Tango er fascinerende, som dans især, men også som kultur, musik og sang. Vi tog i teateret sent, sad på første række helt oppe ved scenekanten, hvor kvinderne blev svinget ind over os. Det var en stor og dejlig oplevelse, hvor Lærke sad som hypnotiseret og fik charmeret en af danserne, mens Nicolai gerne vil danse og føre Lærke i en tango. Showet startede først sent, så vi sov til eftermiddag. Alt gik fint, men forældrene blev nu lidt bekymrede, da vi så opdagede, at tiderne vi kendte var rent vejledende (et latinsk fænomen?), og vi først ville få aftensmad efter showet dvs. kl 22-2330 - eller måske slet ikke. Både fordi showet var virkelig godt, og fordi de fik 2 colaer hver og en pakke Willy Wonka slik, var børnene endog meget vågne hele showet. Lærke sang flittigt "min kat den danser tango, tango, tango" - og har gjort det siden.
Dagen efter gik vi på cafe Tortoni, hvor de skulle spille tango, men det var nu mest en turistfælde i dagtimerne. Dog havde de tango om aftenen, så det bestilte vi tid til, da vi så, hvor skuffet Lærke blev over, at vi ikke skulle i teateret og se tango-show igen. Nicolai og Lærke fik dog en tango på deres scene.
Der er tango i gadebilledet - i kvarteret La Boca, hvor der danses for turisterne, og på antikvitetsmarkedet i San Telmo, hvor musikere og malerne flittigt portrætterer nationaldansen og vel dermed en vigtig del af nationens sjæl.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar