Han stod nærmest på hovedet i flyene, mens hans kone tålmodigt ventede på en bænk. Han havde simpelthen en liste med over samtlige fly på samtlige museer i samtlige byer i Vietnam. Sådan.Lærke synes nu ubetinget, at det mest fantastiske var alle brudeparrene. De var der for at blive fotograferet. De stod i have, i døråbningen, på trapperne... overalt. Vietnamesiske mænd går igennem langt mere for at opfylde deres koners drøm om at være prinsesse for en dag, end de fleste danske mænd overhovedet drømmer om. De dresser sig op helt i hvidt, stiller op til fotografering, betaler givetvis lokale formuer for brudekjolerne. Vores guide i Hanoi var forlovet og fortalte, at brylluppet var en meget stor affære med middag på hotel, hvor også forældre og søskende inviterer deres egne gæster.
Gæsterne giver så til gengæld penge, så den del af brylluppet, der ikke betales forud, det kan brudeparret så betale med bryllupsgaverne. Hotellerne har ofte flotte blomsterkranse over dørene og store plakater med dagens brudepar ved hovedindgangen.
Lærke fotograferer stadig flittigt, og hun får lov til at fotografere parrene, fordi hun er 3 år og har langt lyst hår. Faktisk får hun ikke alene lov at fotografere dem, de spørger også tit, om de må tage et billede med hende. Det synes hun er virkelig stort. Det var vist ligesom at møde Disneyprinsesserne om igen.
Hvad gør vores autoritetstro datter, når museumsbetjenten kommer hen for at snakke med hende? Tager et billede af ham. Får ham til at le.
Vi fandt aldrig ud af, om han egentlig ville sige, at man ikke måtte fotografere på museet. Han fik det ihvertfald ikke sagt. Lærke fik charmeret ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar