onsdag, februar 28, 2007

Argentinsk Louisiana

Malba kunstmuseum har en af de største samlinger af moderne sydamerikansk kunst. Det er super godt. Stemningen og stilen er rent Louisiana. Især har de meget fra 1960erne, men vi kunne nu aldrig se på de bevægelige ringe med lyseffekter, de Andy Warhol lignende versioner af revolutionære helte og alle de andre smukke/tankevækkende/provokerende/ligegyldige værker, om de var fra nu eller 40 år siden. En del var med tango, kvæg, bjerge etc, men meget var havde vi ikke kunnet stedbestemme til Argentina eller DK. Et enkelt værk af Frida Kahlo fik os tilbage til Mexico City med Birgitte i 2000. Nicolai og Lærke syntes det meste var en leg, og fik lyst til at tegne og lege med farver og former.
Kunstmuseet for dekorativ kunst var endnu mere imponerende. Fyldt med værker af de største internationale navne. Vi genså Monet, som ungerne husker som "maleren med malerens have", fordi de har besøgt den sammen med mormor og morfar. Den var smuk, og de elskede den. Vi genså Gaugain og dermed Tahiti. Store samlinger af Rodin havde også fundet herned. Nicolais yndlingsværk var en kentaur, fordi de er med i Narniahistorierne, som han har set hos Anton. Morfar har heldigvis købt de samlede værker og lovet at læse dem højt! Ovenfor er endnu et værk herfra med en kunstner fra Venezuela, der også er repræsenteret i Louisianas faste udstilling.

Buenos Aires

Navnet betyder god luft. Hmm tjah måske. Her er ihvertfald flotte brede boulevarder og mange parker. Her er langt mere rigdom, end vi havde forventet. Shopping gående mod uendelig, kunst på museer og i gadebilledet. Ligesom i Chile taler vi om, at vi tror, de færreste danskere forestiller sig, hvor meget rigdom der er i Latinamerika - og dermed hvor meget efterspørgsel og købekraft til danske eksportører. Vi har shoppet tøj og bøger, omend selv den smukke boghandel indrettet i et teater mest havde bøger på spansk. Samtidig er der også stor fattigdom. Mennesker, der samler plasticflasker og sorterer affald. En betjent stod udenfor teatret, hvor vi så tango, og deres restaurant hele aftenen. En tigger blev ledt ud af restauranten af tre mandlige tjenere. Byen er nu skøn at være i, og vi føler os på ingen måde utrygge.
Byen er delt op i områder. Lidt om et par af dem vi har gået rundt i - der er godt 40 i alt! Le Boca, hvor Maradonna kom fra, med bølgeblikhusene. San Telmo med antivitetsmarkedet og kunstnerne. Plaza Mayo med den lyserøde regeringsbygning, hvorfra Evita talte til folket. Her er fortsat demonstrationer næsten dagligt på hverdage iflg. Paula. Udover smukke huse, bymuseum og kirken, hvor landets befrier San Martin er begravet, så det der gjorde mest indtryk på os en cirkel med hvide tørklæder malet på fliserne rundt om en skulptur midt på pladsen. Her gik mødrene til de, der forsvandt under perioden med diktatur hver torsdag i 30 år for at minde om, at de stadig ledte efter deres børn!!!
Området Recoleta er skønt med aristokratiske bygninger, masser af kunstmuseer, kirkegården hvor Evita er begravet mm. Lige ved siden af ligger Palermo, hvor den lokale version af Louisiana er. En japansk have er der også blevet plads til. Smuk og stemningsfyldt og populær til bryllupsbilleder. Pudsigt at finde her. Legepladserne findes, omend de er noget mere knirkende end i DK og hos kiwierne.

tirsdag, februar 27, 2007

Argentinsk historie og tinsoldater

Argentinas historie handler, ligesom Chiles, (kort fortalt og i børnehøjde) om indianere på et enormt landområde - om spanierne, der ankom i 1536. I første omgang lykkedes det heller ikke her at erobre landet, men i 1580 lykkedes det. Sølv var blandt attraktionerne i Argentina. I oktober 1810 begyndte revolutionen, som resulterede i selvstændighed i 1817. 1880 erobredes det sydlige Patagonien blodigt. Britiske missionærer var meget aktive, hvorfor Falklandsøerne blev britiske. Bl.a. derfor var Argentina klar over, at landet skulle befolkes, hvis det skulle udvikles og sikres, så immigranter fra bla. Spanien, Italien og Tyskland blev lovet gode vilkår og land.
Museo Nacional de Historico viser masser om spansk kultur og kampe med tinsoldater, flotte uniformer og overklassens kvinder med vifter, navigation med sekstant mm. Falklandskrigen og de oprindelige indianere, så vi ikke nævnt med et ord.

Fodbold og Ferrari

Macholand. Det er lidt vores indtryk af Argentina. Her er tango, gaucho cowboys der driver kvæg, store bøffer på menukortet, og masser af bilforretninger, en enorm bygning til "auto mobile club" midt i centrum etc.
Vi tog på Ferrari design cafe, der bød på flot designet cafe med virkelig god mad, biler, en motorcykel og diverse udstillede dimser. Nicolai og Mette har nu t-shirts - og Anette får en til Ferrari computeren :-) Christian var ikke utilfreds med at være lidt til blondiner og hurtige biler... Nicolai syntes, bilerne var seje og lidt Batman/superhelte-bil-agtige.

Nicolai og Lærke er optagede af superhelte. De leger med superhelte som Buzz Lightyear, Ninja Turtles og Power Rangers. De ser Power Rangers på TV, der har en hel kanal Jetix, der ikke viser andet. Star Wars på Game Boy. Lego Bionicle og Knights (riddere). Bøger om riddere og drager. For de indviede skal man ikke lade sig narre af Barbiehistorierne - her er Barbie (som Rapunzel etc), hhv. Elina i Mermadia absolut også helte. De fortsætter historierne og legene fra gang til gang, så de nu er lange og komplicerede. De er gode til at lege, hvor vi nu er - taxi, hotel, museum, park... - Kunst og historie på museer mm. bliver til historier og blandes ind i legene.

Den lokale superhelt i fodbold er fortsat Maradonna. Vi må erkende, at de øvrige de nævner som internationalt kendte ikke lige ringer en klokke hos os. Det siger givet mere om os end om dem. Maradonna var fra bydelen La Boca. Det var og er et fattigt kvarter. Dengang flyttede immigranter fra Italien og Spanien ind her, byggede huse af bølgeblik og malede det i stærke farver. Det er i dag blevet lidt en af turistfælde med en kort vej i stærke farver og tango til turisterne. Man skal ikke langt derfra, før husene ikke længere er så festligt malede og folk lever i slum under motorvejsbroerne. Det er dog fortsat hjemmebane for et af landets to største fodboldhold med et enormt stadion og en meget engageret fanskare.
Kunstere Botero laver altid skønne tykke figurer i sine skulpturer og malerier. Her har han givet sin version af argentinske mænd med enormt ego, ingen hoved og lille... (naturligvis kun iflg. vores søde guide Paula :-)

mandag, februar 26, 2007

Tango - min kat den danser...

Tango er fascinerende, som dans især, men også som kultur, musik og sang. Vi tog i teateret sent, sad på første række helt oppe ved scenekanten, hvor kvinderne blev svinget ind over os. Det var en stor og dejlig oplevelse, hvor Lærke sad som hypnotiseret og fik charmeret en af danserne, mens Nicolai gerne vil danse og føre Lærke i en tango. Showet startede først sent, så vi sov til eftermiddag. Alt gik fint, men forældrene blev nu lidt bekymrede, da vi så opdagede, at tiderne vi kendte var rent vejledende (et latinsk fænomen?), og vi først ville få aftensmad efter showet dvs. kl 22-2330 - eller måske slet ikke. Både fordi showet var virkelig godt, og fordi de fik 2 colaer hver og en pakke Willy Wonka slik, var børnene endog meget vågne hele showet. Lærke sang flittigt "min kat den danser tango, tango, tango" - og har gjort det siden.
Dagen efter gik vi på cafe Tortoni, hvor de skulle spille tango, men det var nu mest en turistfælde i dagtimerne. Dog havde de tango om aftenen, så det bestilte vi tid til, da vi så, hvor skuffet Lærke blev over, at vi ikke skulle i teateret og se tango-show igen. Nicolai og Lærke fik dog en tango på deres scene.
Der er tango i gadebilledet - i kvarteret La Boca, hvor der danses for turisterne, og på antikvitetsmarkedet i San Telmo, hvor musikere og malerne flittigt portrætterer nationaldansen og vel dermed en vigtig del af nationens sjæl.

søndag, februar 25, 2007

Evita

Don't Cry for me Argentina... Madonna og Hollywood var ikke populære i Argentina, da de indspillede muscicalen om Evita. Vi synes nu godt om filmen, og den gjorde os nysgerrige efter at lære mere om personen Eva Peron, født Duarte. Især Mette er altid interesset i stærke kvinder, der har kæmpet for kvinders valgret olign. Derfor startede vi med at besøge museet om hende.
Nicolai og Lærke skulle også vide, hvorfor Evita var interessant. Det var hun, fordi hun var en superheltepige, som gjorde en masse for de fattigste i samfundet. Lidt som Robin Hood tog hun fra de rige og gav til de fattige. Hun oprettede skoler til børn, der ellers ikke ville komme i skole, og på museet var der såmænd også en sej gocart, hendes fond havde foræret til en børneinstitution. Det meget fine tøj gjorde hende samtidig til en slags prinsesse.

Forældrene var mere overraskede over, at Eva Duarte blev født i 1919, blev stjerne i radio mm, blev gift med officeren Juan Peron og kort efter præsidentfrue. Hun fortsatte med at arbejde intensivt for de svage i samfundet og hendes mands og hendes karriere. Resultaterne omkring kvinders valgret, samt hendes funds arbejde var imponerende, især fordi hun døde allerede som 33 årig, tilsyneladende af kræft. Hun var en kontroversiel skikkelse, og hendes lig var bortført i 17 år efter hendes død, ligesom museet først er åbnet for ganske nylig.
På en halvdagstur med guide rundt i byen dagen efter fik vi set den lyserøde regeringsbygning, hvor hun talte til folket fra balkonen på Plaza Maya, Luna Station hvor hun mødte Juan Peron og monumentet for hende foran nationalbiblioteket.

Kirkegården i bydelen Recoleta, hvor hun er begravet på familien Duartes familiegravsted, er noget helt særligt med engle, store marmor-huse med kister og ovenlysvinduer - for meget, respektfuldt, uhyggeligt, smukt.


fredag, februar 23, 2007

Dansk legedag

Sidste dag i Chile blev en dejlig legedag hos Mettes kollega Grete og hendes og Kims tre børn, Jens på 7 og Katrine og Anne Marie på 3. Skøn leg for alle fem børn, som fik snakket dansk, løbet rundt i den store have og leget med Lego bionicle og knights i timevis. Vandhunden Lærke nåede endda en tur i poolen. Nicolai og Lærke var gerne blevet der, men vi skulle jo med flyet næste morgen. Vi nød at snakke med Grete om Chile, Udenrigsministeriet, Skype mm. og tog en google-earth rundtur i Chile.

onsdag, februar 21, 2007

Chilensk mad

Chilensk mad er super dejligt, når det er fiskeretter på gode restauranter i Santiago, Valparaiso, Isla Negra og på vingården Morande i Casablanca dalen, hvor vi spiste den dag, vi også nød vinsmagning på den primært økologiske vingård Emiliana. Seafood - lady fish, seabass, ørred (trout), laks (salmon), muslinger og conger eel (der bestemt ikke er en ål). Dejlige chilenske vine! Pisco Sour med citron eller mango er også dejligt friskt. Varmt frisk brød med tomat/koriandersalsa til start. San Pedros Todos Naturale's quinoa og grøntsagsretter til tonerne af panfløjte og tromme var stemningsfyldt og sjovt.
På en del af vores rejse i Chile har maden nu alligevel været lidt kedelig - det er bestemt ikke altid man lige kan finde en guide-bog omtalt restaurant. Det har været majs, bønner, avocado, brød og bøffer. En ret kan være et stykke kylling og en portion ris. Der har ikke været kræset meget om saucer og tilbehør, heller ikke på hotellernes dyrere restauranter. Meen blandt den traditionelle og enkle mad har vi nu fundet to lidt pudsige ting, som vi er kommet til at holde af. Mote con huesillas - iste med syltede abrikoser og hvedekerner - og empanadas - dej med hakket kød, æg og oliven eller kylling eller ost. Empanadas er traditionel mad, som Ines Suarez bagte til Pedro de Valdivia og de andre spanske conquisradores i 1500-tallet. Det har vi jo snakket meget om, så historierne bliver genopfrisket hver gang, vi får empanadas. Det har vi især fået i ørkenen og højlandet, hvor vi tit har været glade for blot at se et sted, hvor vi kunne købe noget at spise. Egentlig ligner de så mange andre brød med kød i - i Vietnam fik vi boller med hakket kød, grøntsager og ris i i Mekongdeltaet - i Rusland har Mette fået det mange gange med Anne-Mette, første gang vistnok på den transibiriske jernbane, hvor en medpassager synes, de skulle smage de lokale retter. Måske fordi de ikke lige turde stå af toget og købe mad, mens det hold på en station, af frygt for ikke at komme med igen.Kaktusfrugter er noget af det nye, Nicolai og Lærke har smagt på rejsen i Chile. Det er sjovt, når vi så møder kaktusser med masser af frugter eller skud på, som ser ud præcis som dem, vi har spist.

tirsdag, februar 20, 2007

San(d) Pedro de Atacama

San Pedro de Atacama er en hyggelig lille by i ca 2500 m's højde. Det var herfra, vi tog ud til geyserne, saltørkenen og månelandskaberne. Der var mange turister, og overraskende mange rastata-typer med tøj som på den danske venstrefløj mixet med middelklassens tyske pensionister og en gruppe brasilianske BMW-entusiaster på motorcykler. Byen er hyggelig med lave hvide og rødlige jordfarvede huse, den obligatoriske hvide kirke og et grønt torv.


Vi nød byen, de hyggelige små spisesteder med dejlig mad - og masser af gode grøntsagsretter til de mange unge udenlandske vegetarer - Todos Naturales er intet mindre end en genial (og billig) restaurant. Musik med panfløjte. Selv den kølige swimmingpool, hvor der ikke skulle mange baner til at trætte i den tynde luft. Nicolai og Lærke lokkede Christian med, de er blevet så glade for og gode til at svømme efter al træningen i pools og Stillehavet.

mandag, februar 19, 2007

Mælkevejen og Saturn

Vi har set Saturn i teleskop. Så tydeligt, at vi kunne fotografere planeten med digitalt kamera gennem teleskopet - omend ikke så skarpt som vi selv så det. Utroligt. Nicolai tegner planeten med ringen om og de 8 måner flere dage efter. Vi har set mælkevejen, andre galakser, stjernetåger, planeter mm i teleskop. Vauw. Stjernehimlen over ørkenen i det nordlige Chile er blandt de tydeligste set fra jorden. Vi var fuldstændig fascinerede af, at vi kunne se mælkevejen med det blotte øje. Stor, flot, hvid og med tæt koncentration af stjerner i et bredt bælte hen over himlen lå vores egen galakse. Ved siden af kunne vi se to andre galakser, bla Magellan tågen, også med det blotte øje. Orion var der også. Nicolai og Lærke synes, det var sejt, at der var en ridder med sværd på himlen. W'et Cassiopeia kunne vi til gengæld ikke se - så skulle vi have set igennem jorden. Nicolai var tilfreds med, at der var en stjerne, der hed Sirius, for det hedder vennen Antons fars firma også - opkaldt efter hans tid i Siriuspatruljen.

Vi tog med på en tur ud i ørkenen 7 km syd for San Pedro de Atacama. Turen startede først kl 21, så Lærke og Nicolai blev holdt vågne med sodavand og slik. Lærke nåede at se stjernerne, inden hun faldt i søvn og fik lov at sove på en sækkestol indenfor. Det var et ægtepar, som driver et firma - Spaceobs - og har de 7 teleskoper i haven ved deres hus væk fra byens lys. vores bud er, at Alain er kommet fra Frankrig for at se på stjerner, har forelsket sig og er blevet. Han er i øvrigt lidt af en notabilitet inden for astronomi, hvis man kigger lidt på hans site. Deres hus var bygget omkring et rundt rum med hul i taget, så man kunne ligge i en hængekøje og se op på stjernerne. Dejligt. Den hurtigtsnakkende franskmand fortalte om stjernerne (på fransk), så vi holdt ørene stive. Hans kone var så sød. Hun viste Nicolai alle teleskoperne, mens alle andre stadig lyttede til intro'en, og indstillede særligt et teleskop til saturn, som klart var det mest børnevenlige. Derefter gav hun ham varm kakao på sengen i deres værelse foran Jetix-power ranger- tv kanalen ... Nicolai råhyggede sig.

Mumier, fæstning og Incaer

Indianerne har boet i området omkring San Pedro de Atacama i Atacama-ørkenen i tusinder af år. Udviklingen fra jægere og samlere, over landbrug, kender vi hjemmefra. Undervejs har de været lige så dygtige som egypterne til at bevare deres døde som mumier, hvilket så ret bizart ud på det lokale museum. Der kunne vi også se, hvor tidligt de har eksperimenteret med halucinerende stoffer, for der var mange bakker til at sniffe fra udstillet. Incaernes indflydelse var også udstillet. Vi undrede os en del over Incaernes mode med at snøre hovedet ind tidligt, så det fik forskellige former. Utroligt, så meget de har presset kranierne til ekstreme former. Områdets kobber er naturligvis også udstillet. Det var jo en stor del af grunden til, at Incaerne og siden spanierne var interesserede i området.
Nicolai blev så inspireret af de planter og frugter, indianerne samlede i gamle dage, at han samlede dem, og gik i gang med selv at male dem til mel.Indianerne befæstede sig ved indgangen til områdets mest grønne dal. Alligevel tog det spanierne 20 år at tvinge dem til at underskrive en fredsaftale, hvor de overgav sig. Fra Pedro de Almagro kom forbi i 1536 til fredsaftalen i 1557. Effektivt.
Inde i selve dalen havde Incaerne deres administrative centrum i området. Et bygningsværk, der har været enormt stort. Placeret i den grønne dal med floden, den smalle indgang, høje bjerge omkring og et lavere bjerg i midten, hvor bygningerne var bygget ovenpå. Dermed var det let af forsvare, hvilket nok var nødvendigt, da de indkrævede skatter herfra. Mette nåede både her og ved fæstningen at få stillet sin lyst til at klatre rundt på stejle steder med løst grus og med en frygtløs og hoppende Nicolai i hånden.