Omkring San(d) Pedro de Atacama var flora og fauna begrænset, men vi nød de få blomster og kaktusser der var. Echinopsis atacamensis... stor cowboy-kaktus, der bliver op til 7 m høj og kun gror i 2.600 - 3.800 meters højde. Det var den største form for liv i selve ørkenen her. Små gule blomster, små kaktusser, græsser og mosser.
Tamarugo-træerne er de eneste træer, vi har set i selve ørkenområderne. Ellers har træer og større planter som maj og solsikker været forbeholdt oaserne med floder og kilder. I nationalparken mellem Arica og Iquique var der en park fuld af Tamarugo-træer. De plantes og vandes indtil rodnettet når ned i 10 meters dybde. Man hugger igennem det tykke saltlag. Efter et par måneders kunstvanding, får træernes rødder så godt fat i vandet under jorden, at de kan klare sig selv. De giver skygge til gederne, brænde mm. Dem har vi set mange af spredt over hele ørkenen.
Vi blev glade, hver gang vi fandt et sted at spise på de lange stræk gennem ørkenen. Der var nemlig langt imellem. Mellem Arica og Iquique fandt vi dog de sødeste mennesker med frugt og empanadas.
Tamarugo-træerne er de eneste træer, vi har set i selve ørkenområderne. Ellers har træer og større planter som maj og solsikker været forbeholdt oaserne med floder og kilder. I nationalparken mellem Arica og Iquique var der en park fuld af Tamarugo-træer. De plantes og vandes indtil rodnettet når ned i 10 meters dybde. Man hugger igennem det tykke saltlag. Efter et par måneders kunstvanding, får træernes rødder så godt fat i vandet under jorden, at de kan klare sig selv. De giver skygge til gederne, brænde mm. Dem har vi set mange af spredt over hele ørkenen.
Vi blev glade, hver gang vi fandt et sted at spise på de lange stræk gennem ørkenen. Der var nemlig langt imellem. Mellem Arica og Iquique fandt vi dog de sødeste mennesker med frugt og empanadas.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar