Vi kørte op til Mount Ruapehu af Mountain Road (17.12) - bjerget er 2700+ m højt. Det var en smaaalll vej uden autoværn på stejle bjergsider i tåge, regn og blæst. På toppen kunne man kun komme videre, hvis det var skivejr. Tågen var tæt, og vejskiltet var blæst omkuld.
1953 var vulkanen sidst i udbrud. Det kostede over 150 mennesker livet juledag. En 5-6 m flodbølge med kogende vand oversvømmede togbroen få minutter før toget fra Auckland til Wellington kørte forbi med 4 passagerervogne. Alle røg i floden, og kun få overlevede.
I dag er der stadig syre i floden, og den lugtede fælt, da vi steg ud af bilen for at se broen og mindesmærket.
Hele turen op langs de tre vulkaner på den vestlige side er der regnskov, for skyerne tvinges op over bjergene og afleverer alt deres vand der. Vi tog op langs østsiden af vulkanerne i stedet for. Her var der nærmest ørken. Masser af svovl og mineraler i jorden, der ikke ligefrem var frugtbar. Efter grønne bakker og landsbrugsjord så vi kun brune strå, selvom det er sommer. Vulkanerne var nu imponerende at se på, selvom skyerne hang lavt, og vi flere gange kørte oppe i dem.
Næste morgen prøvede vi igen at få set vulkaner, men da regnede det så meget, at en gåtur ikke var sjovt, når nu tågen også gjorde, at vi ikke kunne se de tre vulkaner, selv om vi stod for foden af den nærmeste. Vi kørte i stedet nordpå til vulcanic Activity Centre. Sejt lille museum, hvor vi alle fire entusiastisk legede os igennem deres jordskælvssimulator, som rystede os godt igennem.
Computerprogrammet, som viste os konsekvenserne af jordskælv på jordskælvssikrede højhuse ved 4-10 på Richterskalaer (fra lidt rysten til højhuset vælter på 25 sek . iflg programmet).
Vi så en tornado blæse rundt og regulerede styrken, og så en geyser der kogte i en rund glaskolbe og så kogte op igennem et langt smalt glasrør. Nicolai fik rumraket og vulkanlegetøj - herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar