanten af området. Smukt.



3 min derfra springer en geyser hver dag kl 1015. Der var vi på pletten på forreste række. Geyseren har egentlig en naturlig cyklus på 48-72 timer, men de bliver hjulpet på vej med en portion sæbe hver dag 1015. Tjahhh så fik vi den jo set, hvilket vi nok ikke havde fået

ellers.

Månelandskaber

Nu kan vi virkelig se, at New Zealand ligger netop her, hvor to kontinentalplader støder mod hinanden. Den ene plade går ind over den anden. Det skaber et bælte af vulkaner, geysere, boblende varme kilder med silicium og svovl fra den nordlige del af Nordøen og til
den sydlige del af Sydøen. Derfor også alle jordskælvene og alle bjergene vi har set. For ungerne er det helt nyt. For Christian og Mette minder det lidt om Island. Rotoroa på Nordøen er stedet, hvor jordskorpen bliver rigtig tynd. Her siges det, at selv gravene på kirkegården skal have skorsten på for at komme af med al dampen.
Sidst på dagen besøgte vi Taupos månelandskaber, der var et stort område, hvor det røg op fra jorden overalt. Der var store kratere, hvor det røg ekstra. De var ofte gule af svovl. Der lugtede af rådne æg en del steder pga svovldampene. Hele området lignede noget fra Ringenes Herre - og det er sikkert også netop denne type område, filmene er optaget i. Der havde ikke været udbrud siden 2001... hmm det er jo egentlig ikke så lang tid siden. Ungerne skulle følges med os, og måtte under ingen omstændigheder løbe rundt på jorden udenfor stierne. Lærke blev lidt bange og måtte op hos Mette og synge "se min kjole" (med prinsessefarver og Disneyprinsesser ex kjolen er lyserød og man er ven med Tornerose, gul/Belle, lyseblå/Askepot, turkis/Jasmin, rød-grøn/Ariel, brun/Pocahontas). Det boblede og sydede og
røg overalt.

Mudderpøl - Mud Pool. Ja, det måtte vi naturligvis ind til... En mudderpøl på ca 15 gange 15 meter, der koger og bobler. Ikke lige et sted, hvor vi var ved at hoppe i. Fascinerende var det nu at se naturens kræfter, og få fornemmelsen, hvor skrøbeligt og sårbart livet er.

Dagen sluttede i det varme mineralbad på campingpladsen. Mette vandrede direkte i det varmeste af de tre bade - 44 grader - og synes, at det var da det eneste rigtige. Christian konstaterede, at konen bare ikke er til at fryse, mens varme er GODT. Nicolai og Lærke
gled begge og faldt på de glatte trægulve, men slog sig heldigvis ikke. Det gør de jo sjældent. Vi nød alle badet, og var fuldstændig udmattede, da vi endelig kom i seng.

Vi startede ellers dagen (18.12) med at køre fra Tongariro Nationalpark med de tre vulkaner til søen Taupo, hvor vi spiste frokost. Den er såmænd så stor som Singapore og charmerende med alle de små sejlbåde, som byens børn flittigt øvede sig i at sejle. Vi mindedes Hobien derhjemme og kørte videre til Vulcanic Activity Center.

Lige nord for Taupo på vej til Rotoroa nåede vi endda også at besøge et sted, hvor man kunne se, hvordan bierne laver honning. Det gør de virkelig meget i her. Overalt kan man besøge den lokale biavler, smage på honningen og købe lidt. Bare sådan når man nu kører forbi.
Tilsvarende med frisk frugt og grøntsager. Det er hyggeligt. Vi fik alle fire lært en del om bierne (og blomsterne). Manukablomster giver den fineste honning - den skulle have sårhelende & antiseptisk virkning... har alt honning vist i varierende grad. Måske er Coloplast i fuld gang med forskning i at få (manuka)honning ind i deres produkter - det ville måske være en god ide. Vi smagte på masser af honning, der endnu havde den sekskantede struktur, eller var fra timianblomster, eller tilsat dadler eller figner. Det er nu lidt sjovere at have honning, honningbolsjer, honning skumfiduser etc, når vi alle har været inde og opleve det sammen.

Aktive vulkaner

Ringenes Herre filmenes Mount Doom og Mordor, den onde Lord Saurons rige hvor orkerne arbejdede nede, de ligger her i Tongario Nationalparken. 3 aktive vulkaner er her. Den midterste ser fuldstændig ud som en vulkan på en børnetegning. Rund, sort, med hul i toppen - og sne på, selv om det er sommer. Den hedder Mount Ngauruhoe eller Mount Doom og Mordor. Det meste af naturen i filmene er fra NZ, for instruktøren Peter Jackson er kiwi, og naturen her er virkelig utrolig. Han er såmænd også på listen over de 10 mest magtfulde personer i NZ - og har været det de tre år, den har været lavet af magazinet Listener.

Vi kørte op til Mount Ruapehu af Mountain Road (17.12) - bjerget er 2700+ m højt. Det var en smaaalll vej uden autoværn på stejle bjergsider i tåge, regn og blæst. På toppen kunne man kun komme videre, hvis det var skivejr. Tågen var tæt, og vejskiltet var blæst omkuld.

1953 var vulkanen sidst i udbrud. Det kostede over 150 mennesker livet juledag. En 5-6 m flodbølge med kogende vand oversvømmede togbroen få minutter før toget fra Auckland til Wellington kørte forbi med 4 passagerervogne. Alle røg i floden, og kun få overlevede.
I dag er der stadig syre i floden, og den lugtede fælt, da vi steg ud af bilen for at se broen og mindesmærket.

Hele turen op langs de tre vulkaner på den vestlige side er der regnskov, for skyerne tvinges op over bjergene og afleverer alt deres vand der. Vi tog op langs østsiden af vulkanerne i stedet for. Her var der nærmest ørken. Masser af svovl og mineraler i jorden, der ikke ligefrem var frugtbar. Efter grønne bakker og landsbrugsjord så vi kun brune strå, selvom det er sommer. Vulkanerne var nu imponerende at se på, selvom skyerne hang lavt, og vi flere gange kørte oppe i dem.

Næste morgen prøvede vi igen at få set vulkaner, men da regnede det så meget, at en gåtur ikke var sjovt, når nu tågen også gjorde, at vi ikke kunne se de tre vulkaner, selv om vi stod for foden af den nærmeste. Vi kørte i stedet nordpå til vulcanic Activity Centre. Sejt lille museum, hvor vi alle fire entusiastisk legede os igennem deres jordskælvssimulator, som rystede os godt igennem.

Computerprogrammet, som viste os konsekvenserne af jordskælv på jordskælvssikrede højhuse ved 4-10 på Richterskalaer (fra lidt rysten til højhuset vælter på 25 sek . iflg programmet).

Vi så en tornado blæse rundt og regulerede styrken, og så en geyser der kogte i en rund glaskolbe og så kogte op igennem et langt smalt glasrør. Nicolai fik rumraket og vulkanlegetøj - herligt!