Terracottahæren i Xian er en kejsers gravsted. Mette kunne ikke frigøre sig fra, hvor stor et samfundsmæssigt spild, det var at have 600.000 soldater i alt til at bygge en gravplads til kejseren over 37 år. Ca 70.000 af dem er begravet der plus konkubiner, søskende til kejseren, generaler mfl. Alt sammen fordi kejseren troede, at hans fjender fra dette liv ville forfølge ham i det næste ... flot (hmmm). Nåja men det er jo let at dømme ham efter nutidens standarder. Det kom vi så til igen, da guiden fortalte, hvor dygtig en kejser han havde været - visionært samlede han Kina og indførte bla fællesmønt...vi ville jo nok have udlagt historien mere i retning af, at han som leder af en af 6 lande/enheder erobrerede de øvrige i en krig, der varede ca 10 år, hvorefter han tvang de andre til at bruge hans standardmønter mm. Han lod mange konkubiner oa. dø sammen med sig etc. etc. Derved skulle han vist også have reddet sig fjender nok til flere liv efter døden!
Vi fik også set Chiang Kaisheks sidste hovedkvarter, inden han kom tilTaiwan. Igen skal vi vist lige have læst lidt op på en ikke-kinesisk version af begivenhederne... http://en.wikipedia.org/wiki/Kaishek
I Kina fik vi denne version: I sin tid var der to partier i Kina. Kommunisterne og nationalisterne. Japanerne angreb, og da kommunisterne ikke selv var stærke nok til at bekæmpe japanerne, og Kaisheks nationalister ikke ville hjælpe, så var man jo desværre nødt til at sende ham i eksil på Taiwan.
Om aftenen spiste vi aftensmad, mens vi så et flot teater fra Tang Dynastiets tid med sang, dans, musik og lidt kampsport. Ungerne stod op på stolene det meste af tiden, for at få det hele med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar