......
Klipperne er storslåede. Vanvittigt stejle med "pine trees" (skovfyr der vokser som vandrette tallerkener ud fra klippen stort set uden jord). Klippeformationerne har navne som "abe der sidder og ser ud over kløften", "skildpadde der er ved at klatre op", "kaninens øre", "pensel og penselholder", "et par sko"... Træerne har tilsvarende navne, som "træet der rækker ud efter noget", "Kinas harmoni" (56 grene som Kinas 56 distrikter), "kærlig" (2 stammer) ...og de er op til 700 år gamle.
Vores guide Victor viste os et af de få udsigtspunkter, hvor kun meget få kommer. Det var skønt - fantastisk udsigt og stilhed!
Vi vandrede også langt i en helt anden retning langs Grand Canyon. Utrolige bjerge og dale, stejle klipper, smalle stier med mange trapper og udsigtspunkter og enkelte gange igennem smalle kløfter og klippehuler. For 14 mdr siden var vi alle 4 i Grand Canyon i USA, så det var jo også sjovt.
Nicolai havde glædet sig til at klatre som onkel Anders og Nina, så det fik han selvfølgelig gjort. Nicolai og især Lærke overraskede sig selv meget ved at kunne klare mange flere trapper, end de først troede, at de kunne.
Solnedgangen måtte vi have med, så vi blev på selve bjerget til1800, hvor solen gik ned. Vi fandt et super godt sted, hvor Victor vidste, at solnedgangen var flottest. Mette blev bekymret for sikkerheden, når ungerne ville løbe rundt, så mens vi nød udsigten, gik vi igang med at se på Nicolais kompas for verdenshjørnerne, flette reb af lange stærke strå (som kineserne kalder Dragens Skæg), og Christian fortalte historien om Robison Crusoe i over en time med masser af info om, hvordan man overlever på en øde ø, som enhver spejder/ingeniør ville elske. Kokosnødder, bananer, værktøj, bål, sejlskibe...
Nicolai digtede en lang dejlig sang "nu går solen ned, nu kommer månen frem, vi skal sove godt, de onde drømme tar væk...så håber jeg, at solen står op igen"
Vi overnatter på bjerget - så vi har god tid til at nyde det hele :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar