Vi kørte fra South Beach lige syd for Greymouth via Punakaiki (pandekagerne) op til Marahau ved Abel Tasman Nationalparken. En lang tur, som var flot med bjerge, strande, små vindblæste byer med 10 små huse og til sidst fashionable sommerhuse, oliven- og vinmarker, og masser af kunsthåndværk og tilbud og aktiv-turisme oppe ved nationalparken. En cyklist cyklede ret lang tid 60 km/t lige bag vores mobilhome, så lå han jo i læ, og blev trykket med af os. Han kørte lige bag ved os, så tæt at vi næsten ikke turde tage farten af, for at han ikke havnede i bagruden. Vi vinkede en del til ham, grinede og fik ligeledes grin og "OK-tommelfinger" tilbage.
En frisk lokal bedstemor tog på tommelfingeren hjem fra at have besøgt døtre og børnebørn, vi tog hende op og fik en fantastisk masse historier om området. Hun lever af at væve med plantefibre fra nationalplanten, der ligner agaver. Hun mindede om en vi kender, hvilket gjorde det dobbelt pudsigt og livsbekræftende for os.
Aftenen blev lidt sen, men ungerne kan jo heldigvis sove i bilen i stolene med dyne om sig. De var nu ikke lige til at få til at sove... børnene er vilde med fars hjemmelavede mælkekaffe... Mette kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan sove... det ultimative våben mod naive forældre...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar