Vi tog ud til Cu Chi-tunellerne 65 km fra Ho Chi Minh City, hvor vietcongerne havde gravet 200 km tunneller, hvor 16.000 vietcong soldater levede og angreb fra. 3 ud af 4 døde. Tunnellerne ligger i 3-4 meters dybde, i 8 meters dybde og igen i 12 meters dybde. De er endog meget smalle. Åbningerne og lufthullerne er små og snedigt kamuflerede. På stedet var det, der blev lagt vægt på, en forholdsvis neutral beskrivelse af hændelsesforløbet på stedet. Uden stillingtagen til skyld, de gode og de onde, retfærdigt eller ej. Der var dog stor stolthed over vietcong soldaternes resulltater. Det blev fortalt igen og igen, hvordan amerikanerne beherskede området om dagen, og hvordan vietcongerne beherskede området om eftermiddagen/aftenen, når amerikanerne tog tilbage til basen 5 km fra, hvor vi var. Så kom de op fra tunnellerne, lavede fælder som virkelig var skræmmende, spredte peber for at forvirre sporhundene etc. De samlede ueksploderede bomber mm. ind og genanvendte dem. Ikke en helt ufarlig beskæftigelse.
Ungerne fik lov at klatre rundt på en M-41 tank, som er endt sine dage derude. De kravlede ned i tunellerne, som virkelig er klamme med dårlig luft, især på en dag med rigtig mange turister, som den hvor vi var der. De så dukker som viste livet som vietcong soldat. Fælderne trak vi dem derimod udenom, ligesom skellet mellem den brutale virkelighed og fiktionen fra tegnefilm med superhelte ikke blev overskredet.
Christian skød med en AK-47 - en russisk produceret Kalashnikov. Det er bla. dem, amerikanerne i dag møder i Irak og andre brændpunkter rundt i verden. Det er skræmmende let at bruge, skille ad, samle, vedligeholde etc.
Der var også mere ufarlige sysler, så vi fik set, hvordan de laver rispapir, ligesom vi stoppede ved en gummiplantage. Så skolebørn i uniform som cyklede til og fra skole. Så mylderet ved skolen når alle skal hentes på hver sin knallert. Så utallige mindesmærker for frihed og for faldne i krigene. Drenge der spiller fodbold overalt i vejsiden og på marken ved siden af koen så snart det bliver køligere hen under aften. Almindelige hverdagsting.125 km fra Ho Chi Minh City ligger Cao Dai templet i Tay Ninh. Cao Dai (Se evt. http://en.wikipedia.org/wiki/Cao_Dai ) er en religion, som forener budisme, Konfucianisme, taoisme og kristendom.
Den franske socialist og forfatter Victor Hugo (Les Miserables, Klokkeren fra Notre Dame), den kinesiske nationalist Sun Yat Sen (hvis hus vi besøgte i Shanghai) og vietnameseren Nguyen Binh Khiem. Religionen er kun slået an lokalt. Templet er som en domkirke med dragesøljer, masser af øjne, der er det centrale symbol, og lyserødt lyserødt lyserødt. Det er lidt af en industri at få turister ind og overvære gudstjenesten.
En spændende oplevelse med sang, musik, messen og masser af mennesker i forskellige ordensdragter, der ikke lod tempelridderne noget tilbage. Medlemmerne af ordenen var i hvidt med røde, gule og blå kapper og hatte over, almindelige troende helt i hvidt. Som vi også har oplevet det med religion i feks. Rusland og Østeuropa, så var der mange gamle kvinder. Her var de så ikke triste og tiggende, men glade og smilende og med stort overskud.
Lærke var ved at blive kørt ned af en motorcykel. Lige udenfor kirken løber hun først fra Mette ud til Christian, som er begyndt at gå over vejen med Nicolai og guiden. 5 meter ude opdager Lærke, at Mette er bagved, og slipper Christians hånd og løber tilbage mod Mette. Da er der bare allerede 3 motorcykler på vej mellem Christian og Mette. Både Christian og Mette råber højt. Så højt, at Lærke standser, og det samme når den nærmeste motorcykel at gøre. De andre kører udenom. Lærke løber videre hen til Mette. Lærke blev ret forskrækket og bange - det gjorde vi selvfølgelig allesammen. Vi fik gentaget de trafikregler, vi ellers hele tiden er så strikte omkring. Guiden Tuan mente, at Gud havde holdt hånden over hende, nu vi lige havde været i kirken. Vi så op på den store jordklode med en drage på, som står på tagryggen af kirken. Snakkede om, at vi gav Lærke en globus i navngivningsgave, og gik hen og fik frokost, mens vi snakkede oplevelsen igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar