tirsdag, oktober 31, 2006

To kaptajner på flodsejlads

Lærke og Nicolai fik lov at skiftes til at styre vores båd op på floden langs Hoi An by. Det var rigtig sjovt. Og meget bekræftende for dem begge. Lærke var straks fyr og flamme. Nicolai så lige det hele lidt an, så var han tændt. Vi måtte lave en turnusordning, så de fik lov to gange hver på den time, vi sejlede. Ellers var de kommet
op og slås om kaptajnrollen. De var begge to meget stolte af, at de kunne sejle og styre båden.

Klokken 10 blev vi hentet ved hotellets bådebro, bare os og en sød og børnevenlig lokal mand, som ikke talte meget engelsk, men som smilede meget, pegede og fik fortalt os en masse alligevel. Vi sejlede forbi det franske kvarter, forbi markedet, de store fiskebåde, som sejler
ud på havet, og små færger som transporterer de lokale fra øen og ind til byen med deres knallerter og varer. Vi sejlede forbi små både med bliktage, som rent faktisk udgør mange familiers hjem. Små både læsset med grønne bananer på vej til markedet. Køer og hejrer på
markerne ned til floden.

Nogle lokale fiskere i små kanoer kastede runde fiskenet ud i floden omkring os. Det var rigtig sjov, og de blev ved længe, mens vi lå stille lige ved og så på. De kom så også hen og bad om en skilling bagefter, hvilket de da også fik.

Ham vi sejlede med rakte os et lille hæfte, hvori der stod, at han gerne ville snakke med os, men ikke talte engelsk. At han arbejder for godt 20 dollars om måneden, ikke kan forsørge sin familie, og at hvis vi ville give ham drikkepenge/en hjælpende hånd, så skulle det
helst være i båden, da han ellers ikke fik lov at beholde dem. Tjahhh det er såmænd sikkert rigtigt, da landet er fattigt, men det er jo situationsbestemt, om vi tror på de historier, vi bliver præsenteret for. Han fik nu gode drikkepenge. Pigen på stranden i går, som fortalte, at hun solgte perlekæder på stranden tre dage om ugen for at tjene til engelskstudierne, som så kan give hende job som lærer eller på et af byens mange hoteller... ja hun fik solgt en perlekæde
til Lærke. Så trak hun den også på ny snor og bandt knuder mellem alle perlerne, så de ikke allesammen falder af hvis den knækker... og lavede den til halskæde og armbånd. Både perlekæden og selve bådturen blev 10 dollars. Det kan man så mene er dyrt eller billigt alt efter målestokken. Vi synes, at det var fair nok.

Vi har gjort Hoi An by i dag. En gåtur gennem gaderne langs floden. Det er gamle, relativt velholdte huse, et marked, nogle få seværdigheder og uendelige mængder turistbutikker med skræddere, vand, snacks, gallerier og cafeer.

Vi fik set et af byens ældste huse, som i dag er en form for levende museum. Huset har været i en families ejendom i 7 generationer og generation nummer 5, 6 og 7 bor der stadig. Der er hjemmealter, smukke møbler, hårde træsenge uden madrasser og en gård midt i som giver lys. Husene er nemlig smalle og dybe, og der er ikke vinduer i siderne, så gården i midten giver lys i huset. Vigtigt er også loftet med stor lem, så de kan hive alle møblerne op på loftet, når vandstanden stiger. For nogle uger siden ved tyfonen stod vandet 0,5 m oppe i huset, i 2001 højere og i 1995 op mod 2 m oppe. De havde et fint foto, hvor de sejler rundt i kano inde i stuen.

En japansk bro, et keramikmuseum og et tempel eller to, lidt silketaskeshopping, mange påtrængende sælgere og en varm eftermiddag senere havde Nicolai og Christian fået nok, og vi vendte tilbage til hotellet. Nicolai mener klart, at det bedste ved byturen var Mango Cafe, hvor han fik mango shake og mango salat i flotte omgivelser med japanske lave borde, stærke kontrastfarver, lotusblomster og udsigt lige ud til floden og fiskebådene. Lærke greb som så ofte kameraet og skød løs. Hun tager nogle imponerende fotos engang imellem :-)

mandag, oktober 30, 2006

Strandtur i kølvandet på tyfonen

Vi tog på stranden på den lille ø ud for Hoi An. Øen med lange og brede palmestrande, 5 stjernede luksushoteller og stor fattigdom.

Vi tog afsted og ankom i silende regn med tiltro til, at den holdt op igen snart, som monsunregnen gerne gør. Efter en god vietnamesisk kop kaffe med kondenseret mælk i en åben bambushytte med palmetag holdt regnen op.

Vi soppede og ungerne hoppede i bølgerne i brændingen... også her var der kraftig understrøm, så her i efteråret/vinteren kræver det gode nerver og fysik at bade her. I deres sommer er der også god dykning, men nu er sigtbarheden for lav, fordi sandet bliver hvirvlet op. Christian var nu lige nødt til at tjekke det en ekstra gang - i hele to dykkerbutikker. Vil man dykke i Vietnam ser Na Thrang og www.divevietnam.com ret suverænt ud...!

Ungerne kastede sig som altid straks ud i bygningen af sandslotte. Nicolais ingeniørrødder fornægter sig ikke, så han lånte en paraply og viste Lærke ned til en parasol, hentede kokosnødder og bambusrør til at bygge med, tomme flasker til at stå på række under kanten af
parasollen, så de kunne samle vandet op, muslingeskaller etc, så var de helt opslugt.

Restauranten og stranden var en rodebutik. De havde endnu ikke fået ryddet op efter tyfonen, som ramte for nogle uger siden. Nu gad de heller ikke gøre ret meget mere, før den næste tyfon var overstået. Den kommer enten onsdag 1/11 eller natten mellem torsdag og fredag 2/11 og 3/11 - alt efter om vi tjekker på nettet eller spørger på hotellet. Ihvertfald er den på vej fra Filippinerne. Vi skal flyve fra Da Nang 25 km herfra fredag morgen kl 7, såååå vi er da lidt spændte på, om vi kan komme afsted. Nu må vi se.

Vi kørte en tur rundt på øen, og det deprimerende billede af knækkede palmer, rod og affald var desværre det samme overalt. Det fik det til at så endnu underligere ud med luksushotellerne som kontrast til fattigdommen og rodet. Vi er utrolig glade for, at vi har valgt et hotel inde ved Hoi An by, som desuden både er smukt og ligger lidt i læ.

Vi har tænkt på den store stygge ulv og de tre små grise en del gange. Den store stygge ulv, som puster de små huse af strå og pinde omkuld, men ikke det solide mustenshus. Det er svært ikke at have ondt at de lokale, som må stormsikre så godt de kan. Her kan man forsikre sit helbred og sin motorcykel, men ikke sit hus, fortalte vores guide i går.

Vi nåede at smage Vienna Cafees skønne hjemmelavede is med mango, banan, kokos, mocha, og honning/kanel :-) om eftermiddagen - og besøge restauranten Senses igen om aftenen. Restaurationschefen viste sig at være en superrar svensker ved navn Erik. Han har studeret i
Australien og via skolen der og den australske manager for det hollansk ejede hotel... har han så arbejdet i Vietnam i 1,5 år. Maden er fortsat skøn, delt op i nuts, spices, fruits etc. og vi fik skøn seafood - især sjovt at smage de muslinger, som vi havde leget så meget med skallerne fra på stranden. Nicolai og Lærke nyder det gode hjemmebagte brød med basilikum-olivenolie, så man kun kan unde dem det. Vi nød krabbekager (crab cakes), frisk tun med salat med "ild
i" (stærkt), king prawns, muslinger og fisk... og salat. Selv den friske frugt til dessert blev noget særligt, når Nicolai får lov at vælge mango og de små bananer, og Erik endda fortæller, at de er fra hotellets have, hvor vi har gået og set på banan- og kokospalmerne.

Mormor og morfar er nu helt med på skype med kamera, så vi kan se dem, ligesom vi kan se farmor og farfar. Sejt af dem, synes vi. Helt fint, at vi kan vise dem hotelværelset ved at dreje pc-en rundt i rummet, at Lærke kan vise den lyserøde og hvide perlekæde hun har
købt på stranden, og at Nicolai kan vise den opgavebog han netop har lavet.
Geek-warning: Mærkeligt nok virker skype med video ofte ikke særligt overbevisende herfra når båndbredden halter, men yahoo messengers video kombineret med skypeouts voice giver en ret ok løsning ;-)

Lærke på skønhedsklinik som tre-årig

Christian og jeg har altid godt kunne lide at få massage, når vi har været på ferie i Thailand og da vi boede i Estland. Altså når vi synes, at vi har haft råd til det. Det nyder vi også her.

Lærke er blevet fascineret af det, efter at hun var med Mette til manicure i Hue. Der var pigen nemlig så sød, at hun også pyntede Lærkes negle med små røde og hvide blomster på den ene hånd og glitrende stjernes på den anden hånd. Meget fint. Dem er hun stolt af. Så meget desto mere, som at hun også indvilligede i at få flettet sildeben, mens hun stod foran ventilatoren og ventede på at neglene skulle tørre. Lærke plejer aldrig at ville have sat håret op, men nu har hun sovet med fletningerne to nætter, og er stadig meget stolt af dem. Hun skubber elastikkerne godt op, så de ikke falder af.

Da jeg nød reflexologi (massage med pres på forskellige punkter) på Life Resort i Hoi An, så måtte Lærke med, for de er jo spændende de her skønhedsklinikker. En lidt dyr vane at få etableret så tidligt. Reflexologien kan jeg absolut anbefale til ALLE med spændingshovedpine. Det kombineres med baggrundsmusik og aromaterapi med bla. lavendel i en skyggefuld åben pavillion ud til floden og palmerne. Produkterne er fra det Døde Hav, som vi har svømmet i en
gang for vel 10 år siden, hhv nogle dermatologiske (noget med øko, ingen dyreforsøg olign.) Det føltes bare så rigtigt. Efter en gang tryk i hovedbunden og nakken, endte jeg med at bestille massage til da ungerne var lagt i seng, og anbefalede det straks til Christian. Ren luksus, så meget, at vi nok ikke vil fortælle så meget om det, når vi kommer hjem.

Hotellet i Hoi An er smukt. Arkitekturen. Den firkantede pool. Restauranten Sense med menukortet delt op i frø, nødder, svampe, krydderier mm. Den frodige have med blomster, palmer og hele tag af grønne planter, sådan som Christian godt kan lide det. De skønne
bænke udenfor værelset, hvor vi kan sidde i timevis og læse. Detaljerne overalt, som virkelig er smukke og stilrene. Blomsterhovederne der flyder i store og små skåle med vand overalt.
Smukt og lige til at få ro i sindet af.

Vi skal være her i alt 5 dage, og der er ikke meget andet på programmet end en tur til stranden, en sejltur på floden, en tur i den hyggelige Hoi An by og så ellers gode bøger, film, pool, dejlig mad og masser af leg for ungernes vedkommende.

Tyfonen (se definition) har også sat sine spor her. Den smukke restaurants lokaler er ved at blive sat i stand - imens bruges konferencelokalet, som dog absolut også er pænt. Vi har lige set et træ blive skiftet ud. Hotellets båd er itu, men det kan vi jo ikke se. Ellers er alt smukt, og lige her er det ikke til at se, at her har været uvejr. Næste tyfon er iflg. de lokale på vej fra Filippinerne til Da Nang, og dermed måske også hertil. Vi flyver fra Da Nang lufthavn til Ho Chi Minh City om 4 dage, og tyfonen skulle ankomme om 2 dage og vare 1 døgn... håber vi kommer afsted.

søndag, oktober 29, 2006

Pho og Nem

Vietnamesisk mad nyder vi fortsat meget.
I Hue og Hoi An har vi spist på nogen af de billigste og nogen af de dyreste restauranter. Det betyder, at vi har spist for mellem 30 og 350 kr for os fire incl. drikkevarer. Indretningen varierer, men den gode stemning, de søde mennesker og den dejlige mad har alle stederne til fælles.

PHO suppe er en skøn nudelsuppe, som fåes overalt med enten kylling, oksekød, svinekød eller rejer. Mette spiser den glad til morgenmad og har gjort det stort set hele tiden her i Vietnam. Christian er fortsat mere til at få den til frokost eller aften.

Hot and Sour Seafood suppe er tilsvarende dejlig suppe, men den kommer altså ikke helt op på Pho suppen eller Tom Yum suppernes rafinement, synes vi.
NEM er forårsruller med samme udvalg i indholdet. Friske og med rispapir omkring frem for dybtstegt er klart vores favorit. Stegte kender vi hjemmefra. De serveres med enorme mængder friske krydderurter, lime, salt, peber og sauce. Dejligt. Dejligt. Mette har talt om dem i 8 år, siden hun fik dem i Vietnam sidst, men har kun fundet de mere fede, stegte forårsruller i Danmark.
Vi har spist forårsruller, færdiglavede og nogle vi selv fik lov at fylde og rulle på to skønne restauranter i Hue. Begge i prisklassen 40-45 kr. for et måltid for os alle fire.
Mandarin cafe lige rundt om hjørnet fra vores hotel i Hue er enkel og superb. Den er anbefalet i Turen går til med en stjerne og er en lille perle.

Mr. Lacs restaurant (Bank Khoai Thuong Tu) lige ved den gamle kongeby på hjørnet mellem floden og indgangen til kongebyen er anbefalet i Lonely Planet og mange andre guider. Det er vist det bedste, der kan ske for en lille restaurant, for de viste det på skilte over døren, til højre for døren... og ja, til venstre for døren. Døren er så meget sagt, der er nemlig slet ingen væg ud til fortorvet. Ejerne er ikke nødvendigvis blevet rige af foretagenet og bor over restaurantens to etager, som stort set alle butiksejere gør. Han var super sød, insisterede på af forære ungerne hver en øloplukker betående af en pind med en skrue igennem med en møtrik omkring. Vi købte et silkemaleri malet af lokale gadebørn, som han støttede, og benyttede anledningen til at snakke med ungerne om, at ikke alle er så priviligerede, som de er, og at det forpligter. Bagefter hoppede han op på cykeltaxien og blev fotograferet med os af chaufføren, da vi skulle videre, Alt sammen i højt humør. En dejlig oplevelse.

I den anden og fine ende af skalaen er hotellernes restauranter.

HOT POT. I Hue serverede Saigon Morin restaurants en utrolig dejlig hot pot for os. En gryde på et blus midt på bordet med alt godt fra havet, tomater, forårsløg og god suppe i koger. En tallerken med masser af grønne blade serveres til, som vi så selv kan koge let, samt lidt nudler. Meget delikat. Nicolai synes, at det var så lækkert, at han slet ikke kunne holde sig fra det, som han sagde. Her kan nogle af de fonduesæt, vi aldrig bruger hjemme komme i brug igen.
KING PRAWNS er de store sprøde rejer, som vi sjældent giver os råd til hjemme. Mette i sin tid har besøgt en fabrik, hvor de piller dem eller sætter dem på spyd og pakker dem, så de er lige klar til køledisken i vores supermarkeder og restauranter. Christian vil klart anbefale dem med tamarind. Delikat. Mette er nok mere til tomater, basilikum og kapers som tilbehør.

CARAUBA er en fisk, som vi kun kan anbefale. Vi kender den med hvidt kød, blød smag og konsistens og få ben. Begge dele serveres super elegant på Life Resort hotels restaurant Sense i Hoi An. Et nyt hotel koncept i Vietnam, som virkelig er smukt og giver ro i sjælen næsten på stedet, men som så også stod for den dyreste aftensmad på rejsen til dato.

GRØNTSAGER som water bindweed og water spinat og vietnamese mustard ligner alt sammen hinanden, men smager strålende.
Svampene som champignon, de lokale mushrooms (der ikke er som danske champignon), og shiitake svampe er lækre. Meen "tree mushrooms" er altså ikke lige noget for os, minder lidt om vaskeskind.

Frisk MANGO står der til os på hotelværelset i Hue til Nicolais store begejstring. Mango er og bliver hans favoritfrugt. Til morgenmaden nyder vi også passionsfrugterne, der er lige så store og friske som vi ellers kun har fået dem i det økologiske supermarked på Frederiksberg, hvor det så var til 8 kr. stykket.

Morgenmadsbuffetterne er et overflødighedshorn af frisk frugt, sød yogurt, pho-suppe og alt det vi er vant til med brød og æg, dog kun meget sjældent med ost. Det bruger de ikke meget, hverken i Vietnam eller Kina. Ofte bliver det kun til La Vache qui ri (den leende ko) smøreost, men engang imellem på de måske 2-3 bedste hoteller af dem vi har været på og en enkelt god fransk cafe her i vietnam er det lykkedes at få lækker fransk ost, og endda en gedeost med varme auberginer og salat med balsamico her i Hoi An, så den international hotelstandard er nået midtvietnams kystområder.

KAFFEN er stærk, og lige som Christian ønsker den. Mette er meget til kaffe med den tykke kondenserede mælk. Den vietnamesiske kaffe kommer ind på bordet med filteret over og løber så igennem, mens man venter. Friskt og aromatisk. Nicolai og Lærke er med på iskaffe og iste og almindelig te. Især den dekorative kinesiske te, som Nicolai og Christian købte i Beijing, der ligner en stor smuk blomst i glasset, når der hældes vand over.

Hjemmelavet IS i Vietnam er helt på højde med italiensk is. Uhmmm.

lørdag, oktober 28, 2006

Hue - Da Nang - Hoi An

Vi kører fra Hue tidligt for i dag skal vi de 160 km fra Hue til Hoi
An, og vi vil gerne opleve noget undervejs.

Hele området sydøst for Hue er præget af de enorme mængder vand, som står på rismarkerne og på markerne/jordstykkerne omkring de enkelte huse, der hvor vi andre ville have en græsplæne og et staudebed. En del har små broer fra veje over til deres huse. Man må gå på de
smalle bælter med jord og stier mellem rismarkerne for at komme ind til alle de bittesmå huse med sten og bølgebliktag, der ligger midt på markerne.

De store marmorgravsteder for forfædrene ligger højt på små bakkedrag og i landsbyerne samlet i hele kirkegårde. Altid lidt højere. Altid en standard, som må have været dyr for familien. Den ældste søn står for at begrave den afdøde i jorden. Skellettet graves op efter ca. 2
år, hvor den ældste søn så renser og polerer knoglerne og sørger for den endelige begravelse i det fine marmorgravsted.

Vi kører over bjergpas med poetiske navne, som "den rige familie" (hmm) og når til fiskelandsbyen Lang Co. Her tager vi en pause på den skønne strand, hvor ungerne og Mette får bygget sandslotte. Selv om det er efterår(vinter her, og det endda kun er formiddag, så kan vi godt mærke, at solen brænder. Bølgerne og brændingen på 2-3 meters højde får det til at ligne et surfparadis.
Lærke og Nicolai og Mette sopper. Selv om vi står langt fra bølgerne, så er vandet alligevel stadig højt på børnenes ben, da det skyller hen over os. Ungerne hviner begejstret og bliver meget mere våde, end Mette havde planlagt. Mette kan ikke lade være at tænke på tsunamien,
for strømmen er stærk, da vandet løber ud igen, og hver gang, kan vi mærke, hvordan sandet skylles væk under os.

En gammel mand, der står og fisker, kommer hen til os. Han er rar og snakker med ungerne, og siger så, at hvis vi vil tage et billede, så er vi velkomne. Rigtig hyggeligt, og så meget desto mere desillusionerende og irriterende, da han bagefter bliver ved med at sige "money, dollars".

Vietnameserne kommer her i stort tal og holder ferie om sommeren. Da er der ikke bølger, hvilket må være en forudsætning for, at det er sikkert at bade, men til gengæld er det jo så varmere. Vi har absolut ikke lyst til at planlægge en strandferie her må vi indrømme.

Selve bjergpasset kører vi nu over. På turen kan vi se amerikanske bunkers og tårne på bjergkammen. Her er stejle bjerge, tilgroede med regnskovsaftig bevoksning. Selv her om efteråret/vinteren er der varmt, og luftfugtigheden er høj. En del mindre vandfald løber ned af
bjergsiderne. Det har ikke været nogen spøg at føre krig her. Samtidig er her utroligt smukt med de stejle grønne bjergsider, og udsigten over vandet, hvor brændingen slår vandet hvidt og vi kører igennem en masse små fiskeribyer. Naturen og udsigten minder os om vores tur sidste år langs Highway 1 i Californien op til San Fransisco.

Vejen med hårnålesvingene er sat i stand sidste år for at forebygge de mange trafikuheld på ruten. Der er en masse løbespor, hvor lastbiler og andre kan køre ind og bremse bilen, hvis bremserne ikke dur, og vognen er løbet løbsk. En venlig reminder om at det ikke er helt risikofrit at bevæge sig i trafikken i Vietnam, men vejen var sat flot i stand nu, og absolut ikke noget at være bekymret for. Der er ihvertfald ingen grund til at køre genem den nye tunnel under bjerget, hvis man er turist og har god tid.

På toppen af passet var der store amerikanske og franske bunkers og tårne, et mindesmærke for vietnamesere, der er faldet i kamp med franskmændene, et tempel for trafikofre, en masse souvenirbutikker, en del anmasende lokale som ville sælge/have penge/..., men udsigten og historien var det hele værd. Guiden fik så også lige vist ungerne en plante, der trækker sig sammen, når man rører bladene, og fortalt os at de frugter vi så på, faktisk var små gule og grønne auberginer.

I Da Nang findes en laaang hvid strand, hvor amerikanerne tidligere yndede at holde "ferie". Nu er det vietnameserne selv, som tager på ferie hertil. Stranden er helt åben, uden den mindste form for skygge. Lige nu er palmerne ved den turistvenlige nyanlagte vej langs stranden ret forblæste for at sige det mildt. De fleste af lysmasterne har hældt ind mod land iflg vores guide. Han fortæller, at man allerede har været ud og rette dem op igen i stor stil. 21 mennesker døde
i Da Nang for et par uger siden, da tornadoen ramte byen. 2 af dem i et højhus, som er ved af blive bygget. De sov i huset, da en af etagerne kollapsede. Vi så huset, og ligesom med resten af byen, skal man virkelig se godt efter for at opdage skaderne, men de er der.

Byen har et stort monument for faldne i kamp for fædrelandet. Lige så potent og kommunistisk designet som alle de andre steder, vi har set dem. Blot insisterer guiden her på at kalde dem for friheds-monumenter.

Cham-folket er en minoritet, som efterhånden er ved at forsvinde, så der nu kun er 100 personer tilbage i en landsby langt herfra. Ca. 30 km fra Hoi An og Da Nang er der ruiner fra en Cham-kongeby, der på billederne ligner Mayaruinerne, vi har set i Mexico. Cham-folket er hinduister, og deres skulpturer bærer meget præg af dette. En del af det ligner igen abekongen Lui's ruin af et slot ude i junglen i Indien i junglebogen. Museet i Da Nang for Charm-folket har en flot samling statuer med de festlige figurer med bryster (urmoderen), mand med enorme læber (den mandlige gud), elefanter, aber, løver og drager og en fuglegud.

Marmorbjergene udgør et område, hvor folk i generationer har brudt og
forarbejdet marmor. I dag er det forbrudt at bryde marmoren, men
håndværket har de lokale fortsat, og det er utroligt, hvad de kan
skabe med godt håndværk og hårdt arbejde. Hvis vi ikke kunne leve
uden en marmorfigur i haven, så skulle den nok være herfra - man kan
helt sikkert tegne hvad som helst og få det lavet til mål her. De har
kasser med statuer stående klar til at sende til USA, Australien og...

Silke er også noget, de er dygtige til her i området. I Hoi An fik vi forevist produktionen af silke. Det var første gang, Nicolai og Lærke så silkeorme som små, store, i kokoner... trak i silkesnogen fra kokoner, og så hvordan silken blev spundet og vævet. Pigerne der broderer smukke mønstre med silketråd efter fotos af malerier, er virkelig dygtige. Det samme er dem, der sad og skar detaljerede billeder i træ. De fik os til at snakke en del om de to bedstefædres
værksteder. Pigerne, der flettede sivmåtter har også vores beundring. Sikke et tempo, de arbejder i.

fredag, oktober 27, 2006

Kongebyen Hue

Hue er Vietnams svar på den forbudte by i Beijing. Vi gik over broen
og ind til den indre og den ydre kongeby. Begge er stadig omkranset
af store mure.

Den indre kongeby er museum. Det er et temmelig stort område med tre
broer ind til en plads til ritualer foran det første palads, hvor
udenlandske ambassadører og andre er blevet modtaget. Derefter
bevæger man sig mere og mere ind imod det intime område, hvor
kongerne har boet med deres nærmeste.

Dette er dog stort set helt forsvundet. Vietnamesiske kommunistiske tropper forskansede sig derinde, amerikanerne bombede det, lyder den korte lokale forklaring, vi får.
Der er også stadig skudhuller i nogle af murene. Huset, hvor kongerne har læst bøger er stort set helt bevaret, mens Khai Dinhs palads er en ruin, der bringer vores tanker hen på tilgroede templer i junglen i Disney Junglebogen... den reference virker i hvertfald i forhold
til børnene. Når vi ser rundt her, så kan vi til den ene side af en vej se det totalt istandsatte palads, hvor den sidste enkedronning boede, og en række smukke templer for kongerne. På den anden side af vejen er man ikke lige kommet igang med restaureringen, så her er alt
ruiner, tilgroet og med brædder på tværs af porten, som spærrer indgangen. Troværdigt og spændende. Vi har i mange år sagt, at Vietnam er 20 år efter Thailand i forhold til turismen. Det passer vist fortsat - og udviklingen går jo stærkt begge steder.

Den ydre kongeby er selve byen. Lige rundt om den indre kongeby er der masser af souvenirbutikker, men blot 20 meter længere ude er det en almindelig by. Da vi kørte en tur i cykelrickshaw kl. 1715-1815, var de fleste tilsyneladende ved at komme hjem, folk var
så småt begyndt at spise aftensmad, alle mænd så tilsyneladende
fodbold, en enkelt far så fodbold mens han legede med sine to drenge
på gulvet i stuen. Det lignede jo noget vi kender hjemmefra. Bortset
fra, at husene er mindre, fattigere og pga klimaet meget åbne ud mod
gaden, så man kan se stuerne domineret af de enorme fjernsyn. Set i
forhold til deres indkomst, så bruger de uforholdsmæssigt meget på
enorme fjernsyn, nye mobiltelefoner og enorme gravsteder for
forfædrene - altså bedømt ud fra en dansk kulturel målestok.

Mellem kongebyens indre mure og de ydre mure, ud mod Duftenes Flod,
står et tårn med Vietnams nationale flag og på hver side 4 enorme
kanoner. Kanonerne er dog kun til pynt, og har aldrig været affyret.
Alene størrelse var dog nok for Nicolai, de var seje.

torsdag, oktober 26, 2006

Kongebyen Hues mausolæer og templer

Kong Minh Mangs mausolæum var, ligesom Tu Ducs, stort, smukt og
harmonisk. Der var fredfyldt, templer, statuer af mandariner,
soldater, heste og elefanter, smukke blomster, skovområder, søer med
lotusblomster og selve graven. Vi kunne nu godt have sådan et
sommerhus.
Mette og børnene grinede en del af, at Mette er mandarin,
dvs embedsmand. Kongen havde 33 dronninger, 107 konkubiner og fik 142 børn. Det siges, at der hver aften blev udvalg 5 konkubiner til hver sin del af nattevagten og at "han gjorde dem alle lykkelige og 3 blev gravide". (yeah right)

Den næstsidste vietnamesiske konge, Khai Dinh, blev indsat med fransk støtte og var ikke en stærk konge, så han brugte meget tid på fritidssysler, og døde tilsyneladende af en kønssygdom. Hans søn, Bao Dai, blev den sidste konge. Han sad frem til august-revolutionen i
19545, hvor Ho Chi Minh kom til magten. Da hovedparten af Hues befolkning var i familie med kongerne, så flyttede Ho Chi Minh hovedstaden til Hanoi, hvor han var i sikkerhed. Oprindeligt var hovedstaden lagt i Hue, fordi Vietnam var truet både fra syd og nord.
Kong Khai Dinh brugte masser af penge på mausolæet for at bruge et
nyt europæisk materiale - BETON. Det er ret kitschet, men også
imponerende med utrolig mange drager på søjlerne og ikke mindst en
statue i fuld størrelse af kongen, der sidder under en baldakin... i
guld. 9 m under statuen er han så begravet. Selve graven er smuk med
billeder lavet af mosaikker af porcelæn og keramik i klare farver med
motiver som lotus, traner og drager.

Altret for solen og månen var så helt ligegyldigt, men da vi blev fanget i monsunregnen der, så fik vi en kop kaffe og saftevand hos den lokale cafe med chaufføren, en meget sød taxichauffør. Vi kørte med samme bil i går, og synes han var sympatisk, fair og kørte godt, så vi havde bedt ham køre for os idag igen, hvilket han var meget
glad for. Jomfru Maria med Jesusbarnet hænger i bakspejlet.

Vi så Thieu Tri, der er et tempel, hvor 20 eunukker er begravet. De fik jo ikke børn, så en af dem byggede for 150 år siden templet, som andre satte i stand igen 50 år senere. Så vidt vi kan forstå adopterede en eller flere af dem et barn, som så kunne tage vare på forfædredyrkelsen, som er så vigtig herude. Det ses tydeligt, når vi kører igennem landsbyer der er så fattige, at mange huse er lavet af strå, mens deres kirkegård er fyldt med store marmorsten ved
familiegravstedet. Gravstedet var under restauration, så en del var lukket og meget var groet til, men til gengæld havde vi det helt for os selv og nød den fredfyldte stemning.

Buddhisternes vigtigste pagode i Vietnam er Thien Mu. Munkene her var i opposition til franskmændene. Den katolske præsident for sydvietnam lod i 1963 soldater angribe demonstrerende buddhister i Hue. I dag har flere af munkene være fængslet af det kommunistiske styre. Vi mødte en utrolig venlig munk, som lod os komme ind i templet og lod børnene prøve klokken. Monsunen slog igen til, så vi ventede i 10 min , mens vi så på åkander og guldsmede i den frodige have.

På vejen tilbage til hotellet kørte vi langs Duftenes flod og ind forbi vejen Pho Mong i landsbyen Kim Long, hvor en del villaer med smukke gaver dominerede kvarteret. Skibene på floden sejler enten med turister eller grus fra de mange grusgrave.

Filosofien bag samfundet er et mix af buddhisterne i det vigtige tempel, af katolikkerne i taxien, af den enorme skulptur (Konfutze?) på bjergtoppen og kommunisterne med Ho Chi Minh billederne over indgangen til enhver skole.

En utrolig spændende dag, hvor vi synes, vi har set meget historie.

onsdag, oktober 25, 2006

Kong Tu Ducs "beskedne" mausolæum

Vietnam Airlines fra Hanoi til Hue - nu er vi allerede så flyvevante,
at Lærke først fik at vide, at vi skulle ud og flyve i morges. Det
var jo blot en transport, som så mange andre. Det var en fin tur.
Chauffør og guiden Long sørgede for vi kom derud til tiden, tjek ind
gik helt uden køer med søde mennesker som gav os gode pladser langt
fremme i flyet og ved siden af hinanden. Vi kunne købe gulerødder og
bananpalmeblade med klistret ris og svinekød (sticky rice) i
lufthavnen, så vi ikke skulle leve af flymaden, udsigten fra flyet
var fin, vi fløj til tiden etc. Kastrup lufthavns lange køer ved
paskontrol og tjek ind vinder desværre ikke over vietnamesiske
indenrigslufthavn i effektivitet og service!

Hue ligger lige midt i Vietnam. Der er ca 1.000 km mod nord til Hanoi
og tilsvarende mod syd til Saigon eller Ho Chi Minh City. Landet er
smalt, vist ikke meget mere end 80 km bredt her. Det er den gamle
kongeby. Indtil 1945 holdt kongerne til her i mange år.
Forfædredyrkelse og livet efter døde var vigtig, så kongernes
mausolæer er store og smukke. De blev også brugt, mens kongerne var
levende som sommerhuse for kongerne og deres hof. Konerne blev boende
i mausolæerne efter kongens død. Ganske praktisk.

Allerede fra lufthavnen og ind til byen kunne vi se, at rismarkerne
stod under vand. De orkanerne, der har plaget området de sidste par
uger, kan ses. Derudover er der nu ikke noget at se,

Vi bor på Saigon Morin hotel. Det er Marcopolos valg og byens bedste.
Intet mindre. Der er fotos af det svenske, norske og hollandske
kongehus, som har boet her. Hotellet er smukt, lyserødt (!) og har
105 års jubilæum. Det er som at komme ind i fransk kolonihistorie,
for ægteparret Wladimir og Jeanne Morin var franske, ligesom
efterfølgeren Henri Morin. Dejligt med luksusværelse med udsigt over
floden, morgenmadsbuffet med alt hvad vi kan komme i tanke om af
europæisk, vietnamesisk mad og masser af frisk frugt. Skønt hotel med
utroligt sødt personale.

Straks vi var ankommet tog vi ud til kong Tu Ducs "beskedne"
mausolæum. Det var stort og smukt med lotusblomster i søen, hvor
lokale fiskede, ligesom kongen i sin tid har gjort. Arbejderne gjorde
i sin tid oprør mod deres slavelignende vilkår, som stod i skærende
kontrast til mausolæets luksus. De indgik forlig og det hele blev
bygget på tre år og efter Feng Shui principper. Kongen havde haft
mæslinger som barn, hvilket gjorde ham steril, så trods 103 koner
blev det ikke til nogen børn. Konerne havde hvert et lille værelse
med plads til en seng og et bord i et sideområde... ikke de store
forhold til andre end kongen, men der var smukt, stille og harmonisk
med f.eks pagode, hvor kongen læste digte med konkubinerne.

Vi sluttede dagen af med skype, nu med kamera så vi kan se mormor og
morfar :-)

tirsdag, oktober 24, 2006

Ristede peanuts med kokosnøddesmag... ok, det var så ikke lige det, vi sendte hjem

Coconut flavoured roasted peanuts står der på den kasse, som Hanois internationale postkontor gav os til at sende et par souvenirs hjem i. Gad vide om der er en tolder mellem Hanoi og Nivå, hvor Mettes forældre bor, der studser over den forsendelse. De er sikkert vant til at se lidt af hvert.

Posthuset var en dejlig oplevelse. Vi synes faktisk, at det var helt fint at være på posthusene i Kina og sende en pakke hjem engang imellem. Men nu hvor vi stod som de eneste foran skranken og blev betjent af en sød kvinde der talte glimrende engelsk... så blev de kinesiske posthuse, hvor sprogkundskaberne var en del mindre, og det med ”hvis jeg sender det med fly, hvad bliver prisen så, i forhold til hvis jeg sender pakken med skib” var et helt utopisk spørgsmål, især fordi der var travlt, lange køer og alle sprang køerne over, talte på kryds og tværs til postmedarbejderne, der de facto ekspederede 8 personer af gangen konstant... Her var der to af gangen, tid og stilhed (!). Så gjorde det såmænd ikke så meget, at hun skulle have 2 papirer udfyldt til pakken – og 2 til hver af de 6 kuverter, hvor der var andet end papir i, incl. de 3 hvor det blot var en lille blok papir. Mette fik med andre ord udfyldt en del formularer. Godt at have en professionel bureaukrat i familien.

Vi mødtes med Mettes gode kollega fra Danmarks Eksportråd/Udenrigsministeriet, Erik Ovesen. Christian kendte også Erik lidt fra et julearrangement for en del år siden, og så frem til at snakke med ham igen. Det blev et rigtig hjerteligt, spændende og lærerigt møde, som vi alle nød – også Lærke, som straks var tryg ved Erik og viste ham sit seje Powerpuff Girls gameboyspil.

Ungerne fik lov at bestemme eftermiddagens sidste timer, så det blev cafeen med legekarusseller ved Indira Ghandiparken med Konfizius statuen i overstørrelse (den ligner ham i hvertfald). Isene, teen og frugtjuicene er utroligt friske og gode, karussellerne herlige når man er 3-4(-5) år. Men som så ofte hernede skal man vare sig lidt med at tage imod tilbuddet om personaletoilettet, hvis der ellers er kø, for det er oftest skræmmende. Det hele ligger ved en skole, så Nicolai kunne lidt fascineret høre børnene læse op i kor gennem det åbne vindue på førstesalen.










Imens fik Christian og Mette talt om dagens møde og Troels Kløvedals bog Kineserne syr med lang tråd, som vi netop begge er blevet færdige med, og lige skulle have vendt. Der er fælles oplevelser fra Shanghai, de Gule Bjerge og Suzhous smukke haver. Og emner, som vi læser forskelligt, hvor Mette ser op fra bogen og skal have bearbejdet en historisk japansk masakre i Nanjing, mens Christian er fascineret af dæmningsbyggeriet ved Yantgzefloden og begynder at regne på, hvor meget energi, kineserne egentlig kommer til at producere. Det er virkelig positivt at 26 x 700 MW af deres elforbrug vil blive dækket af vandkraft via dæmningen, fremfor via mellemøstlig olie eller forurenende kulkraft. Den har enorme omkostninger menneskeligt, økonomisk og naturmæssigt, men det virker som om, den kan blive det værd hvis den kommer til at virke. Den bliver som infrastruktur uhyggelig vigtig for Kina og millioner af mennesker nedenfor dæmningen og dermed opprioriteres med et slag terrorbeskyttelse og international fred på agendaen for de kinesiske magthavere i fremtiden...

Vi nåede lige dagens 2. pooltur for ungernes vedkommende samt Teen Titans på Cartoon Network tilbage på hotellet, inden der blev ro til avisen, mail og blog.

mandag, oktober 23, 2006

ZEN, Skype og den danske sangskat

Vi holder et par rolige dage på hotellet.

Shiseido er en japansk parfume og creme, som efterhånden ikke fåes så ofte i Danmark. Mette kan godt lide aromaterapitilgangen til parfumerne, og vi fandt såmænd en hel konceptbutik. Vi duftede os igennem udvalget til stor fascination for ungerne. Den valgte opdagede vi bagefter hed ZEN – nu må vi så håbe, den bidrager til harmoni og balance i vores liv. Ihvertfald dufter den godt, og med navnet minder den os med sikkerhed om rejser i denne spændende verdensdel og kultur.

Skype er genialt. Vi har ringet hjem og snakket med moster Lene, bedsteforældre og oldemødrene og børnenes nærmeste venner. Når vi tilmed kan se farmor/farfar, og Carl Vilhelm/ Johan Emil/Linda/Klaus, så er det jo bare super sjovt. Lærke og Nicolai synes, det er lidt sejt at holde yndlingsbamserne og gameboy’erne op foran kameraet og vise dem frem. De fik også en god snak med vennen William i telefon. Det er stort set første gang, de taler i telefon på rejsen med deres venner. Nyt, spændende, dejligt og lidt svært for dem alle. Det var en stor oplevelse og betød rigtig meget for os alle fire.

Vi synger ”blæsten kan man ikke få at se”, når vi snakker om, at efteråret er kommet til Danmark. Det kan være lidt svært at forstå, når vi nyder solen her og holder os inde i middagsheden. Disneys Hakuna Matata (swahili – Løvernes Konge) og for Lærkes vedkommende ”Se min kjole” synger de også meget. Ellers er Sigurd Barret et hit, især ”Hvor skal vi rejse hen i dag? Hvor synes du min ven?”, hvor vi skiftes til at vælge land og så digte et vers om, hvad vi gerne vil opleve der. Fiji (Lærkes fødselsdag), New Zealand (mobilhome), Brasilien (farmor og farfar) og Disneyland (!!!) er blandt de mest populære.” Jeg vil rejse til Kina, gå en vandretur. Spise med fine pinde, ved den kinesiske mur.” synger Sigurd selv (så vidt vi husker :-)

Svømmer i poolen formiddag og eftermiddag. Ungerne er blevet superglade for og trygge ved vandet og gør store fremskridt. Det er en fornøjelse, og de kører os helt trætte, for vi skiftes til at svømme nogle baner og se efter ungerne, når vi altså ikke simpelthen leger allesammen. Her er ret mange italienere med børn, som tilsyneladende er ved poolen hele dagen... om det er en billig badeferie, eller de rent faktisk ser landet, ved vi ikke.

Lidt praktisk skal vi jo også foretage os, for tøjet skal jo vaskes. Vi vasker mest selv, omend OMO herude er så kraftigt, at vi konsekvent har ondt i hænderne efter 3-4 håndvaske og akut tænker i fed håndcreme, og de miljøvenlig mærker vi plejer at bruge hjemme. Christian fandt dog et vaskeri lige ved siden af hotellet her, og så blev det meste vasket grundigt. Det er vist første og eneste gang, at Nicolai har hentet en så fint strøget skjorte.

Rolige dage eller ikke rolige dage, så er der masser af tid til kys og kram – til at tale sammen – til at holde kontakten med familie og venner – til at lære en masse ...ZEN.

lørdag, oktober 21, 2006

Intensiv sightseeing

Vi har lejet en bil med chauffør en hel dag. Med aircon. Så slipper vi for at gå i den fugtige varme, for det kan Christian og ungerne ikke holde til. Og vi slipper for at skulle forhandle med taxichauffører hele tiden. Dejligt.

Det er simpelthen utroligt, hvad vi kunne nå at se fra 8-15 på den måde.

Vi startede med at køre hen forbi operaen, der er en stor, smuk bygning i gammel fransk arkitektur. Lys gul med hvide rammer omkring døre og vinduer. Stilren og velholdt. Smart eller irriterende er det så, at Hilton har bygget deres hotel halvvejs rundt om, men dog med pæn afstand og i ens sarte farver. Det historiske Hanoi Hilton, altså fængslet, kom vi til senere.

Ved århundredeskiftet så byens huse anderledes ud. Få er bevaret, men et enkelt er dog af byen søgt ført tilbage til, hvordan det så ud dengang. Det besøgte vi, og hittet var klart det gamle legetøj, som fuldstændig ligner gammelt dansk legetøj med papmachemasker (blot andre motiver), sejlskibe og biler af blik mm. Nicolai prøvede deres hårde senge, som han jævnligt klager over på hotellerne. Her var de bare endnu hårdere, nemlig kun træ, som sofaen og lænestolene på hotellet. Hovedpuden var her af bambus, men her har hotellerne heldigvis imødekommet vores vaner med lidt blødere puder.

For 100 år siden var der byporte omkring Hanoi. I dag står der en tilbage i en lille sidegade. Det er den eneste, der giver et indtryk af, hvordan det var at ankomme til Hanoi dengang, hvor franskmændene var kolonimagt.

Templer og pagoder er smukke og gode steder at lære om forskellighed og respekt for forskellighed. Vi har set munke der leder bønnen for grupper af almindelige vietnamesere. Vi har set mange unge mennesker i høje hæle og smart tøj tænde røgelsespinde og lægge frugt, blomster, små spiritusflasker og legetøjspenge på altrene, bede en bøn og smutte ud på scooteren igen. Vi besøgte pagoden ved dæmningen ved Vestsøen og Ba Da pagoden i centrum. Børnene og Mette tændte en håndfuld røgelsespinde. Vi snakkede om de røgelsespinde fra Thai supermarkedet på Istedgade på Vesterbro, som Nicolai og Mette for sjov havde tændt et par uger før afrejsen. Ungerne og Mette tog skoene af og satte sig ved et af altrene og talte sagte om det de så. Især Nicolai var klar til en snak om religion, som han konstaterede her mest handler om at være gode ved hinanden. Vi fik en snak om respekt og forskellighed her, mest det jordnære om at undlade at forstyrre de bedende, vise positiv interesse, tage skoene af og den slags, men også det lidt større billede. Forhåbentlig bliver børnene interesserede i verden, nysgerrige og tolerante.

Vi rundede religionen af med et besøg i den katolske katedral i centrum. Det er en ret stor kopi af Notre Dame i Paris. Intet mindre. Man har vel villet omvende de uciviliserede, eller blot savnet det hjemlige åndelige holdepunkt midt i alt det fremmede. Med udpræget mangel på finfølelse skulle den være opført netop der, hvor der før lå et tempel. En stor smuk katedral med Jesus, Maria og Juleevangeliet. Nicolai måtte have historien om Jesus et par gange, for det var synd, at han blev slået ihjel, fordi han blev en trussel for magthaverne. Han var dygtig læge og helbredte syge, sagde næstekærlige ting om tilgivelse, men hvad var nu det med, at han sagde, at han var guds søn.

Ho Chi Minh og Ba Dihn pladsen, der er magtens plads, var åben i dag. Vi gik en tur forbi Ho Chi Minhs pælehus, hvor han har praktiseres nærmest asketisk Simple Living med to værelser og en åben plads til et ekstra kontor under huset. To pæne biler, heraf en fransk Citroen var det dog blevet til. Ved siden af ligger mausolæet og museet, men de er så lukkede længe endnu. Alligevel stod der flere skoleklasser foran, der mest lignede rødgardister med deres røde tørklæder.









Da Mette nu er uforbederlig royalist, så var det interessant at se lige over på den anden side af pladsen. Her ligger det gamle smukke franske gymnasium, hvor Prins Henrik gik. Det er nu kommunistpartiets hovedkvarter.

Både Præsidentpaladset og Udenrigsministeriet ligger også på pladsen i smukke gamle franske bygninger.

Sejrherrerne skriver historien. Det var Nordvietnams kommunister, der vandt kampen om Vietnam. Det ses ikke kun på partihovedkvarteret, men bestemt også i byens museer.

Vi besøgte Army museum, hvor de eneste helte, der er i Vietnam, er de revolutionære og patrioterne fra nord. Børnene synes, at fly og kampvogne var interessante. Christian kendte typerne, og hvordan de havde været brugt strategisk. Mette interesserede sig for det politiske mht Frankrig, USA og Kina, og portrætteringen af udenrigspolitikken. Ho Chi Minh er uden diskussion helten i Vietnam, hvor han citeres og afbilledes overalt.

I det berygtede fængsel, som amerikanerne gav navnet Hanoi Hilton, var beskrivelsen af fangernes forfærdelige vilkår tilsvarende begrænset til de vietnamesiske revolutionære og patrioter. Amerikanerne derimod blev behandlet pænt og respektfuldt, fik mad, motion og lægebehandling. Sådan vises det ihvertfald i museet, som er lille og uden de store rædsler, men dog nok til at man får et indtryk af forholdene. Mest symptomatisk for Vietnam er dog nok, at det meste er revet ned for at give plads til fremtiden, fremskridtet og udviklingen... i form af to højhuse, som vistnok rummer et hotel. Kønne er de ikke, men som alt her ser de fremad. Historien skal man selv opsøge som turist.

fredag, oktober 20, 2006

Uddannelse er vigtigt

Vi besøgte naturligvis Litteraturtemplet, Vietnams første universitet fra 1076, dvs fra slutningen af Vikingetiden med slaget ved Haistings i 1066.

Det var interessant og lidt morsomt at se, hvordan de store professorer og filosoffer, som kineseren Konfusius, blev fremstillet som guder med altre. Gad vide om man kan bede til, at man selv eller ens unger klarer sig godt til eksamen. Ungerne var mest fascineret af den enorme tromme, der kaldte til time og pause i sin tid – og de mange skildpaddeskulpturer, som hver især holdt en sten med navne indgraveret på i alt godt 1.300, som havde bestået uddannelser på stedet mellem 1400 og 1880.

Kongen selv eksaminerede de studerende ved den endelige eksamen, og han var den, der gav dem karakterer. Det er da et incitament til at forberede sig godt, hvis man ønskede job i statsadministrationen! – og et bevis på, at de virkelig mener det, når de siger, at de prioriteter uddannelse, både dengang og nu. Det kan vi jo så kun sige, at vi synes er fremsynet. Ho Chi Minh er citeret for at sige, at hvis man vil have værdi i 10 år, så skal man plante et træ, hvis man vil have værdi i 100 år, så skal man uddanne et menneske.

Vi mødte en gruppe søde piger i templet. De talte lidt engelsk og spurgte meget til, hvad vi lavede. De studerede såmænd minedrift mhp arbejdet med kulminen mellem Hanoi og Halong. Lidt sejt, synes vi.

torsdag, oktober 19, 2006

Army Guesthouse

Sikke et navn – forsvarsministeriet ligger lige ved siden af, måske er det ejet af militæret – i hvert fald var der amerikanske officerer i restauranten her til morgen, og hvad der efter vores bedste bud var russiske officerer ved poolen i formiddags. Sikkert er det, at det var her Mette boede i 1998. Det hjælper også at være rejsevant, for her har det sikret os Hanois bedste hotel mht pool. Marcopolo har sikret os en suite. Wauv. Det er altså for godt at have to store værelser. Ungerne og vi har en dobbeltseng hver. Der er spisestue. Fjernsyn i begge rum. Stort badeværelse. Terrasse. Stor pool med børneområde med lavt vand. Room service med alt hvad vi kan spise til aftensmad for 14 USD incl drikkevarer. Christian nyder al den luksus og er vældig begejstret for, at vi skal bo her i 5 dage.

Det med at gå hen til morgenmad og hver især nyde at vælge lidt frugt, juice, yogurt, brød... uden at skulle købe ind eller vaske op... det er virkelig dejligt. Vi husker at nyde det, så længe det varer. Mette er blevet begejstret for hotellets suppe med nudler og oksekød eller kylling til morgenmad (!), fordi den er perfekt med koriander, citrongræs, forårsløg og lime. Christian sværger nu til brød og sort morgenskaffe. Deres æg smager fint, men hvorfor spejlæg partout skal laves i 3-4 cm dyb kogende olie i panden, forstår vi nu ikke... Generelt bruges der meget olie i madlavningen. Både vietnamesere og kinesere spiser nudelsuppe og risgrød til morgenmad. De har slet ikke vores kultur med at spise yogurt og drikke frisk mælk. Egentlig synes de, det lidt er for børn. Risgrøden smager ikke som risengrød, men som grød lavet af ris... altså som at spise havregrød, bare af ris. Så blander de så små stykker ristet kylling, svinekød eller oksekød i.








Allerede da vi ankom fra Halong torsdag eftermiddag fik ungerne brændt en masse energi af med at svømme. Både fredag og søndag drøner Nicolai rundt i det dybe bassin selv med svømmevinger. Lærke svømmer tilsvarende med badering, for hun skal bare med. Christian får brugt alt sin energi og lidt til, når han svømmer rundt med dem på ryggen bane efter bane. Mette får brugt sin på 10-20-30.

Fitnesscentret synes ungerne er en legeplads, og der er aldrig nogen i det, så vi kan heldigvis fint lege der. Massagemaskinen er ret populær, fordi den er sjov. Mette synes nu, fitnescentrene altid er lidt jordslåede på hotellerne, så vi er mest ved poolerne.

Gode film er her også. Nicolai og Lærke var lidt høje, da der kom Batman og Robin, hvor der også kommer en Batpige med i teamet.

En god detalje er, at vi hver morgen får en engelsksproget avis, Vietnam News, leveret på værelsesdøren. Dejligt. CNN og BBC World er på plads overalt, og Nicolai har udtalt at ”TV Avisen er god og spændende og vigtig, fordi...” Han hører da lidt efter, hvad hans mor siger ☺

Hanoi – Halong t/r

Da Mette kørte her i 1998 var vejen smal, bønderne tørrede deres ris direkte på vejen, så bilerne kørte hen over dem og knækkede dem, der var kanaler med vand, hvor vandhyacinterne næsten gjorde det umuligt at ro for de lokale. I dag er der anlagt en asfalteret landevej.

Turen går forbi ca. 10+ mindesmærker for faldne i kampe mod først franskmændene, så amerikanerne og endelig kineserne i forbindelse med grænsestridighederne. Det er rigtig mange unge mænd fra landsbyerne, der er faldet. Krigskirkegårdene ser ud som i Europa og USA, og det er lige vemodigt at besøge dem. Et stort monument og alt for mange ens grave omkring, eller et stort monument med mange navne på, minder om de ukendte soldater. Hvor vi har et kors, har de en gul stjerne. En del grave står åbne og tomme – Long fortalte, at det var fordi en familie i landsbyen havde mistet et familiemedlem, men at man endnu ikke havde fundet vedkommendes jordiske rester. En del leder fortsat efter knoglerne! Ved en anden grav var en del af gravene uden navne og datoer – her havde man begravet en, men vidste så ikke, hvem det var, udover at det var en fra den lokale deling... Ret barskt. Mette fik chaufføren til at stoppe ved mange af mindesmærkerne og mindedes hendes mange rejser til krigskirkegårdene fra 1. og 2. verdenskrig i Europa og Arlington/ Vietnam memorial/ Korea memorial i Washington DC.














Landbruget er hårdt i markerne, hvor det er helt som i Kina, og også ligesom i Kina bor bønderne faktisk i pæne relativt store huse. Strukturen er med statsejet jord, som man kun kan leje en lille jordlod af, samt have en ko eller vandbøffel og måske 5 grise. Den giver heller ikke her mulighed for at investere i jorden eller traktorer, men mange har egen ovn, hvor de brænder mursten til eget hus og lidt salg ved siden af. Både køer og grise transporteres på knallerter og i cykeltrillebøre langs vejen... ikke helt efter vores regler om dyretransporter.

Staten kan sælge landmændenes jord til folk, der vil bygge fabrikker. Det var der så også en del, der havde oplevet. Der blev syet sko og tøj i lange baner på fabrikker langs vejen. Når frokostpausen på 1,5 time starter og slutter kan man se utallige (velklædte) kvinder på vej ind/ud. Tilsvarende når skolen slutter kl 1130, så er vejene fulde af unge i skoleuniform med hvid skjorte på cykel.

Kul til 90% af Vietnams forbrug kommer herfra området, og de graver godt i bjergene, men luftforureningen er desværre også derefter. De tænker i atomkraft og solenergi som alternativer, omend der er lang vej til at realisere det endnu.

Vejene præges af plakater og flag og bannere i god kommunistisk stil med slogans, som ”vi bygger et smukkere og bedre land”, røde faner med hammer og sejl, det vietnamesiske flag der er rødt med en stor gul stjerne i midten, eller minder om byjubilæer o. lign... og nu også moderne reklamer for byudviklingsprojekter og diverse produkter. Firmaer bygger hele kvarterer med tomme huse uden døre, vinduer og farver... så kan køberne selv designe resten. Der købes jord op som investering udenfor Hanoi i stor stil i forventning om, at byen vil vokse og priserne på jord stige.

Undervejs gjorde vi holdt ved en workshop, hvor Lærke og Nicolai fik lov at male med på lakmalerier, se syersker og pottemagere i arbejde, og ikke mindst se alle deres smukke ting. Det bedste ved stedet var nu, at det er et socialt projekt, hvor forældreløse og handicappede børn får et hjem, en uddannelse og et job, hvor de kan forsørge sig selv.

Lærke er fortsat vores stjernefotograf. Enhver krise kan klares ved at låne hende kameraet... det betyder masser af sjove billeder.

onsdag, oktober 18, 2006

Halongbugten – et af de smukkeste steder i verden

Smuk natur, frisk seafood og et skib så luksuriøst, at vi følte os, som de mest priviligerede af franskmændene i Indokina må have følt sig.


















Naturen var fantastisk. 2-3.000 kalkstensøer, der står op af havet i bugten. Alle med grotter under. Solskin. Blåt hav. Smukke både med karakteristiske gule hjælpesejl.

En to-dages-tur er med afgang fra Hanoi om morgenen, en køretur gennem rismarker og landsbyer, afgang fra Halong havn kl 12.30 og retur igen næste dag kl 12, hvorefter man kører retur til Hanoi. Ombord på båden er livet skønt. Først og fremmest, fordi Halong bugten virkelig er smuk.

Vi startede med en luksusfrokost med rejer, fisk, blæksprutter, grøntsager, ris og hvidvin.
Nicolai fik sin yndlingsfrugt, mango, serveret smukt hele to gange.

Eftermiddagen gik med besøg i Amazing Cave (navnet... er rent faktisk berettiget). Vi vandrede igennem grotten, som utroligt nok blev ved med at blive større. Lofternes buer viste tydeligt, hvordan saltvandet havde opløst limstenen inde i kalkstensbjergene, og da vandstanden var faldet, så var hulerne blevet skabt. Stalakitter og stalamitter var flotte, og her var god plads og en ro og stilhed, som vi virkelig nød og ikke tog for givet efter 6 uger i Kina.

Inden aftensmaden nåede vi også at lægge til ved en lille strand, hvorfra vi badede. Dejligt varmt vand. Selv Mette kom i uden protester, og hun kan ellers se kuldskær ud selv ved 27 grader varmt vand. Vi tror nu ikke, at det var helt rent, for der var virkelig mange skibe ... men en kort dukkert var vi absolut nødt til med ungerne.

Vi nød udsigten fra taget af skibet, fandt flagene på en masse lande i en klistermærke + opgavebog, tegnede mm om eftermiddagen. Mette malede akvarel.

Christian smilede lidt af et tempel på en fjern, isoleret klippetop på en ubeboet ø – med en mobilantenne ved siden af, så alle havde fin mobildækning midt ude i bugten. Det tjekker Christian hele tiden, nærmest som en ubevidst vane, så vi ved altid, hvor der er trådløse netværk og GPRS dækning...

Nicolai købte kokosnødder med frisk saft og sugerør i og de særligt gode små bananer af en dreng på hans egen alder, som sejlede rundt sammen med sin storebror i en lille båd og solgte frugt. Lærke købte lyserød jordbærslik hos en kvinde i en anden lille båd, der lignede en lokal 7/11.

Begge ungerne, og især Lærke, styrede entusiatisk båden hos kaptajnen – Mette fortalte dem, at ungernes farfar sejler meget, så der var ingen grænser for velviljen. Vi nåede også at nyde en smuk solnedgang og sågar en smuk stjernehimmel, hvor Nicolai og Mette så på ønskestjerne og ønskede - alt sammen inden aftensmaden.

Så stod dagen på aftensmad med rejer i en gigant(20 cm+) lilla variant, vi aldrig før havde set. Igen med så mange retter seafood, at vi blot kunne nyde den friske mad. Maden blev nu først serveret kl 19, altså een time efter vores almindelige rytme. Det betød, at ungerne stort set havde spist sig mætte i bananer og mango inden da, og at Lærke faldt i søvn under forretten.

Stemningen var ala Orientekspressen med 7 par turister på en stor båd med masser af personale. Vi havde 2 (!) dejlige kahytter på samme etage, som vi spiste og opholdt os på, hvilket var skønt, så ungerne kunne gå frem og tilbage. Vi sov kun i den ene, og sagde til vores guide Long, at han var velkommen til at sove i den anden... det betød, at 3 (!) guider sov i vores værelse i stedet for i sofaerne i opholdsrummet. Ja, der er levestandard til forskel. Alle er nu super søde, og stemningen var rigtig god på skibet.

Næste morgen var der morgenmad 7.30, hvilket vi næsten nåede til tiden... ca. 15 skibe lå i samme bugt natten over. Vi sejlede ud sammen, og fulgtes stort set på hele ruten. Alligevel var der stille og dejligt. Ingen dyttede af hinanden eller overhalede som på Lifloden i Kina. Og med så få turister på hver, så var der på ingen måde overfyldt i grotter eller på stranden. Dejligt.

Solen skinnede, himlen var blå, der var stille, det blæste en mild brise på 3-4 m/s. Vi sad og læste udenfor. Troels Kløvedals oplevelser i Kina (Kineserne syr med lang tråd) passede perfekt, for han har taget stort set de samme fotos, som vi har taget, og gjort sig de samme tanker og overvejelser om kineserne, den menneskeskabte natur som kineserne foretrækker (ex Bonsaitrær og meget ordnede haver og parker) vs. den (rigtige) utæmmede natur, det høje støjniveau, og sågar den økonomiske udvikling og politikken – en forrygende bog han der har begået.

Vi sejlede gennem et lille hul i en klippevæg ind til en smuk indsø i en ø... fantastisk stilhed med øens regnskovsagtige vegetation og de stejle klippevægge omkring os, og så den lille åbning, vi var sejlet ind af.

Da Prins Henrik blev bedt om at nævne det sted, som han synes var smukkest i hele verden, så nævnte han Halongbugten. Det er vi tilbøjelige til at være enige med ham i, og vores guide Long, som ikke var været udenfor Vietnam, synes naturligvis, at det da var rart, at han så er netop her ☺