torsdag, november 30, 2006

Ørne, tuararaer og forstenede træer

Igen et nyt dyr - en dagskvote, som bliver svær at fastholde. Vi så ørne flyve omkring os af 3 gange i dag. Det var ekstra populært, fordi Nicolai 2 dage i træk har valgt at være ørn, når han har leget med de danske piger Bodil og Tine på 6 og 8 år. I Bjørne Brødre har den ældste bror ørnen som totem. Indianeren Yakari har også en ørn som skytsdyr. Det har Nicolai nu besluttet at han også har.

Vi vågnede tidligt og kørte ud til stranden og så forstenede træer. Nicolai var fyr og flamme. Han og Mette drønede rundt i lang tid. Det var for sejt, at træerne havde stået her for 180 mio. år siden - i Nicolais optik, dengang dinosaurene levede. Så var de blevet dækket af vulkanudbrud. I alt tre lag skov med lava over blev det til, før vandet fik vasket det øverste af. I dag kan vi så se det nederste af de tre lag skov, og det ligger så i klipperne på stranden og er forstenet. Vi så forstenet skov i Arizona, og det var langt større og mere tydeligt skov end dette, men derfor var dette nu ret flot alligevel.

Videre af den smukke vej med de mange strande med surferbølger, kolde vinde, mostilgroede træer, gule gyvel og får får og atter får... kom vi til den største sydligste by. Den var også domineret af skotske tilflyttere, så bymuseet hedder Scotland Museum. Der var en samling
øgler, tuararaerne.


De koldblodede krybdyr levede allerede for 225 mio år siden - også samtidig med dinosaurene. Da dinosaurene uddøde for 60 mio år siden, så uddøde tauraraene også i alle andre lande, men netop her på NZ er de her stadig, omend de er sjældne. Efter endnu en dinosaur-oplevelse tog vi også lige en Sindbad Søfareren-oplevelse. Nicolai og Lærke synes, at tegnefilmen om Sindbad er fantastisk spændende (de voksne kan også godt lide den), så det var let at sælge en museumsudstilling med et gyngende skibsdæk og historien om Grants forlids og mange andre skibsforlis. Vi fik også set udstoppede Kiwi fugle, men det tæller ligesom ikke, hvorimod en benknogle af Moa-fuglen var imponerende. Den er uddød, men det var vel som en struds ville se ud, hvis dens ben var på størrelse med en girafs. Det passede Lærke godt, for i ZOO-legene, hvor Nicolai havde været ørn, var hun dyrepasser eller giraf - og nu kunne hun så gå rundt og fotografere stedet.

Vi kørte til Manapouri - dyrt men dejligt beskriver vist campingplads og ture herfra. Har set bjerge med sne på toppen, så lidt december og jul får vi da. Bruger aircon og varmluftblæser flittigt, for Mette fryser. Vi har pyntet op til jul i vognen. Knallerter i rød, grøn og sandfarvet. Julesok. Appelsiner, kogler og gran som juledekoration. Ungerne glæder sig vildt til julekalenderen i morgen.

onsdag, november 29, 2006

Søløver og trampolincirkus

Dagens nye dyr set i naturen: Søløver. Mange af dem endda. Omend lidt ovenfra og på afstand. Og 5 til af de guløjede pingviner, så nu er vi oppe på at have set 10 af de 4.800 sjældne dyr.

Vi startede dagen med at spise morgenmad med Bodil, Tine, Lotte og Peter fra DK. Børnene legede dejligt sammen. De optrådte med cirkus, hvor de skiftedes til at lave flotte trampolinoptrædender. Lærke vandt Dunedin Campings internationale trampolinkonkurrence som hoppebolden. Det var sjovt. De store piger skabte en flot leg for alle. Nicolai lavede baglæns kolbøtter på trampoliner, da han så, at han måtte oppe sig noget med alle de dygtige piger. Vi nød at snakke og lege med dem.

Vi kørte sydpå fra Dunedin af South Scenic Route. Første stop var Tunnel Beach, der er etableret af William Larnach, som også byggede slottet, vi så for to dage siden. Han har i sin tid hugget en ret lang tunnel igennem klippen, så hans døtre kunne komme til at bade helt ugeneret. Sådan. Nu er det et pænt stykke fra slottet, bølgerne var massive, og det var koldt, da vi var der. Vi havde altså ikke badet der, selvom vi havde fået bygget sådan er tunnel. Turen ned til stranden var sej over stejle marker og klipper og med frådende bølger.

Ved Nugget Point travede vi igen tur af bjergsiden - oftest uden afspærring.Stejlt og langt ned. Ungerne var nu eksemplariske. Vi gik ud til et skønt gammel fyrtårn, som ligenede Rasmus Klumps Fyrtårn. Flot udsigt. Tydeligt at se, hvordan vandet slider på klipperne og former dem. Masser af søløver og havfugle i vandet. Vi mindedes den søløve, vi krammede i Cirkus Benneweis hjemme i KBH. Den var sød, men glat, våd og lugtede af fisk. På vej ud til fyrtårnet stoppede vi ved udsigtspunkt med observationsstade, hvorfra vi så pingvinerne. Herfra så Nicolai de første søløver - og på utrolig lang afstand.

Vi stoppede et roligt sted ved vejen med god udsigt. Det var vores første nat helt uden campingplads. Mette frøs og sov uroligt, mens regnen styrtede ned. Det var hundekoldt om morgenen. Samtidig forfriskende blot at være sig selv og sidde og se ud over fårene og Catlins grønne bakker og floden.

tirsdag, november 28, 2006

Chokoladefabrik

Cadburys Chokoladefabrik ligger i Dunedin. Herfra forsyner de NZ med et enormt udvalg af chokoladetyper. Enkelte i mørk chokolade med høj kakaoprocent, men det meste i lys chokolade med endeløse smagsvarianter, som det er ret deprimerende at høre om, hvordan de laver. Ikke desto mindre er vi nu ved at smage os igennem en del af udvalget. Vi havde allesammen set filmen Charlie og Chokoladefabrikken med Johnny Depp, så ungerne synes godt, at der måtte være floder med flydende chokolade i store mængder derinde. Det var der næsten også. De kundemindede mennesker havde bygget en silo udelukkende med de formål, at besøgende kunne få lov at se 1 tons flydende chokolade vælte ned fra toppen. Sejt. Lærke ville gerne lige have stukket en finger frem for at røre og smage. Alene til påske laver de 40 tons påskeæg til de knapt 4 mio NZere. Vi måtte starte chokolademaskiner, se chokoladenisser lave ulykker, Nicolai og Lærke måtte lege at de kørte i de gamle lilla chokoladebiler, og vi kunne læse om Mayaernes oldgamle forhold til chokolade og tænkte på vores dejlige rejse til Mexico sammen med Birgitte i 2000.

Om eftermiddagen nåede vi at gå en tur op og ned af verdens stejleste vej. Dunedin er med sine stejle gader, bygget som den er på bjergene, bestemt ikke en by, der tiltaler Mette som et sted at bo. Ellers en rig by, pga havnen og tidligere guldgravere og hvalfiskere. Det var skotterne, som kom hertil først. Byen ligner Edinburgh med bjergene og de stejle gader. I mange år ville skotterne bestemt ikke integreres med englænderne, og jobannoncer tilføjede ublu "englishmen need not apply". Det blev også stedet med det første whiskydestilleri i NZ. Rigdommen gav også byen landets første universitet, og vi kan sagtens mærke, at det er en universitetsy med de mange unge og byens tilbud. Vi kørte en del rundt derude, og campusmiljøet ser ud til at være godt.

Vi mødte Bodil, Tine, Lotte og Peter fra DK, som er hernede for at vandre. Søde mennesker, og det er jo DK, så vi har naturligvis flere fælles bekendte... :-) Børnene er så glade for at lege sammen. Dejligt.

mandag, november 27, 2006

Legedag i vores mobilhome

Det øser ned udenfor. Vi har oplevet og kørt så meget på små snoede veje og bjergpas de sidste par dage, så nu trænger vi til en dag, hvor Nicolai og Lærke kan få pakket legetøjet ud igen. Lige efter morgenmaden ryddede vi sengen. Vi sover alle fire i dobbeltsengen over førersæderne. Det er en helt lille hule, ret sjovt at sove der for børnene, og for de voksne betyder det, at vi ikke skal rede seng.
Alt legetøjet blev fundet frem fra det sæde, der er reserveret kun til de enormt mange legeting, de har med. Dukker, figurer, våben, bamser, Winx og Anders And blade mm. Selv Nicolais nye hoppende kæmpeedderkop kom op i sengen.

Vi tegnede hvaler, sæler, delfiner, pingvin og albatros - og hængte tegningerne op i vognen ved siden af julekort, fotos af mormor og morfar, tegninger af mobilhome, og Nicolais tegninger af Sydpolen og ZOO. Lidt kitchet og dejlig personligt og vedkommende. Maoridukken og nisserne står klar. Julesokken er klar til 1/12.

Christian og Mette fik skrevet blog, ordnet fotos af albatrosser og pingviner og hvaler... der var lige et par stykker, der skulle slettet og klippes til. Fik læst lidt, planlagt de kommende dage, sorteret brochurer til scrapbogen mm.

Vi laver mad sammen allesammen og spiser NZernes nationalkage Pavlova. Marengskage, der virkelig kræver en sød tand.

Citater fra Nicolai de sidste dage:
Vi ankom til en creek/et hyggeligt hjørne med et åløb. "Hvor er her altså dejligt og smukt. Her er træer og fugle. Og man kan høre fuglene, selv når der kommer et andet mobilhome kørende."
Christian forklarede, hvorfor de ikke måtte regulere airconditioningen/varmeapparatet og sluttede af med et bestemt "har I forstået det?". Nicolai så tænksom ud og sagde så "næsten far". Christian forklarede så teknisk. Nicolai så spørgende ud. Christian: "Hvis i kommer til at slukke, så bliver mor sur, når hun begynder at fryse." Så grinede Nicolai stort "nu har jeg forstået det. Det var sjovt far".
Nicolai giver mor kram, når hun fryser, så hun kan få varmen, og sørger for at Lærke ser alle de lyserøde ting.

søndag, november 26, 2006

Tæt på guløjede pingviner med 8-hjuls terrænkøretøj

Vi har simpelthen set 5 af de 4.800 guløjede pingviner, der er tilbage i verden. Pingvinen er et af verdens mest truede dyr. Det er den tredjestørste pingvin, ca samme højde som Lærke. Den er truet, fordi NZernes millioner af får bruger meget plads, ofte helt ud til kysterne. Pingvinen går op til 1 km ind i landet, hvor de lægger æg.
Æggene bliver spist af de katte, possumer/pungræve og hunde, som NZerne har bragt til øen. Mennesker og selv kaniner (som NZerne også har bragt til øen) skræmmer den, så den ikke kommer ind til æg og unger med mad, men bliver i havet. Alt i alt en vanskelig situation for den guløjede pingvin. Heldigvis er der privat initiativ. På Otago halvøen ud for Dunedin på sydøstsåidsen af sydøen ligger et lille reservat startet af entusister og så har een familie et kæmpe landområde, som de fuldstændig har reserveret til dyrelivet.

Vi besøgte Perry og Tracy Reid. De ejer et stort landområde, herunder 6 ud af NZs kun 9 privatejede strande. Ingen mennesker får lov at gå på strandene. De tager turister med ud og køre i området i seje små 8-hjulede terrængående vogne. Vi fik en utrolig naturoplevelse. Fra observationsposter kunne vi se en strand med guløjede pingviner og verdens mindste pingvin, den lille blå pingvin, tæt på uden at genere dem. Fascinerende. En guløjet pingvin lå på rede på skrænten mellem blomsterne. En ung pingvin var gået op på stranden tæt på observationsposten og stod i læ der. Først kom 2 pingviner op af vandet og gik på tværs af stranden op til skrænten, så en til. Det var 5 af de 4.800 guløjede pingviner, der er.

En lille blå pingvin lå og puttede sig i en hule i sandet i skrænten lige op af observationsposten. Så ud af en luge kunne vi kigge ind til den på kun en halv meters afstand. (og nej ingen flash her!)

NZs pelssæler har koloni på Otago halvøen. Med 8-hjuleren kørte vi hen til kolonien, hvor hannerne holdt godt øje med hunnerne. Hunnerne skal snart føde. Derefter parrer de sig straks igen, og så er det for hannerne om at have trommet så mange hunner sammen som muligt.
Hannerne ligger gerne i en uge og passer på "deres" hunner uden at få noget at spise. Hannerne lå med snuden i vejret og vejrede som en hund. Den har rent faktisk en lugtesans som hundenes, snuden ser også ens ud, og den fulgte med i, hvad vi nu ville. Når den ligger med næsen i vejret kan den se 360 grader rundt. En sælhun får sin første unge, når hun er en 6-8 år, og så er hun ellers gravid stort set konstant resten af sit liv, og får en unge om året. Imens løb alle ungerne fra sidste år rundt og legede. De var simpelthen så søde.

En koloni af skarver havde reder på de barske lodrette klippevægge. Vi stod få meget fra uden at de lod sig mærke med os.

NZerne priser sig meget af, at de ikke jager hverken hvaler, delfiner eller sæler - i modsætning til os på den nordlige halvkugle. Derfor har dyrene ingen naturlige fjender, og økoturisterne kan komme tæt på dem. Derfor skulle sæler til naturparker ofte være sæler fra den sydlige halvkugle, for de er mindre sky - tjek det næste gang, i er afsted. Dem sydfra har to halefinner, som de bruger til at gå med foruden at de har øreflipper. De er nemlig i nær familie med søløverne.

Vi tænker lidt på potentialet for økoturisme på Grønland. Det må være utrolig stort. Omend sælerne der har naturlige fjender udover sælfangerne... isbjørne... så helt tillidsfulde bliver de nog ikke. Flypriserne, især på indenrigsfly, skal Grønland ihvertfald gøre noget alvorligt ved først. Vi har nu alle planer om at rejse dertil, men Jonas, Anja, Naja og Solveig er der.

En fantastisk sted. Familien Reid har haft stedet i mange år. De har naturligvis fået tilbudt pæne summer for at sælge, men er noget så sjældent som idealister, der har gjort det til deres livsværk at bevare naturen og dyrelivet på stedet. De får ikke offentlig støtte, for de vil selv bestemme på stedet, og de lader heller ikke forskere forstyrre dyrene, så ukontroversielle er de garanteret ikke. Men beundringsværdige, det er de. http://www.natureswondersnaturally.com



Spøgelsesslot og blomsterhave

Mormor og morfar tog os med til Malerens have, Monets smukke have udenfor Paris. Den synes, vi fortsat er den smukkeste selv om vi har set smukke haver i Kina og nu i New Zealand. NZ er dog et farveflor af Laura Ashley-haver (hende med det småblomstrede, romaniske tøj og
stråhattene, som britiske kvinder elskede i film som Room with a View, og lidt hen af skoleuniformsstilen.) Her er under alle omstændigheder masser af lyserøde gammeldags roser. Dem med duft og stemning, men som er uensartede og hvor blomsten ikke holder længe.
Her er opstammede roser i massevis. Haver der flyder over af blomster i gult og pink. Smukt og hyggeligt. Byerne er store parcelhusområder, hvor flertallet af husene har velpassede og pasningskrævende haver. Alle byer har deres egen botaniske have. Selv Mette oplever, at
hendes interesse for blomster helt blegner i forhold til at denne entusiasme.

Glenfalloch Woodland Garden er kendt for sine mange rhodendendroner. Både de og roserne og stemningen var også dejlig. Ungerne er grebet af Mettes begejstring, dufter flittigt til blomster, viser vej i havens labyrint og stiller glade op til fotografering, naturligvis
især foran lyserøde blomster.

NZs eneste slot er Larnach Castle, også på Otago-halvøen. En rigmand med skotske rødder og imponerende karriere indenfor bankverdenen og politik byggede huset i 1870. Slottet og dets beliggenhed og haver har en helt speciel stemning. En familie har købt stedet, sat det i stand og gjort det til deres livsværk. Fra tårnet kunne man se hele Otagohalvøen.

Nicolai og Lærke synes, slottet var sejt, fordi der skulle være spøgelser. En spøgelsesslot bygget af en, der hed William, ligesom deres gode ven fra Børnehaven. Sejt.

Albatrosser med 3 m's vingefang

Albatrosserne kender Nicolai og Lærke mest fra Bernhard og Bianca- filmene med de to små mus fra musenes internationale redningskorps, der redder en pige fra Lumskebugten og i efterfølgeren en dreng og en ørn i Australien. Nu har de set, at en albatros er lige så høj som
Nicolai og har et vingefang, der er lige så langt som Nicolai og Christian tilsammen er høje.

På spidsen af Otago halvøen ligger en albatroskoloni. En af verdens eneste på fastlandet. De passer godt på fuglene, men på guidede ture til en lydisoleret observationspost kan man komme utrolig tæt på. Hvor er de imponerende. De kan snildt flyve 100 km i timen og cruiser
gerne 1000 km på en dag på de stærke vinde rundt om Sydpolen. De basker ikke med vingerne ofte, men svæver. Der skal til gengæld kraftig vind til, før de flyver - 15-20 m/s er rigtig albatrosvejr.
Når en albatros forlader reden, så tager den ud på havet i 3-6 år, før den vender tilbage for at finde en mage. Den kommer så tilbage i nogle år, indtil den har fundet sig en partner for livet. Derefter vender de tilbage hvert andet år og lægger kun 1 æg pr gang. De kan blive 70 år, men bliver oftest 30-35 år - er på havet 80% af deres liv. De drikker saltvand og udskiller via blodet saltet gennem "nyrekirtler" i pandehulen ved næbbet - smart maskine ;-)

Christians første reaktion til at vi skulle se albatrosser var "forvoksede måger", men vi blev allesammen ret fascinerede af dem - Vi så 6 albatrosser, der lå på reder - 2 par der var ved at finde hinanden og fløj i formation sammen - og mange af koloiens i alt 170 (?) albatrosser. Hannen og hunnen skiftes til at ligge der en uge af gangen, mens den anden er på havet og spise. Hvis en ikke kommer tilbage, bliver den anden på reden til den dør. Den forlader ikke
ægget. De tre ansatte tager så det ægget og lægger det over til en anden rede, hvor det adopteres, mens de snyder den ventende fugl til at tro, at dens liggen-på-rede periode er slut, så den igen flyver ud på havet.




lørdag, november 25, 2006

Vingård, Cathedral Cliffs, julepakke og Moeraki Boulders

Vi vågnede i Gore Bay, en smuk strand med smukke velhaver-huse op af de grønne bjerge med får og køer, der omkranser kystområdet. Vi havde fundet fristedet kort fra hovedvejen og nød stilheden, stranden og legepladsen. Ved stranden var Cathedral Cliffs, nogle smukke høje
hvide klipper helt ud til vandet, der var lige så stejle og spidse som silhuetterne på katedraler. De mindede os om nationalparkerne Bryce og Zion Canyon i Utah lige nord for Gran Canyon. Storslåede, omend på et langt mindre areal. På pladserne ved siden af os camperede billedet på, hvad der sker "når Billabong får børn". - Billabong er trendy mærketøj til surfere. 3 surfere havde fået koner, hunde og mange børn. Nu lå de så i telt tæt ved stranden med de gode bølger og fik det hele passet lidt sammen. Det skarpe trendy var nu gået lidt af, men Billabong shortsene sad stadig på. Herligt selskab.

Vi havde en lang køretur foran os. Den tog hele dagen til 23.30, men så fik vi også tid til nogle gode stop undervejs fra Gore Bay lige syd for Kaikura til Dunedin. Ned langs østsiden af sydøen.

Waipara Springs vingård bød på dejlige smagsprøver på hvidvin af Riesling, Gewürtstraminer og Chardonnay og rødvin af Pinot Noir fra hhv. 2002 og 2005. Vi tog en hvid chardonnnay med videre og et smagskort med smagsindtryk i forskellige typer druer. Det var en dejlig oplevelse, at vi nu kendte druerne og kunne sammenligne Rieslingerne med dem vi kender fra Frankrig. Vi mindedes vores første fælles ferie sydpå, der gik til Frankrig i Inger og Carstens bil (Christians forældre). Der besøgte vi også en del vingårde, men ikke helt med samme fornemmelse for vinen. Hende vi snakkede med var alletiders og satte endda to glas frem til Nicolai og Lærke med hhv . rødt og gult juice.

Mormor og morfars julepakke var ankommet poste restante til posthuset i Christchurch. Den vakte vild jubel. Tænk en hel kasse med gaver og dansk jul. Anne Beate nisser er dansk jul for os, for det er dem Mette og hele hendes familie pynter med - dvs. mor, mormor, "moster"
Lene, oldemor Minna og i sin tid oldemor Ella. Bogen "Ingen jul uden bedstemor", som Nicolai straks meddelte, at den havde han derhjemme, og det var hans yndlingsjulebog. Nu er julegavekalenderen sikret i samarbejde mellem julemanden og mormor og morfar. Vi fik fotos af dem derhjemmefra, som vi har hængt op i vognen. Alt sammen meget hyggeligt. Nisserne står ved siden at Lærkes Maoridukke. Billeder af mormor/morfar hænger ved siden af julekort, tegninger af mobilhomes og fotos af os med koalaer mm.

På vej videre sydover nåede vi at se nogle store runde sten kaldet Moeraki Boulders. De er virkelig fodbold-kugle-runde. 2 tons tunge, kuglerunde ca. 2 meter i diameter og lige store ligger de ca. 20 sten samlet på stranden. 2 var ved at arbejde sig ud af skrænten. Nogle mener, at de er 60 millioner år gamle, og at naturen fortsat skaber dem. At det bare er et eksempel på, at naturen "gør knuder". Andre, lidt mere småkyniske, at stenen har været ballast på et kinesisk skib for mange år siden.

fredag, november 24, 2006

Dinosaurer og sælkoloni i Kaikura

Kaikura er nærmest bare et lille parcelhuskvarter ved vandet, hvor mange af husene er bygget om til B&B og moteller. Sådan virker det ihvertfald. Men charmerende er her, og imponerende natur og dyreliv i havet er der, Efter at have set kaskelothvaler i går, tog vi ind til byens museum, hvor de fortalte om byens fortid som hvalfangerby.
Damen bemærkede, at det var der utroligt nok fortsat nogen der gjorde. Fanger hvaler altså. Vi kastede os ikke lige ud i en solidarisk diskussion på vegne af nordmændene og nævnte heller ikke Mettes pels af Grønlandsk sæl.

Man har fundet rester af to typer dinosaurer i byen. Plesiosaurus og Mosasaur. Begge levede i havet og var store og kødædende. Vi så en kæbe med mosasaurens skarpe tænder og knogler og en stor rund sten med forstenet plesiosaur.

Ellers synes Nicolai og Lærke, at den gammeldags ismaskine var en god opfindelse, ligesom den gammeldags telefoncentral, hvor man forbandt samtalerne manuelt, og naturligvis det gamle fængsel med gummicelle.

Dagens højdepunkt var sælkolonien. Et par hanner lå så man kunne gå tæt på, dvs knapt 10 m. Et råddent sælskelet vakte ungernes interesse - lugten begrænsede forældrenes. En god gåtur derfra stødte vi på en mågekoloni med ufattelig mange fugle. En enkelt vred måge hang lige
over Mettes hovede og skreg indtil hun forlod dens territorie.





Vi nyder deres seafood. Røgede muslinger. Battered blue codd - lidt som paneret fiskefilet, men meget bedre. Nicolai og Lærke spiser utrolig meget fisk, når vi serverer det. Fish and chips, uden chips, men med salat. Suppe med blæksprutter og muslinger. Små stykker røget
laks med Cajun krydderier, lige til at komme over salaten. Røget tun. Dejligt at være tæt ved vandet.

torsdag, november 23, 2006

Kaskelothvaler

Vi har set 2 kaskelothvaler. Vauw. I helikopter fløj vi hen over hvalerne, som hver især var ca. 17 m og 30 tons store. De lever alene, for de spiser 500 kg om dagen. Store blæksprutter, fisk, sæler. Ud for kysten ved Kaikoura kan de dykke ned til 1,5-2 kms dybde og spise blæksprutter. Derfor er her relativt mange hvalerne.
De dykker i 45 min og kommer så op i 5 min for at trække luft. I den tid kunne vi cirkle rundt over dem og se dem i vandoverfladen, mens de pustede vand op i en stråle og slog med halen, når de dykkede ned igen. Den anden vi så, startede med et spring. Sjældent og meget fascinerende. 30 tons plasker ret meget.

IMG_2003
IMG_1992
IMG_1990

Vi har set delfiner i flok lege i vandet ovenfra, og deres finner titte op af vandet inde fra stranden. Albatrosser er det også blevet til, omend på afstand.

Byen Kaikoura ligger ud til vandet omkranset af en bjergkæde med sneklædte tinder.

Deres fiskefiletter får ungerne til at spise op, og forældrene til at overveje, om vi nogensinde får lyst til dansk fiskefilet igen. Frokostrestauranten kom med et par legekammerater fra London, som også bor på samme campingplads. Det nyder Nicolai og Lærke. De leger fint sammen, selv om de ikke taler samme sprog.

onsdag, november 22, 2006

Flymuseum med simulatorer

Flymuseet i Christchurch havde 28 fly. Spitfire fra 2. verdenskrig og en flysimulator for Spitfire, som Lærke og Nicolai hver især crashede en masse fly i. Mange fly og ting fra New Zealændernes indsats i Europa for deres allierede under både 1. og 2. verdenskrig. De sendte
virkelig mange soldater set i forhold til deres befolkningstal og mistede også mange. Mindepladernes navnelister var lange. De mange by og gadenavne so Christchurch, Victoria og Queenstown gør den historiske tilknytning til England allestedsnærværende. En stor gruppe pensionister med fine museumsuniformer tog imod og viste rundt og fortalte historier overalt. En havde været ground crew i flyvevåbenet i 1950erne. En sød dame fortalte at hun havde været sygeplejerske under 2VK, hvor en af hendes patienter var styrtet ned med sit fly. De blev senere gift og fik 52 år og 3 børn sammen. Den ene bor i UK, så der skulle hun holde jul. Sejt at en så gammel dame.
Der er ingen tvivl om, at NZ fortsat føler sig nært knyttet til Europa. Museet drives af private donationer, hvor veteranerne er vigtige, og ligger samtidig i forbindelse med flyvevåbenets nuværende faciliteter. Det gode ved det var, at der var rigtige piloter med kort, blyant, passer og en kop kaffe i cafeteriet og fly som lettede og landede.

Fly der er blevet brugt til de tidlige flyvninger til Antarktis var der med slæder spændt fast under vingerne. Bombetårne med maskingeværer, som ungerne måtte "prøve". Flysimulatorer for jagerfly. Et fint museum.

tirsdag, november 21, 2006

Sydpolen: snestorm -28 grader og Hägglund-køretøj

NZ har en del af Sydpolen/antarktis og har helårsbemandede forskningsstationer dernede. Vi besøgte et spændende museum i Christchurch, hvor vi virkelig lærte meget om Sydpolen. Lige overfor lå den amerikanske antarktisstation - Operation Deep Freeze stod der over døren :-) Vi fik set, hvordan sydpolen for 200 mio år siden hang sammen med Afrika, Sydamerka, New Zealand og Australien. Det er også lande herfra, samt USA, UK, Frankrig, Kina og Rusland, som er meget synlige på Sydpolen. Både Norge og Sverige har dog også baser.

IMG_1935

Det "cooleste" var klart at prøve at være i en snestorm på Sydpolen, så tæt man nu kan komme det, uden at behøve at tage dertil. De har et rum, der konstant er minus 5 grader. Her er isrutchebane, iglo, telt, snescooter og en blæser, så man kan prøve, hvor meget koldere vinden
gør vejret. Hver halve time skruede de så ned for vanmer til minus 28 grader med mørke og vind, som der nu kommer, når det trækker op til storm. Fascinerende at prøve og koldt!

Vi så verdens mindste pingvin, den lille blå pingvin. 2 dyrepassere smurte creme under fødderne på dem og gav dem farvede sokker på. Vi aner ikke hvorfor.


PB220096

For de store børn dvs os alle fire var de svenskproducerede Hägglundkøretøjer ren underholdning. Det er terrænkøretøjer, som bruges på Antarktis. De kører op og ned ad stejle bjerge, sejler igennem vand og rækker over 1 m spalter i isen.

mandag, november 20, 2006

Christchurch

Christchurch er en dejlig by. 350.000 indbyggere - den virker som et stort paracelhusområde med små velholdte paracelhuse med pæne blomster i haverne. En hyggelig lille bymidte ala Århus omkring en katedral, hvor pladsen er pyntet med moderne kunst og naturligvis
fyldt med cafeer. Her er tilsyneladende uendeligt mange læger, tandlæger, akpunktører... Når New Zealænderne ikke går til lægen, går de i teateret, til koncert, læser bøger eller laver alle former for sport i det fri. Kirker er der også overalt, men de er små og hyggelige og meget lokale at se på. Ikke mange vulgære pompøse statements her. Alle de mennesker, vi har mødt indtil nu har været rare, hjælpsomme og imødekommende, selv bedstemoren i biludlejningen.
Et meget sympatisk folk.

Landet er ledet af kvinder. Premierministeren, højesteretspræsidenten og såmænd også repræsentanten for den engelsk dronning. Hvis det er et mål for, hvordan verden ville se ud, hvis den var ledet af kvinder, så er svaret. Nogenlunde ens, bare bedre. Velstående, socialt ansvarlig, religionen er der men mest privat, stor respekt for oprindelige folk, meget politisk korrekt, og så går de rent faktisk i krig. Mht at gå i krig, så er det dog ret moralsk med at
støtte allierede, politisk korrekt. De har virkelig gjort en indsats i 1. + 2. verdenskrig, men valgte ikke at gå ind i Irak før FN resolutionen var på plads, og da kun med ingeniørtropper. Det er vi ikke nødvendigvis enige i, men deres overvejelser omkring det er politisk korrekte, sa Franskmænd, Russere og Kinesere ... og de fleste andre virker ret kyniske i forhold. Nå ja, og så er de ret seje når de så går i krig.

Vores første dag blev vi i lokalområdet, blev klippet, legede på legepladsen lige udenfor vores mobilhome og tog i supermarkedet. Det er virkelig amerikansk - Bilka-stort selv om det blot er et af mange lokale supermarkeder her i kvarteret. Enorme gange med høje hylder og
utallige varer af hver slags. Lidt som Starbucks, hvor alene udvalget, skulle kunne give folk en oplevelse af identitet ved valget af kaffe, og her så også bøffen, grøntsagerne etc. Her er både til de sundhedsbevidste, gourmeterne og de enormt fede, der køber billige megaportioner. Vi får nye smagsoplevelser i nye slags oste, sågar dansk Rosenborg blåskimmelost med pære, som vi ikke lige har set før. Gule kiwifrugter, som er mildere end de grønne. Røget tun. Yogurt med
kaffe. Prisniveauet er lavere end hjemme, og vi har indtryk af, at købekraften er større. Vi kan absolut ikke få klippet ungerne for 40 kr. hver på Frederiksberg.

NZ har et system med Top 10 Campingpladser med super legepladser, pool mm. Dem nyder vi lidt nu. Vi har sågar set "biograffilm" i et rum med gode sofaer. Med tegnefilmen Polarekspressen med Tom Hanks som togkonduktør er ungerne nu kørt til Nordpolen, har hilst på julemanden, og glæder sig helt vildt til jul. Også selv om vi leger udendørs i t-shirts eller skjorteærmer.

Summit Road og Sumner strand

Christians kørefærdigheder blev testet på en smuk 50 kms køretur over bjergpas, på små snoede veje med frit fald på den ene side. Vi tog turen over Summit Road. Udsigtspunkterne til Stillehavet, søer mellem bjergene, ind over Christchurch og mindre byer i området, over uendelige marker med får på bjergsiderne med grønt græs, strå og palmer... lyng og masser af andre smukke blomster. Smukt. Storslået.

Naturen er både Danmark - fladt, grønne marker med køer og får. Skotland - grønne bakker. Norge - bjerge og fjorde. Frankrig - vinmarker og klimaet. Frugtbart og flot.

Vi holdt pause ved monumentet for de engelske kvinder, som efter at have sejlet i 4 mdr bar både børn og ejendele over bjergpasset for at komme ind i landet til landsbrugsområderne.

Sumner strand er der, hvor folk fra Christchurch tager hen for at nyde stranden. Det gjorde vi også. Vi satte drage op, spiste is og byggede i sand.

søndag, november 19, 2006

New Zealand og mobilhome

Så ankom vi endelig til New Zealand og fik hentet det mobilhome, som Nicolai har glædet sig så meget til.

Dagens udfordringer:

I stedet for en Ford Transit udeleverede de en Isuzu... ungerne kunne kun sidde allerbagerst, hvor vi ikke kunne se eller tale med dem, mens vi kørte. Nicolai kunne ikke sidde i autostol. Alt det vi havde aftalt med kontrakt og understreget 5 gange siden marts... blev ikke opfyldt. Vi insisterede på at skulle have den Ford Transit, vi havde fået lovning på. Men hvor vi ankom søndag eftermiddag, så kom den rigtige bil, så først onsdag til frokost, For ringe. Vi kan kun sige: Lad være med at bruge de små udlejningsfirmaer, som Tasman Motorhomes. Man kan spare 10%, men det er ikke lige det værd. Brug Maui, Britz eller Kea. Tasman i Christchurch lå bagved en anden virksomhed, hvor rustne tønder stod sammen med en masse biler på alt for lidt plads. Det gode er, at det ikke er kontorbygninger, vi betaler til. OG den bil vi fik onsdag var super. Flot indretning, rigelig plads til at alle fire kan sove over forsæderne. Plads til at Nicolai og Lærke kan sidde sikkert i autostole ved siden af hinanden og se fremad lige bag vores sæder. Plads til at vi alle fire kan spise herinde uden af fjerne seng eller autostole først. Aircon. Stort køleskab. Toilet og bad. Ovn og mikro.

IMG_2075

Her var koldere end vi havde regnet med - koldere end der plejer at være på denne årstid - og meget koldere end hvad vi er blevet vant til i Asien. Fleecetrøjerne og strømperne er fundet frem.

Vi har kinesiske teblomster med og har klappet giraffer og koalaer, så vi måtte pænt sætte en del krydser i felterne med ting, der skulle deklareres i tolden ;-)

lørdag, november 18, 2006

Vi har rørt en dinosaurknogle

Naturhistorisk museum har særudstilling med dinosaurer. En af Nicolais store interesser. 2 palæontologer arbejdede rent faktisk på at rense knoglerne fra en stor dinosaurus fra Canada. De lå og var ret skrøbelige i jord og stengrund, pakket ind i et tykt lag gibs og transporteret knogle for knogle i gipsindpakning til Australien. Superengagerende at se palæontologerne i arbejde. Vi fik en lang snak med en af dem om meteornedslag i Mexico og enorme vulkanudbrud i Indien, som udløser til at dinosaurene uddøde. Om dinosaurer med fjerlignende behåring, der havde fjer før fuglene. Om krokodiller, skildpadder, øgler og fugle, som overlevede naturkatastrofen. Nicolai fortalte begejstret, om hver enkelt dinosaurerskelet var fra en kødæder eller en planteæder. Han kender en hel del af dem. Det største var ubetinget, at vi allesammen fik rig lejlighed til at røre ved forstenede dinosaurusknogler og to æg. Det var spændende.

IMG_1837

IMG_1823 IMG_1825

IMG_1826 IMG_1829

IMG_1831

Vi nåede at gå en tur gennem museet, der havde masser af udstoppede dyr. Vi aede koalaer, wombater, kænguruer, skildpadder, possumer og myrepindsvin. Sjovt også at få lov at røre ved dem!

Turen hjem gik gennem Hyde Park, hvor vi fik leget lidt mellem alle de voksne, der kørte på skateboard, BMX, spillede frisbee og trommer. Dejlig urban stemning.

Shopping... ja udvalget er fantastisk og priserne gode, så nu er vi klar med outdoor udstyr til New Zealand og resten af turen for den sags skyld. Vi har sågar fået hilst på julemanden i David Jones, det lokale svar på Harrods og Illums.

Jørn Utzons operahus i Sydney

Hvor er det flot. Operahuset i Syney. Det ligger perfekt midt i byen og ud til vandet. De sejlformede tage giver byens skyline et langt mere sofistikeret indtryk, end det ellers ville have haft. Med skyskrabere til den ene side, og botanisk have til den anden, havnen omkring og Sydney Bridge tæt på er der flot. Vi var lidt stolte over at være danske, ligesom arkitekten.
IMG_1590
IMG_1598

En rundvisning afslørede dog, at det indre ikke lever helt op til det ydre. Det blev vedtaget at bygge et operahus i begyndelsen af 1950erne. 200 forslag i en international konkurrence blev indleveret.
En finne var med til at vælge, og han medvirkede til, at valget faldt på danskeren Jørn Utzon, der ligesom finsk arkitektur bruger enkle rå linjer og er supergod til at bruge lyset. Jørn Utzon var dengang under 40 år og havde mest bygget familiehuse. Han arbejdede med operahuset fra sidst i 1050erne til 1966. Da byggeriet skulle starte meldte man fra politisk hold ud, at det ville tage 4 år og koste 7 mio australske dollars, hvilket var meget dengang. Nu havde man ikke lige spurgt arkitekt og entreprenør først, og det tog 12 år og kostede lige over 100 mio. AU dollars. Utzon og hans familie flyttede til byen, byggede hus i Sydney. Mange af teknikkerne til at bygge operahuset måtte de opfinde undervejs. Feks var måden at bruge cementen på ny i Australien. Klinkerne udenpå er selvrensende fra Sverige. Glasset tonet og fra Frankrig. Efter et valg faldt den lokale politiske ledelse på sagen om operahuset. Det kostede meget mere end udmeldt, og byggeriet var meget forsinket. De nye politikere indførte begrænsninger på byggeriet, og holdt en del betalinger tilbage, så Utzon betalte underleverandører af egen lomme. Utzon var perfektionist, men samtidig gjorde han meget for at holde fast og gennemføre byggeriet. Utzon sagde op i 1966, tog tilbage til DK og efterlod meget lidt omkring det indre af operahuset. Et lokalt arkitekt firma fik til opgave at bygge det indre - dvs selve teatersalene. Når man kommer ind, ser det ud som om det er to forskellige byggerier, en flot ydre skal med beton og glas og en indre kasse , hvor salene er indeni. Det er masser af plads imellem den indre og den ydre kasse, så man går rundt inde imellem dem. De er aldrig helt smeltet sammen. Både da vi var her for to år siden til en særudstilling på kunstmuseet og nu har der været en vis flovhed over, at man ikke kunne se arkitektens vision og geni, selv om overskridelsen af budget og tidsplan er enorm. Nu har huset med 57 mio besøgende og symbolet på byen og land vist sit værd. For et par år siden genansatte man derfor Jørn Utzon sammen med hans søn Jan Utzon, der også er arkitekt. Jørn Utzons selv er i dag 88 år og har aldrig været tilbage i Australien. Hans søn er her tilgengæld ofte nu, har givet Dronningen hånden til 35 års jubilæet (så vidt vi kan regne ud) i 2004, og det første rum i Operahuset er renoveret i overensstemmelse med Utzons designprincipper. Meget flot og sejt... og med danskdesignede stole. Han har nu skrevet principperne ned, og alle ændringer og moderniseringer fremover vil blive lavet i overensstemmelse med dem og i samarbejde med Utzon-familien. Det var tydeligt at høre på vores søde og vidende guide, at det var vigtigt for dem. Det var det egentlig også for os. Lidt som at retfærdigheden sker fyldest, omend 30 år forsinket.
IMG_1577 IMG_1579
IMG_1591 IMG_1593
IMG_1594 IMG_1596

Vi nød huset indvendigt og udvendigt, og gik videre igennem Botanisk Have, som ligger lige ved siden af. Der er god plads og skønt, med smukke kaempestore (figen!)træer omgivet af havnen, operahuset og højhusene. Ved indgangen står der gæstfrit og overskudsagtigt: I er velkomne til at gå på græsset, kramme træerne, snakke med fuglene, dufte til blomsterne! Skønt. Temmelig meget i kontrast til Kina, hvor kineserne er stolte af deres yin og yang og harmoni i haverne, men det skal man nu ikke lade sig forblænde af, for deres parker er samtidig præget af at man skal indordne sig meget. Selvsamme harmoni forhindrer heller ikke Kina i at handle med afrikanske diktatorer for at sikre råvarer, holde hånden over Nordkorea og Iran i FN sammenhæng, og servere adskillige politiske skueretter. Vi nød traerne, den afslappede stemning og en is på en solfyldt plet omgivet af springvand, Ibis-fugle og kaempeflagermus.

IMG_1544 IMG_1534