En rundvisning afslørede dog, at det indre ikke lever helt op til det ydre. Det blev vedtaget at bygge et operahus i begyndelsen af 1950erne. 200 forslag i en international konkurrence blev indleveret.
En finne var med til at vælge, og han medvirkede til, at valget faldt på danskeren Jørn Utzon, der ligesom finsk arkitektur bruger enkle rå linjer og er supergod til at bruge lyset. Jørn Utzon var dengang under 40 år og havde mest bygget familiehuse. Han arbejdede med operahuset fra sidst i 1050erne til 1966. Da byggeriet skulle starte meldte man fra politisk hold ud, at det ville tage 4 år og koste 7 mio australske dollars, hvilket var meget dengang. Nu havde man ikke lige spurgt arkitekt og entreprenør først, og det tog 12 år og kostede lige over 100 mio. AU dollars. Utzon og hans familie flyttede til byen, byggede hus i Sydney. Mange af teknikkerne til at bygge operahuset måtte de opfinde undervejs. Feks var måden at bruge cementen på ny i Australien. Klinkerne udenpå er selvrensende fra Sverige. Glasset tonet og fra Frankrig. Efter et valg faldt den lokale politiske ledelse på sagen om operahuset. Det kostede meget mere end udmeldt, og byggeriet var meget forsinket. De nye politikere indførte begrænsninger på byggeriet, og holdt en del betalinger tilbage, så Utzon betalte underleverandører af egen lomme. Utzon var perfektionist, men samtidig gjorde han meget for at holde fast og gennemføre byggeriet. Utzon sagde op i 1966, tog tilbage til DK og efterlod meget lidt omkring det indre af operahuset. Et lokalt arkitekt firma fik til opgave at bygge det indre - dvs selve teatersalene. Når man kommer ind, ser det ud som om det er to forskellige byggerier, en flot ydre skal med beton og glas og en indre kasse , hvor salene er indeni. Det er masser af plads imellem den indre og den ydre kasse, så man går rundt inde imellem dem. De er aldrig helt smeltet sammen. Både da vi var her for to år siden til en særudstilling på kunstmuseet og nu har der været en vis flovhed over, at man ikke kunne se arkitektens vision og geni, selv om overskridelsen af budget og tidsplan er enorm. Nu har huset med 57 mio besøgende og symbolet på byen og land vist sit værd. For et par år siden genansatte man derfor Jørn Utzon sammen med hans søn Jan Utzon, der også er arkitekt. Jørn Utzons selv er i dag 88 år og har aldrig været tilbage i Australien. Hans søn er her tilgengæld ofte nu, har givet Dronningen hånden til 35 års jubilæet (så vidt vi kan regne ud) i 2004, og det første rum i Operahuset er renoveret i overensstemmelse med Utzons designprincipper. Meget flot og sejt... og med danskdesignede stole. Han har nu skrevet principperne ned, og alle ændringer og moderniseringer fremover vil blive lavet i overensstemmelse med dem og i samarbejde med Utzon-familien. Det var tydeligt at høre på vores søde og vidende guide, at det var vigtigt for dem. Det var det egentlig også for os. Lidt som at retfærdigheden sker fyldest, omend 30 år forsinket.
Vi nød huset indvendigt og udvendigt, og gik videre igennem Botanisk Have, som ligger lige ved siden af. Der er god plads og skønt, med smukke kaempestore (figen!)træer omgivet af havnen, operahuset og højhusene. Ved indgangen står der gæstfrit og overskudsagtigt: I er velkomne til at gå på græsset, kramme træerne, snakke med fuglene, dufte til blomsterne! Skønt. Temmelig meget i kontrast til Kina, hvor kineserne er stolte af deres yin og yang og harmoni i haverne, men det skal man nu ikke lade sig forblænde af, for deres parker er samtidig præget af at man skal indordne sig meget. Selvsamme harmoni forhindrer heller ikke Kina i at handle med afrikanske diktatorer for at sikre råvarer, holde hånden over Nordkorea og Iran i FN sammenhæng, og servere adskillige politiske skueretter. Vi nød traerne, den afslappede stemning og en is på en solfyldt plet omgivet af springvand, Ibis-fugle og kaempeflagermus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar