Og rent faktisk fik vi set og fotograferet utrolig mange hvide, brune og sorte lamaer i løbet af dagen. Det er egentlig 4 forskellige slags - Vicunas, Llamas, Guanacos og Alpacas - for os almindeligt dødelige under fællesbetegnelsen: Lamaer. De går i store flokke - ikke med fårehyrder, men med lamahyrder på plateauet mellem bjergtinderne. De grønne planter, der minder om lyng og mos, er åbenbart til at fordøje for de drøvtyggende lamaer. Det var sjovt. Nicolai og Lærke var virkelig på. De fulgte med i antallet af lamaer "130 -40-50-60-..." iflg Lærke og hele"tredvehundrede" iflg Nicolai. De var der med og uden føl, nyklippede og med stor tung uld, løbende og liggende.
Lyserøde flamingoer var der også. Dejlligt dejligt, at se dem ude i naturen. 2 fine lyserøde Parina Grande eksemplarer i den første lille sø og 3 lidt mindre af de knapt så lyserøde Parina Chica'er i den næste og en hel flok på afstand i den største sø. Igen en stor naturoplevelse, og Nicolai kender alt til de små røde krebsedyr, der farver flamingoerne lyserøde.
Landsbyen Parinacotta ligger i 4300 m's højde. Den er ofte ubeboet, da indbyggere er hos lamaerne, men ellers er der hele 25 indbyggere til (religiøse) fester olign. Vi spurgte efter Morales og fik dermed lov at låne nøglen til kirken. Spanierne havde overtaget landbyen af hensyn til guldminerne i området og handelsruterne. Deres sølv står i dag i et lille sidelokale, der er indrettet som museum. Landsbyen står ellers for os som de søde kvinder, der solgte os frokost for 22 kr., hhv. sikrede Nicolai en fløjte og Lærke et lamaskind og lokalt slik lavet af majs, samt hundehvalpen, som Mette fik leget meget med.
Søen Chungra er en af verdens højest beliggende søer. Omkring 130 fuglearter holder til i området og særligt lige rundt i kanten af søen. Vi hilste på en flok storte sorte blishønselignende fugle - Tagua Giganter, der flittigt byggede reder ca. 5 m ude i vandet. Omkring søen er en række af de 6300 m høje vulkaner med sne på toppen. Christian var begejstret for at se sne, da dette er ugen, hvor vi plejer at være på skiferie i Norge med hans familie.
Højdesyge var vi meget opmærksomme på, for vi voksne kunne mærke den lidt. Heldigvis var børnene nærmest upåvirkede. Ipod'en fik til gengæld højdesyge!!! Den skrattede og hostede og holdt op med at spille. Da den kom ned til almindelig højde igen, begyndte den at fungere som om intet var hændt... Den tynde luft betød, at vi hurtigt blev trætte, så vi gik kun korte ture for at kunne holde til at komme helt ind til søen og hele vejen retur til Arica igen. Marcopolo havde anbefalet, at vi blot blev boende i Arica og kørte tur retur samme dag. Det var et dårligt råd, for vi havde virkelig brug for en overnatning i højden, så det var jo alletiders, at vi kunne bo i Putre, endda for 350 kr incl morgenmad og aftensmad. Skiltene langs vej 11 var fyldt med billeder af dyrene og advarsler om stenskred, Ikke en enkelt sten, men en bunke af dem, hvilket vi også kunne se på vejen. Firben. Mindesteder for folk der er døde langs vejen er der også virkelig mange af. En havde øl foran, en stejl skrænt bagved og resterne af en bil lidt nede af skrænten.
Lige inden Arica kørte vi ind for at spise aftensmad på et øko-sted. Det viste sig at give os indsigt i landbrug i en grøn dal i ørkenen, i et Hare Krishna bofællesskab i Chile, i lamaers aura, og i bygningen af kuppelformede lerhuse (trulyer) med flasker i muren til at skabe lys og kølig luft indenfor. Et spændende sted, hvor vi kunne have sovet alle fire for 100 kr pr nat i deres gæstekupler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar