lørdag, marts 10, 2007

Copacabana, Ipanema og fortet

En ridderborg med tykke betonvægge, store kanoner på taget og masser af ammunition i... det var dagens højdepunkt for Nicolai. Blandt de udstillede ting var et dansk Madsen-maskingevær. Det grinede vi lidt af. Dejligt sted med super udsigt langs og især ovenpå fortet. Masser af gamle kanoner havde de også udstillet. Rio de Janeiros beliggenhed ud til havet betyder, at der ligger en række gamle befæstninger på klipperne langs kysten. Udenfor mærkede vi Rios varme med 35 grader. Indenfor mindede det rigtig meget om Flakfortet.





Strandene var dagens højdepunkt for Lærke. Hun er og bliver begejstret for vand. Vi gik de 5 min. ned til Copacabana strand. Soppede i det kolde vand, hvor en bølge pludselig var større end de andre og overraskede os turister, så skoene var ved at ryge med ud igen, og Lærke blev gennemblødt, da hun heroisk reddede flere sko. Vi måtte skylle sand ud af håret, og have en ny lyserød t-shirt på. Hun så ellers sej ud i en periode med nederdel på, og hendes nye Hello Kitty stof draperet sari-agtigt om overkroppen. Et par lokale kvinder spurgte omsorgsfuldt, om vi nu havde givet ungerne solcreme på, for vores lyse hår og hud viser tydeligt, at vi er turister her - selv om vi aldrig har været mere solbrændte.
Vi nød at gå tur langs Copacabana på fortorvet med de bølgende mønstre. Se på brasilianere med tandtrådsbikinier på stranden, tykke og slanke, og med en helt anden kropskultur end i DK. Her går de fleste også til og fra stranden i badetøj eller meget lidt over. Det er lidt specielt i sidegaderne med alle de afklædte mennesker. Friske afkølede kokosnødder har dejlig saft, og smager også friskt når de skæres over, og man spiser køddet. Mens vi sad under en parasol og så på strandens farvestrålende fluepapir, flokkedes gademusikanter, og alle slags sælgere og tiggere om os. Det var lidt pågående, men heldigvis rimelig ens for alle.

Stranden Ipanema ligger også kun 5 min's gang fra hotellet, så den nåede vi også at gå tur langs. Her var bølgerne voldsommere og resten lige så farverigt. Det var så de to mest kendte af Rios 23 strande. Alt i alt en skøn dagstur med strande, fort, shopping, antikvitetsmarked, håndværksmarked, en superhjælpsom butiksejer, der fulgte os laaangt på vej for at vise os, hvor vi (ikke) kunne købe en barbermaskine - men derfor kunne det jo godt være, vi ville komme tilbage og købe ædelsten til Mette hos ham :-)
Sushi er altid et højdepunkt og en livret for os alle, så Carsten kunne konstatere, at børnene næsten spiste som voksne, når det var sushi, var er på bordet. Heldigvis var der en skøn sushi restaurant tæt ved hotellet. Mmmm - med verdens største japanske mindretal er Rio et godt sted til sushi. Aftensmad kan fint være ost og grøntsager på hotellet, så der falder ro over ungerne. De får tegnet dagens oplevelser og leget en masse. Vi nåede endda en tur i poolen på hotellets tag med flot udsigt over solnedgang, strande og by.

Ingen kommentarer: