
Vi tog med på en tur ud i ørkenen 7 km syd for San Pedro de Atacama. Turen startede først kl 21, så Lærke og Nicolai blev holdt vågne med sodavand og slik. Lærke nåede at se stjernerne, inden hun faldt i søvn og fik lov at sove på en sækkestol indenfor. Det var et ægtepar, som driver et firma - Spaceobs - og har de 7 teleskoper i haven ved deres hus væk fra byens lys. vores bud er, at Alain er kommet fra Frankrig for at se på stjerner, har forelsket sig og er blevet. Han er i øvrigt lidt af en notabilitet inden for astronomi, hvis man kigger lidt på hans site. Deres hus var bygget omkring et rundt rum med hul i taget, så man kunne ligge i en hængekøje og se op på stjernerne. Dejligt. Den hurtigtsnakkende franskmand fortalte om stjernerne (på fransk), så vi holdt ørene stive. Hans kone var så sød. Hun viste Nicolai alle teleskoperne, mens alle andre stadig lyttede til intro'en, og indstillede særligt et teleskop til saturn, som klart var det mest børnevenlige. Derefter gav hun ham varm kakao på sengen i deres værelse foran Jetix-power ranger- tv kanalen ... Nicolai råhyggede sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar