Indianerne har boet i området omkring San Pedro de Atacama i Atacama-ørkenen i tusinder af år. Udviklingen fra jægere og samlere, over landbrug, kender vi hjemmefra. Undervejs har de været lige så dygtige som egypterne til at bevare deres døde som mumier, hvilket så ret bizart ud på det lokale museum. Der kunne vi også se, hvor tidligt de har eksperimenteret med halucinerende stoffer, for der var mange bakker til at sniffe fra udstillet. Incaernes indflydelse var også udstillet. Vi undrede os en del over Incaernes mode med at snøre hovedet ind tidligt, så det fik forskellige former. Utroligt, så meget de har presset kranierne til ekstreme former. Områdets kobber er naturligvis også udstillet. Det var jo en stor del af grunden til, at Incaerne og siden spanierne var interesserede i området.
Nicolai blev så inspireret af de planter og frugter, indianerne samlede i gamle dage, at han samlede dem, og gik i gang med selv at male dem til mel.
Indianerne befæstede sig ved indgangen til områdets mest grønne dal. Alligevel tog det spanierne 20 år at tvinge dem til at underskrive en fredsaftale, hvor de overgav sig. Fra Pedro de Almagro kom forbi i 1536 til fredsaftalen i 1557. Effektivt.
Inde i selve dalen havde Incaerne deres administrative centrum i området. Et bygningsværk, der har været enormt stort. Placeret i den grønne dal med floden, den smalle indgang, høje bjerge omkring og et lavere bjerg i midten, hvor bygningerne var bygget ovenpå. Dermed var det let af forsvare, hvilket nok var nødvendigt, da de indkrævede skatter herfra. Mette nåede både her og ved fæstningen at få stillet sin lyst til at klatre rundt på stejle steder med løst grus og med en frygtløs og hoppende Nicolai i hånden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar