Science fiction by night

En aftentur viser alle de flotte arkitektoniske værker oplyste. Udenrigsministeriet er også tegnet af Niemeyer - det er imponerende flot. Virkelig flot. Desværre har man sat en billig, midlertidig baldakin op foran hovedindgangen - permanent. Tilsvarende er en del af de øvrige oprindelige planer gledet lidt ud. Men flot er både ministeriet, pladsen med magtens tredeling og en af broerne.



Nicolai så TV-tårnet fra hotellet og konstaterede, at Brasilia lignede Paris. Hmm, Nicolai har ikke været i Eiffeltårnet eller i Paris centrum. Farfar forklarede, at de lige havde set billeder fra Paris i et blad i flyet. OK husket alligevel. Der indgår også mange forskellige lande og rejsemål i ungernes lege. Farfar læser rigtig Troldepus bøger, og Nicolai og Lærke fik "holdt fri" med masser af leg. Farmor fik shoppet igennem. Mette og Christian lavet tegneserie og fotos. Vi lod guiden anbefale restauranterne, hvilket gav god mad på restauranter, hvor tjenerne går rundt med spyd og tilbød grillet kød i lange baner.

Science-fiction-hovedstaden Brasilia

Brasilia var virkelig en anden verden end resten af det Brasilien, vi har mødt. Gennemsnitsindkomsten i byen er en halv gang højere end i den næstrigeste by i landet. Det mærkes. Der er kun plads til 600.000 inde i selve byen, resten må bo udenfor byen. De lavtlønnede bor derfor udenfor. Det er samtidig en meget ny by. Den er tegnet med form som en fugl eller et fly om man vil. Hovedet er pladsen for magtens tredeling med præsidentens kontorer, kongressen og højesteret. Alle ministerierne ligger langs boulevarden ned langs fuglens ryg. Ambassaderne samlet ud af en vinge. Boligkvarterene er bygget op over såkaldte superkvadrater. Her kan man bo og handle. Alle butikker er stort set i enorme shoppingscentre. Det er praktisk og effektivt og lidt klaustrofobisk. Vi bor i kvadrat 5, blok A!!! Det er der, hvor alle byens hoteller ligger. Andre kvadrater er til banker, underholdning, ... Vejudfletningerne er også utrolige - der er næsten ingen lysreguleringer, så folk kører i buer rundt. Igen meget effektivt, men samtidig så fokuseret på bilerne, de store pladser og afstande, og at folk bliver i deres superkvadrater, så folk går og cykler stort set ikke.

Arkitekten Niemeyer, der har lavet de store regeringsbygninger, kirken mm. lever stadig. Han er 100 år, blev gift for 2. gang for 4 mdr. siden med en (kun) 60-årig kvinde. Han har udtalt, at han vil arbejde i 5 år mere og så trække sig tilbage. Vi stod på pladsen for magtens tredeling. Kongressen (lovgivende), præsidentens kontorer (udøvende) og højesteret (dømmende). En flot plads. Enkel og arkitektonisk spændende. Men der var ikke meget liv og sjæl, for den var ret tom. Hans arkitektur er flot, men kritiiseres for dårligt indeklima - den lyder jo ret velkendt fra danske kontorlandskaber i smarte nye bygninger, hvor alt er af glas. Ikke desto mindre er det imponerende at anlægge en by som denne.



Regeringsbygninger, kirker og broer er det interessante arkitektoniske. Kirkerne besøgte vi tre af, hvor især de to rummede meget og virkelig smuk glaskunst. Den katolske kirke har tabt terræn i Brasilien - fra 98% som medlemmer for 30 år siden til 60% i dag iflg. vores guide. Politikken omkring abort, prævention, skilsmisse og skandaler med pædofile præster vejer tungt - det skal nu trækkes lidt ud af ham. Niemeyer er medlem af kommunistpartiet, men har alligevel lavet en flot rund kirke. Udenfor den anden kirke gik en krøbling rundt og tiggede midt på vejen. Barskt.

Sjov på ranchen

Caiman Ranchen var skøn at være på. Bare det at holde fri i poolen, med leg i skyggen, eller med det bæltedyr/armadillo med 6 bælter, der kom drønende på tværs af gården en gang imellem. I vores guidebog står der, at Harrison Ford besøgte ranchen for nogle år siden - og elskede stedet - da Carsten & Inger & Nicolai havde det suverænt bedste tårnværelse på Estância Caiman regner vi med at de har boet på samme værelse som ham - det synes vi jo var ret passende ;-)



Vi nød også den guldrandede rødvin Gi (græsk for jord) fra Emiliana i Chile, som vi troligt har haft med i mange uger nu, samt med drinks i baren og kaffe og coffee table books inde i opholdsrummet. Nicolai spurgte Carol om hun ville lege, mens vi var ude og ride. Hun sagde ja! Stort. Efter en ridetur legede Carol, Nicolai og Lærke gemmeleg, tegnede og snakkede om alle figurere med dyrene fra Pantanal. Det nød de alle tre så meget, at Viktor blev lokket derhen for at tegne og lege med. Det var utroligt sødt af guiderne, og understegede bare, hvor skønt et sted Refugio Ecologico Caiman er!


Lærke og Mette malede sig med de røde kerner fra et par små grønne bær fra et af træerne på ranchen. De lokales børn leger meget med farven. Vi måtte lige gøre dem kunsten efter og lege Pocahontas.

Blandt ungernes guldkorn var:
Lærke: Se, der sidder to Bratz-piger (to moderigtige kvinder med masser af make-up og stilethæle blev udpeget som de karikerede Bratz-dukker)
Nicolai: Farmor, det gør ikke noget, at du synes, at slikket er dyrt. Vi kan jo bare forhandle (om prisen). Jeg er god til at forhandle. (Sådan går det, når man har været på diverse markeder, og drengen jo er søn af en sønderjydsk krejler)
Nicolai: Farmor, der er også plads til dig i min superhelte-bande. Du kan...
Det meste af tiden er de dog utroligt lyttende, spørgende og legende. Suger alle de nye indtryk til sig, og integrerer dem og bearbejder dem i deres lege. De er her i nuet, og tvinger også alle os andre til at være netop det. Dejligt, og vigtigt at kunne når man rejser og resten af tiden.

Christian fik genfortalt "De fantastiske fire!", for der var et spil med Marvel superhelte på ranchen. De måtte alle sammen introduceres med historie, evner og venner.

Efter nogle fantastiske oplevelser fløj vi så videre til Brasilia den 29.3. Trods alle problemerne for medarbejderne i kontroltårnene i de brasilianske lufthavne fløj vi endnu engang uden problemer. Ranchen havde tjekket os ind med fine pladser ved siden af hinanden langt fremme i flyet. Super. Lærke og Nicolai hilser hjemmevant på kaptajn og stewardesserne, der står udenfor flyet og hilser på os. De jubler og kigger interesseret ud, når vi letter. Lærke læste på sikkerhedsarket og oplyste Mette om, at der stod, at man ikke måtte skrive på computer og gameboy ! Mette måtte forklare, at det kun var, når man lettede og landede, ellers havde Lærke ikke accepteret, at vi fortsatte.

Lokal barbeque

Vores sidste aften var der lokal barbeque med sang og musik og enormt meget grillet kød!

Socialrealistisk ridetur med dødt kvæg og gribbe

Eftermiddagens tre timers ridetur bød straks på en død ko med stor opspilet mave, og kort derfra på et helt træ fyldt med kalkungribbe og andre ådselsædende fugle, der ventede på festmåltidet. Vi holdt pause midtvejs under et træ, hvor der lå skellettet af endnu en ko med skinnet på endnu men ikke en trævl kød. Nicolai og Lærke spekulerede meget over, om den var dræbt og ædt af jaguarerne, som vi lige havde set. Gribbene havde helt sikkert været der, for der var mange sorte fjer på jorden. Et enormt termitbo lige ved siden af tydede på, at termitterne også havde fået deres.

Vi nød ellers endnu en dejlig ridetur. Da lærke blev lidt træt, så travede vi lidt, så hun hoppede op og ned og kluklo. Mette havde ellers været lidt bekymret ved at ride rundt, der hvor vi havde mødt jaguarer to dage før, især da Carol vores cowboy og guide, fortalte, at 2 uger før havde gruppen, der var ude at ride, mødt nogle jaguarer her og havde stået og set på dem i 30-40 min, før de var reddet videre. Utroligt, at hestene ikke var blevet skræmte...nåja og turisterne. Vi mødte intet farligt, og ungerne faldt ikke af deres heste. Tværtimod. De opførte sig igen, som om de var født til hest, og vi nød hestene og naturen. Morfar havde heste som ung, og han kan være stolt af ungernes ridning.

Safari med marabu-storke, brøleaber og ørnejagt

Sikke en safari. Det var som om, de kunne blive ved med at vise os nye dyr i massevis. Utroligt. Spændende. Vauw. Marabu-storkene er områdedets kendetegn. Det var helt specielt at se dem i kikkerten, for der er ingen hår på halsen, kun pludderhud som på en kalkun. Vi fik taget nogle utroligt gode fotos, tit gennem kikkerten, fordi Christian virkelig har eksperimenteret med kameraet.
Nicolai og Lærke fik virkelig set i kikkert, både Viktors den store, og den lille kikkert Nicolai har med.
Her lå der igen et par brøleaber i et træ. To ørne jagede en trane. De dykkede ned efter tranen med store fart og fortsatte jagten i fuld fart gennem luften på tværs af vejen. Nicolai der er meget glad for rovfugle, måtte lige have forklaret, hvorfor den gjorde det. Drama.
Flere steder havde vandet oversvømmet vejen. De steder kunne vi se flere caimans, der fiskede i det lave vand mellem vadefuglene. Vi så en del lyserøde skenæb (spoon bill) fugle og sorte ibis og gule og brune ibis. I ZOO på Frederiksberg har de et bassin, hvor vi tit har fisket perler op med næb, der ligner hhv. de spidse Ibisnæb og de runde skenæbfugles næb. Så vi syntes, at vi kendte dem. Nogle hyacinth macaw sad i et træ, en andet et stykke derfra og den ville lige ned og gå på jorden. Vi så tukaner, der fløj over os i høj fart, sorte vildsvin, små sorte gnavere, nogle skønne bambier, røde traner, rovfulge som Road Side Hawk (lever af dyr der er kørt over) og masser af grønne parakitter og smukke sangfugle.

Naturbeskyttelse

Vores indtryk var, at ranchen var god til naturbeskyttelsesprojekter. Vi besøgte et projekt til beskyttelse af den store, blå hyacinth macaw. Papegøjer er delt ind efter størrelse - macaw, papegøjer og parakitter. Da projektet startede mente man, at der var 1.500 i området, nu er der ca. 4.500. Ranchen lægger lokaler mm. til og sætter fuglekasser op. Projektet er selvstændigt. Ungerne har nu et par seje t-shirts derfra, så vi kunne bidrage lidt.Et andet projekt var til beskyttelse af jaguarerne. Een fast mand i een bygning med een gammel motorcykel, een radio og een antenne, De er et par stykker om at fange dem og give dem halsbånd på, følge deres færden og så refunderer de ranchejernes udgifter for kvæg, som jaguarerne nedlægger, så ranchejerne ikke skyder dem. Meget pragmatisk. Vi mødte ham næste dag på motorcykel med hans pejleapparat - der er mindst een jaguar inden for 2 km radius her til venstre for vejen... og nej vi gik ikke ud på egen hånd, men blev på ladet af pickuppen.
Et lille museum med film og fotos fra området havde de også. Nicolai og Lærke var fascinerede af piratfiskene, og Nicolai af alle natdyrene, for han har en film og natdyr hjemme, som han er meget interesseret i. Lærke fik fotograferet utroligt meget derinde, inspireret af alle de flotte fotos. Nicolai syntes, det var sjovt, at de ansattes børn gik i skole i samme bygning, for dem fik vi også hilst på.